Menu

Historiens aktører 74 – Barbara Hutton

Kategori: Artikler
Visninger: 27

 

I mellemkrigstiden var Barbara Hutton verdens rigeste kvinde. Meget rige kvinder var der dengang ikke mange af. Det var mændene som sad på de store formuer og Barbara Hutton havde også arvet sin store formue efter sin bedstefar Frank Winfield Woolworth. Navnet Woolworth er sikkert de fleste bekendt som en varehuskæde, en af de første og største i USA. Barbara havde ingen let start i tilværelsen. Hendes mor døde kun 33 år gammel i 1917, og det var den fire år gamle Barbara, som fandt sin mor død. Hendes far som var bankier, havde ikke meget tid til overs for sin datter.  Hun blev opdraget af barnepiger og huslærere.

Rigdom er ikke vejen til lykken, lyder en noget forslidt leveregel, men i tilfældet Barbara Hutton passer ordene. Hun var smuk og rig og fik dog ingen let gang på jorden. Hun boede i New York, blev gift og skilt syv gange og blev udnyttet af folk, som var mest interesseret i hendes mange penge. Det var fra starten et liv i overflod og vild luksus. Hendes 18-års fødselsdag blev fejret med et bal så ekstravagant, at festen skabte røre og modstand. Det var i 1930 under den store depression med nød og elendighed i mange hjem. Hendes far sendte hende til Europa, så hun undgik de mange offentlige angreb og pressens fordømmelse. 

Hendes ægteskaber var ulykkelige. Den første mand af georgisk adelsslægt tvang hende nærmest til ægteskab gennem forskellige intriger, og han forgyldte sin talrige familie. Den anden ægtemand var også adelig. Det var Kurt von Hagewitz – Rewentlov. Han mishandlede hende og det i en grad, så hun måtte på hospitalet. Rewentlov havde dansk statsborgerskab, og han fik Barbara til at opgive sit amerikanske borgerskab og blive dansk statsborger. Formålet var alene skattemæssige fiflerier. De var gift i årene 1935-1938. Med Rewentlov fik hun sit eneste barn, sønnen Lance Rewentlov. Forholdet mellem mor og barn blev aldrig tæt. Han blev opdraget af ansatte, blev racerkører og faldt ned med et fly i 1972.

Hendes tredje ægteskab var med Hollywoods førsteelsker i mange år Cary Grant.  Ægteskabet med filmstjernen varede fra 1942 til 1945. Grant var den gentleman, han altid spillede på film, og han behandlede Barbara ordentligt. Han havde hverken brug for hendes penge eller hendes navn. Alligevel gik forholdet i stykker. Barbara udviklede anorexi og blev i perioder afhængig af alkohol og stoffer. I skuffelse over sine mislykkede ægteskaber købte hun playboys. De følgende ægteskaber var med en russisk adelig, racerkører for Ferrari, den næste var en haitiansk diplomat. Så fulgte en adelig tysker, tenisspiller, og den sidste var en vietnamesisk kemiker.

Barbara Hutton fotograferet om bord i et skib, måske ”Vanadis”, wikipedia

Barbara Hutton brugte mange, mange penge og havde ejendomme rundt omkring i verden bl.a. i London, Venedig, Paris, Tanger og Mexico City. Hun ejede en samling af værdifulde malerier og skulpturer, porcelæn og smykker, nogle fra Cartier og andre fra Fabergé. Af sin far fik hun til sin 18-års fødselsdag et skib, ”Vanadis”, en luksusyacht bygget af Germaniaværft i Kiel i 1924. Tre år senere gav ”daddy” Barbara en check på 1 million dollars. Mens de mange penge forsvandt, så eksisterer ”Vanadis” stadig. Efter Barbara Hutton overtog den engelske flåde fartøjet i 1940, og mange år og flere ejerskaber senere blev skibet hotelskib i Stockholm, hvor det ligger fast til kaj på Riddarholmen og er en god mulighed for central overnatning, hvis man altså er klar til at sove i en køje. ”Mälardrottningen” hedder skibet nu.

Barbara Hutton tilbragte sine sidste år i Los Angeles, hvor hun døde af et hjertestop i 1979. Hun blev begravet i Woolworth-familiens mausoleum på en kirkegård i Bronx, New York.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her

[Historie-online.dk, den 28. april 2026]

Se relaterede artikler
Rachel Carson - Historiens Aktører nr. 45
Jens Winther og Jørgen Lønborg Friis - Historiens Aktører nr. 25
Jacques-Yves Cousteau - Historiens Aktører nr. 48