Ledreborg

I midten af 1700-tallet ønskede gehejmeråd Johan Ludvig Holstein at skabe et fristed. Ud over et palæ i Stormgade i København, skabte han Ledreborg Slot som tusculanum. Ikke nok med at han opkøbte jord og byggede lystslottet for en formue, han ønskede også, at slottet skulle være et lærdomssæde

Af Michael Koch 

Lad det være sagt med det samme: Den nye bog om Ledreborg Slot er et ualmindeligt smukt værk. Når cellofanen er brudt, og bogen ligger med lærredsryg i halvlærredsbind, fornemmer man straks, at der er nogen, der virkelig har gjort sig umage. Billederne i bogen er ofte over hele opslag, og det gør sig virkelig godt i en bog om et stort slot.

Johan Ludvig Holstein var en af kong Christian 6.’s højst rangerende ministre. Han sad i det fortrolige statsråd, det såkaldte Gehejmekonseil, der rådgav kongen om statens allervigtigste sager. Som oversekretær i Danske Kancelli havde han et embede, der samlede mange af de områder, som vi i dag forbinder med stats-, indenrigs-, justits-, kirke- og undervisningsminister. Til hverdag boede han i et smukt og stort palæ i Stormgade tæt på kongen. Til det gode liv dengang skulle man kunne trække sig tilbage til sin sommerresidens, og det skulle helst ligge langt ude på landet.

I 1739 købte han herregården Lejregård og satte al sin intellektuelle og økonomiske formåen ind på at skabe det, vi i dag kender som Ledreborg. Alle landets ypperste arkitekter blev koblet til projektet. Det var blandt andre Nicolai Eigtved og Lauritz de Thurah, så Johan Ludvig Holstein satte scenen til et storslået stykke arbejde. Det var ingen tilfældighed, at netop Lejre blev valgt. Der var mange andre stormænd, som boede på egnen. De følgende år opkøbte Johan Ludvig Holstein mere og mere jord, som blev lagt under Ledreborg. Det vil sige, at mange huse, gårde, endda også landsbyer samt hovedgårde og deres bøndergods kom på hans hænder. Han kom til at eje 2.502 tønder hartkorn, hvilket svarer til mellem 13.000 og 20.000 tønder land - alt efter, hvor god jorden var til agerbrug. Det blev udregnet efter en kompliceret formel. Holsten kom dermed til at herske over mange bønder, som fæstede hans gårde og huse.

På Beenfeldts portræt sidder Johan Ludvig Holstein og kigger op. Sådan har man givetvist kunnet opleve ham i den store bogsal, i Kancelliet, i hans københavnske palæ i Stormgade og andre steder, hvor han arbejdede. Netop dette billede er meget udførligt omtalt med kunstnerens ord. Billedet er beskåret, så hans ansigt kan ses tydeligere

Hele verdenen omkring Ledreborg var en hidtil uset skala. Alene den mere end syv kilometer lange allé, som fører frem til sandstenspiller med putti (figurer af små buttede børn). Ved siden af herregårdens store barokhave anlagde han et såkaldt historisk-genealogisk-peripattisk akademi, hvor besøgende kunne vandre rundt mellem skulpturer af danske konger og dronninger. De kunne også læse hundredevis af inskriptioner om Danmarks historie. Kirken var åben for lokalbefolkningen, biblioteket tiltrak lærde gæster langvejs fra, og i den tøndehvælvede familiesal lod Holsten generationer af forfædre samle i et portrætgalleri. Netop biblioteket bestod af alt indenfor den klassiske lærdom af dengang. Der var bøger, videnskablige instrumenter og mange andre samlinger af ting, der kunne findes på et sted, hvor mennesker kunne tilegne sig lærdom.

Ledreborg blev ikke kun et fritidscentrum for Johan Ludvig Holstein og et administrativt centrum for grevedømmet, men også et lærdomssæde. Dette lærdomssæde strakte sig langt ud i Europa og tiltrak belæste og videbegærlige mennesker. Biblioteket blev berømt, og den historiedidaktiske have var også et meget omtalt sted. Johan Ludvig Holstein døde i 1763, og hans søn, Christian Holstein, overtog grevskabet Ledreborg. Det var fastlagt i det såkaldte patent, som Christian VI havde udstedt i 1746. Grevskabet skulle gå udelt i arv til den ældste søn i næste slægtsled. Heldigvis var der indlagt en klausul, at var der ingen mandlige arvinger, overgik det til ældste datter.

Efter at efterkommeren Ludvig Holstein-Ledreborg døde i 1912, overgik grevskabet til sønnen Josef, som fik en dr.polit i statskundskab fra universitetet i Freibourg. Han blev kaptajn af reserven i Livgarden og ægtede komtesse Loisa Christina Hamilton. I 1926 blev deres grevskab opløst i Rigsdagen. Lensgodserne blev til fri ejendom, og prisen var særdeles høj. Der skulle betales en fjerdel af den samlede værdi til staten. En trediedel af jorden blev eksproprieret og flere storgårde blev afgivet. I 1989 valgte Knud Holstein at gå på pension. Han overdrog driften til sin datter Silvia og hendes skotskfødte mand John Munro. Parret driver slottet I dag.

Forfatteren og fotografen har skabt en enestående bog i særklasse. Den har endda dyb historisk viden, som favner bredt og indeholder utallige detaljer om mennesker og slot. Teksten er velskrevet og så flydende, at læseren har lyst til at fordybe sig mellem de utallige billeder. Det er ikke blot den smukkeste bog på sofabordet men også en bog, der kan læses i timevis. Solidt arbejde, flot leveret.

[Historie-online.dk, den 11. november 2026]