Jeg græd mine modige tårer
På trods af et overgreb på den kun 12-årige Estrid Hein, kæmpede hun videre med urokkelig selvsikkerhed. På hendes tid var det særdeles svært for en kvinde at gøre sig gældende. Med et ukueligt selvværd blev hun øjenlæge og kvindesagsforkæmper
Af Michael Koch
Hvis efternavnet lyder bekendt, er der noget om snakken. Ja, Estrid Hein var mor til Piet Hein, men det er absolut ikke kun derfor, at Peter Borberg har skrevet en bog om hende. Borberg stod bag det store tobindsværk om Piet Hein. Under det enorme arbejde med den biografi, fandt han ofte dokumenter om Estrid, og i samarbejde med Piet Heins søn Hugo (som er ansvarlig for Piet Heins store arkiv) opbyggede de en kasse med alt det baggrundsmateriale, der skulle bruges til Estrids biografi.
Estrid blev født i 1873, og barndomshjemmet var i Hellerup. Hun havde fire søskende, og en meget speciel far, som fyldte utroligt meget i hjemmet. Ud over at kunne finde på at spille violin midt om natten, var han højesteretssagfører og landstingsmand. Hans navn var Octavius Hansen (1838-1903). Det var et pænt hjem, for faderen havde gode indtægter. Estrids far kunne være utålelig og indelukket. Estrid og hendes søskende var til gengæld meget mere glade for mor Ida. Moren, Ida Antoinette, gav sine børn en god, stabil og tryg opvækst. Familien boede i Gothersgade om vinteren og i en villa i “Ny Taarbæk” ved Trepilelågen, og netop denne villa betragtede Estrid som sit barndomshjem.
Begge forældre søgte at opdrage deres fem børn til at udtænke og skabe egne tanker og ikke mindst have selvstændige meninger. I hjemmet kom mange personligheder som eksempelvis Georg Brandes. Børnene kom i teatret, på Dyrehavsbakken og til Norge på skitur. Sport fyldte meget i familien, selvom far Octavius var en mand, som trak sig ind i arbejdsværelset og meget ofte fordybede sig i arbejde. I 1879 begyndte Estrid på Zahles skole. Natalie Zahle havde haft samme slags barndomshjem som Estrid med frie rammer og med tryghed og omsorg. Zahle lagde vægt på bevidsthed og egne holdninger. Forældrene billigede Estrids lyst til at lære og have ambitioner, hvilket ikke var en selvfølge for piger og kvinder dengang.
Estrid, sandsynligvis fotograferet omkring det tidspunkt, hvor det påståede overgreb fandt sted. Estrids ven Hjalmar var forelsket i hende, men hun var forvirret over, hvad det kunne føre til. Otto Benzon blev ved med at sende hende breve
Omkring 1885-1886 blev Estrid udsat for et overgreb af den 30-årige apoteker, dramatiker og forfatter Otto Benzon. Både hendes egne oplysninger og hendes søn Piets og Georg Brandes dagbogsnotater tyder på et så alvorligt overgreb, at det var definerende for resten af hendes liv. Efter studentertiden var hun i Paris, hvor maleren Hans Nikolaj Hansen gjorde et stærkt indtryk på hende. Bogens forside er et foto af det maleri, han malede af hende i Paris. Gennem flere år havde den unge Hjalmar været forelsket i Estrid, men Estrid havde omvendt svært ved mere end blot at holde af Hjalmar. I et brev hjem til familien skrev Estrid om Hjalmar: “Det bedste menneske, jeg kender. Jeg holder meget af ham, men vil aldrig komme til at elske ham”.
Otto Benzon (1856-1927), som ifølge forskellige beretninger angiveligt begik et seksuelt overgreb på Estrid, da hun var omkring 12 år gammel. Benzon var apoteker, forfatter og dramatiker. Han giftede sig i 1888 med Estrids søster Emma. Ægteskabet blev opløst i 1898
Efter filosofikum i 1891 ville Estrid læse medicin. Hun ville være øjenlæge. I slutningen af studietiden var Hjalmer igen inde i billedet. Han var dygtig til fysik og kunne lære fra sig. Hjalmar stillede et ultimatum, der indebar at Estrid skulle vælge enten ham eller medicinen. Hun valgte medicinen. “Jeg græd mine modige Taarer ved at skulle vælge”. Estrid fik i øvrigt årgangens bedste eksamen det år. Blandt alle kandidaterne var hun den eneste kvinde. I 1896 blev Estrid og Hjalmar imidlertid gift. Der skulle dog ikke gå mange år, før de gled fra hinanden. Estrid blev stadig mere involveret i arbejdet med Dansk Kvindesamfund. Her vandt hun flere sejre og stod i en periode som formand for Københavnerkredsen. I 1913 giftede hendes søster Emma sig med Erik Scavenius, som Estrid fandt ”talende og hektisk”.
Estrid (stående midtfor i næstforreste række) som nyudklækket cand.med fra Købehavns Universitet i 1896. Hun er omgivet af mandlige kandidater, der måtte se med respekt på hende, da hun opnåede den bedste eksamen af dem alle!
I 1915 kunne Estrid og 12.000 kvinder marchere til Amalienborg for at fejre, at grundlovsændringen havde givet kvinder stemmeret. Samtidig blev valgretsalderen sat ned fra 30 til 25 år. Estrid arbejdede også meget med familieret, og i det hele taget blev der så meget at se til, at hun måtte sænke tempoet på øjenlægeklinikken for også at få mere tid til selv at tage sig af Piet, der nu var fyldt ti år. Det er imponerende så meget af Estrids liv, der er formidlet i bogen. Uden det på noget tidspunkt er trættende, kan læseren følge hendes markante og travle liv. Estrid var både forkæmper for familieret, politiske ændringer, og så tog hun sig af sønnen Piet. Ægteskabet med Hjalmar gik langsomt i opløsning. Der var for mange forskeligheder, og Estrid var livet igennem præget af overgrebet, da hun var 12 år.
Estrid tog ofte affære, når en sag kom op i medierne. Sagen med barnemorderen Dagmar Overby fik Estrid på banen med krav om, at samfundet måtte tage sin del af ansvaret for et barn, når der hverken var en far eller mor. Begrebet tilsynsværge blev skabt af Estrid. Hun deltog også i internationalt kvindesagsarbejde og havde blandt andet travlt med prostitutionsproblemet og arbejdet med kvinders rettigheder og ikke mindst, hvordan man kunne dæmme op for kvindehandel. I 1922 skulle Hjalmar opereres i nyrerne. Operationen gik galt, og Hjalmar døde kun 51 år gammel. Efter Hjalmars død tog Estrid sit liv op til overvejelse. Med en dreng der blev stadig større, kvindesagsarbejdet i Folkeforbundet i Geneve og sin egen øjenklinik i Gothersgade, skulle der prioriteres rigtigt.
Estrid fotograferet på en togstation i forbindelse med en af sine mange rejser til Folkeforbundet i Geneve
Estrid var med i arbejdet og bedømmelsen af den nye ægteskabslov i 1922 og igen i 1925. Kvindesagen havde gennemgået en markant udvikling, der var opnået mange positive resultater. På hendes egen klinik var Estrid altid meget interesseret og indlevede i patienterne. “Jeg drukner i patienter” sagde hun, men fortsatte alligevel med at tage patienter ind. Hun havde også travlt med sit kommisionsarbejde og rejste til Geneve i ét væk. I 1927 døde overgrebsmanden Otto Benzon 71 år gammel. Hans nekrologer satte mange tanker i gang hos Estrid. Kort efter var der en sag med uhyggelige ligheder med hendes eget overgreb. En digter havde udvist grov uterlighed overfor forfatteren Broby-Johansens toårige datter. William Waagner fik 100 dages fængsel for forbrydelsen. Estrid skrev et vredt indlæg i Politiken, hvor hun udtrykte harme over den milde dom.
Gennem livet portrætterede Piet sin mor, Estrid, som både øjenlæge og kvindesagsforkæmper. De havde ikke det bedste forhold til hinanden. Vreden til Estrid var vokset i ham, formaninger og moralprædikener kaldte han det. Han kunne eksplodere i raserianfald på et maskinskrevet brev, han kaldte “principielt opgør”
Privat gav hun sin søn Piet store pengegaver, så han kunne finansiere sin tilværelse og forfølge kreativiteten. Bogen fortsætter med mange rejser og fortællinger, og ikke mindst med forholdet og omgangen med Piet, som ikke altid var nem. Hun mødte også mange mennesker som er omtalt, eksempelvis Karen Blixen, som hun var i familie med.
Der er overraskende mange billeder af Estrid i bogen. Det er meget rart, at læseren kan følge hende ved at se billeder fra hendes liv. Det er ikke svært at danne sig et indtryk af den energiske kvinde med sine mange holdninger, skarpe på den ene hånd og medmenneskelige på den anden. Op mod nazismens udbredelse i Tyskland forfærdes hun som mange andre over det pludselige og tragiske jødehad, der fulgte tyskerne i de år. Med krigen var det slut med rejserne til Folkeforbundet, og hun følte sig amputeret fra det politiske arbejde. Haven i Rungsted lokkede, og her følte hun sig fredfyldt. Da hun fyldte 70 i 1943, faldt hun for aldersgrænsen og måtte stoppe i Dansk Kvindesamfund. Et livsværk blev fejret med en festaften. Hun blev takket for at “være sig selv”. Uanset hvor hård Piet var mod sin mor, sendte hun ham stadig mange penge. Få dage før Estrid fyldte 83 år, gik hun bort. Det er en til tider bevægende bog om en særlig, meget dygtig og flittig kvinde. Bogen afspejler fornemt Estrid Heins liv. Estrid Hein har sat et mærkbart aftryk på kvinders rettigheder på tidspunkter, hvor det har haft stor betydning for mange.
[Historie-online.dk, den 11. november 2026]
