Den dødsdømte diplomat
József Kristóffy var den ungarske ambassadør i Danmark. Under besættelsen samarbejdede han med modstandsbevægelsen, men måtte i 1944 flygte til Sverige. Det ungarske nazi regime dødsdømte Kristóffy, men han slap med livet i behold. Hjemme i Ungarn efter krigen blev han dømt som landsforræder og deporteret til en øde egn. Dramaet var ikke slut med det
Af Michael Koch
Når først det ikke går, som det skal, så kan den ene katastrofe efter den anden ramme de samme mennesker. Det skete for den ungarske diplomat József Kristóffy og hans familie. Afslutningen på diplomatens liv var mindst ligeså spektakulær som resten af hans og hustruen Erzsébets liv. Med enorm hjælp fra venner og danske forbindelser, herunder også Udenrigsministeriet, lykkedes det Kristóffy og hans hustru med hjælp fra statsminister H.C. Hansen, at finde frihed og fred på dansk jord.
Læseren bemærker straks, at forfatteren er en garvet og velskrivende journalist. Netop med denne bog var det uhyre vigtigt, at det var en meget erfaren fagperson, som researchede, gennemarbejdede, og sammensatte den journalistiske, dokumentariske biografi om gesandtens liv. På de 288 sider er resultatet både underholdende, lærerig, og meget spændende læsning. I et hastigt øjeblik hos boghandleren kan man sikkert få tanken: “Hvad kommer denne bog mig ved”, men gå roligt ombord i dette drama. En farverig anmelderbeskrivelse kunne være “åndeløs spænding”, et prædikat der måske er mere passende på en krimi, men med lidt god vilje passer det på diplomaten og hans hustrus liv.
József Kristóffy blev født i det sydlige Ungarn i 1890 som yngste af fire børn. Hans far var indenrigsminister og spillede en stor rolle i landet før 1. verdenskrig.
Som diplomat knyttede Kristóffy sig til den toneangivende elite i mellemkrigsårene. Han kom til Moskva den 23. september 1939. Det var en umulig post at stå i spidsen for gesandtskabet i Moskva. Udnævnelsen kom bag på Kristóffy, og han forsøgte med sin dygtighed, kompetence og arbejdsomhed at bestride posten. Det var uagtet, at der blev udnævnt en ny udenrigsminister hjemme i Ungarn, som ikke sendte instrukser og information til gesandten i Moskva. Udenrigstjenesten var i de år hårdt ramt at Stalins udrensninger, og alle russere holdt sig på stor afstand af udenlandske diplomater. Kristóffy fik et nært og godt samarbejde med udenrigsminister Molotov, som han anså for en dygtig politiker. I Ungarn var regeringen stadigt mere nazistisk, men Kristóffy brød sig absolut ikke om nationalsocialisterne. Tre dage efter tyskernes angreb på Sovjet fik Kristóffy besked om, at Ungarn afbrød forbindelsen til Sovjet. Det måtte han så formidle og beklage overfor Molotov og viceudenrigsministeren. Til sin store fortrydelse måtte Kristóffy som det sidste overbringe Ungarns krigserklæring. Gesandtskabet fik en time til at forlade kontor og boliger.
Gesandt i Moskva fra 1939 til 1941 med sin karakteristiske monokel på venstre øje
For Kristóffy var det en stor sejr, da han i 1941 kunne underskrive aftalen om udlevering af historiske flag til Ungarn. Her med en russisk general, som underskrev aftalen
Senere ville en ny og pragmatisk regeringschef gerne have en dygtig mand på en “lyttepost” i Danmark. Afrejse skulle have været den 31. august 1943, men som bekendt trådte den danske regering tilbage, så rejsen var med ét aflyst. Fra august 1943 til april 1944 var familien i Ungarn og
Kristóffy blev leder af en regeringskommision i Transsylvanien. Den del af Rumænien var nu indlemmet i Ungarn. Efter fire måneder i Transsylvanien fik han og familien besked om at rejse til Købehavn som gesandt. Men sådan gik det ikke. Hitler invaderede Ungarn. Først noget efter kom de afsted, godt hjulpet af den danske gesandt i Budapest.
Allerede dagen efter ankomsten mødte Kristóffy to fremtrædende danskere, grosserer Victor Skjold Heyde og redaktør Sven Ludvigsen på Hotel d´Angleterre, hvor den ungarske familie boede. De aftalte, at Kristóffy skulle følge Frihedsrådets ønsker og anvisninger, mod at modstandsbevægelsen så ville undgå at angribe ungarske interesser i de illegale aviser. Kristóffy formidlede alt, han vidste om Hitlers angreb og ungarske forhold. Det var informationer Frihedsrådet havde interesse i. Bogen fortsætter med spændende fortællinger om denne tid. Diplomaten mødte også fremtrædende politikere som Hans Hedtoft og H.C. Hansen. Kristóffy holdt også diplomatiske møder med Werner Best og kom til aftenselskaber hos dr. Best. Allerede tidligt blev diplomaten nære venner med de danske modstandsfolk samt Hedtoft og H.C. Hansen. De venskaber kom til at betyde meget senere, og de varede livet ud.
Jødedeportationerne fra Ungarn i 1944 var forfærdelige, og Kristóffy skrev i en fortrolig rapport, at Ungarns omdømme i Danmark var alvorligt truet på grund af aktionerne. Den 5. september 1944 fik gesandten den fortrolige besked fra Frihedsrådet, at han burde forlade Danmark straks, da man ikke kunne garantere familiens sikkerhed i København ovenpå de allieredes fremmarch. Familien blev gemt på et pensionat i Ringsted, efter at de havde opholdt sig i Tappernøje. Meget spændende fortælling om flugten til Sverige. Hjemme i Ungarn var der meget alvorlige og forfærdelige forhold.
Kristóffy var taknemmelig for modstandsbevægelsens hjælp til gesandtskabets flugt til Sverige. Her sendte det svenske gesandtskab en meddelelse ud, at det danske personale nu var i Sverige. Familien kunne så læse i de svenske aviser, at Kristóffy var dødsdømt af en militærdomstol. Han havde taget kontakt til “fjenden” (modstandsbevægelsen) og havde hjulpet dem ved at udlevere informationer. Han havde også fået hjælp til at sikre gesandtskabets pengebeholdning, så den ikke faldt i tyskernes hænder i Danmark. Efter 25 år som diplomat var familien privatpersoner - uden arbejde.
Op til julen 1944 besluttede 11 danske mænd i en villa på Østerbro at varetage det gamle Ungarns interesser og modarbejde Pilekorset, det ungarske nazi-regime. Det handlede ikke mindst om at være parat til at være klar med hjælpearbejde, når krigen var slut. Flere af mændene hørte til den danske modstandsbevægelse. Kristóffy havde fra Sverige meldt klart ud, at han støttede de allierede. Den 15. september 1945 rejste Kristóffy til København, hvor familien blev inviteret tilbage til som landets gæster. På den tid var der stor nød i Budapest, en lastvognskonvoj fra Danmark bragte forsyninger ud. I foråret 1946 var Kristóffy tilbage i Budapest, hvor han mødte sine søskende. Familien deltog i hjælpearbejde, eksempelvis arbejdede datteren Judith for Røde Kors.
Ungarske jøder stod i sommeren 1944 i kø foran neutrale landes gesandtskaber som Sverige og Schweiz for at få udstedt beskyttelsespas, der kunne redde dem fra deportation og transport til KZ-lejr
Desværre blev de politiske forhold i Ungarn værre. Det var nu tiden med jerntæppet i østblokken. Det betød værre forhold for alle, der ikke dyrkede kommunismen i landet. Massedeportationer var det nye kriseord i landet. Kristóffy og familie blev nu deporteret til en øde egn. Det var en hård tid, hvor de arbejdede med at dyrke jorden og indgik i gårdens fællesskab, der hvor de boede. Denne forvisning til et temmelig fattigt liv på landet blev i 1952 for meget for dem, og de skrev bønfaldende til datteren i København. Kristóffy og hustru mistede den sidste rest af deres jord på familiegodset, og nu var de på den og meget fattige - og magre. Tiden gik, og i juli 1953 fik de pludselig et brev om, at de var frie til at rejse, som de ville. Men kunne de? Ikke helt, de måtte nu tage til Budapest, hvor de fik lov til at vælge at bo i Velence i Vestungarn.
Ungarn vendte igen, nye vinde der endnu engang ikke var familien venlige. Men datteren Judith i København var nu gift med ambassaderåd Sandager Jeppesen, som forstod at rasle med sablen. Eksempelvis sendte han et billede, hvor han stod sammen men statsministeren og bad om, at det billede blev vist til svigerforældrene. Indirekte pression. Svigersønnen var også venner med H.C. Hansen. Netop denne nye statsminister kom på officielt besøg i Moskva, og her kunne han på et passende tidspunkt omtale “to gamle, meget fattige mennesker, der intet havde at leve af, eks-diplomaten i Moskva, som Ungarn ikke ville lade rejse”. Med hjælp fra toppolitikere og andre indledtes et stort men omhyggeligt formuleret pres på, at få ægteparret ud af Ungarn, inden en ny vinter truede. Det hjalp! Den ungarske udenrigsminister greb ind. Endelig fik ægteparret Kristóffy lov til at rejse til København.
Ét er dog at få lov, noget andet er, om de kunne rejse. Opstanden, hvor mere end 200.000 demonstrerede aggressivt i Budapest, betød, at Sovjet greb ind og slog opstanden ned med drab og skud fra kampvogne. Først 28. november kom telegrammet fra Budapest: Ægteparret var rejst med bil til Wien for videre at rejse mod Paris. Med effektiv dansk hjælp var der lejet en gartnerbolig på godset Steensgaard på Sydfyn til parret. Senere flyttede de to ældre mennesker ind i Vestersøhus i København. Da datter og svigersøn købte en gård, flyttede de ældre mennesker ned til dem på Bogø. De fik dansk statsborgerskab, og Kristóffy levede til 1969. Han var kendt som en nobel og retsindig mand med karakter. Hans hustru levede yderligere 20 år som enke.
De sidste leveår opholdt ægteparret sig meget på Møllegården på Bogø hos datteren og svigersønnen
Det var en stor og herlig oplevelse at lære den ungarske diplomatfamilie at kende. Det var også varmende at læse om, hvor dygtige danske kræfter var under krigen, og at de var vedholdende længe efter, så ægteparret kom til Danmark. Bogen er en oplevelse i flydende, spændende og indholdsrig historielæsning.
[Historie-online.dk, den 2. september 2026]
