Quislings kuffert
Quislings navn er i dag synonym med en landsforræder. I 1940 var han manden, der begik statskup i Norge, da tyskerne besatte landet den 9. april 1940. En journalist fandt Vidkun Quislings kuffert og blev inspireret til en bog om Norges landsforræder
Af Michael Koch
Den norske journalist Trude Lorentzen lå hjemme på sofaen og dovnede, da han på en onlineauktion faldt over en brun læderkuffert med landsforræderen Vidkun Quislings initialer. Kufferten blev købt og brugt som inspiration til en større og dækkende bog om Norges vel nok største nazist. Quisling, der var bigamist og på toppen af det hele også havde storhedsvanvid, etablerede et diktatur i Norge under besættelsen. I dag er der stadig nazister, der hvert år mødes ved hans gravsted for at fejre forbryderen.
En drivende våd regnvejrsnat den 24. oktober 1945 blev regnens klukken afbrudt af ti skud i mørket. Ti soldater i grønne uniformer havde netop eksekveret dødsdommen over Vidkun Quisling. “Farligst bliver jeg efter min død”, havde han sagt et par dage inden i sin celle i Akerhus Fæstning. Den profeti holdt heldigvis ikke stik. Hjemme hos forfatteren var det første, der kom op på opslagstavlen, et babyportræt af Norges største nazist. Det var syv år før denne bog udkommer. Forfatteren kom i gang med bogen efter sit impulskøb, nazistens tomme kuffert, som nok har indeholdt en hel del landsskadeligt materiale. Antagelig blandet med den høje, lyshårede mands vasketøj. For 8.000 norske kroner fik Trude Lorentzen så hammerslag på den eftertragtede kuffert, den kuffert der sætter det hele i gang, og ender med denne bog.
Den unge Vidkun går på Den Militære Højskole og opnår at blive den bedste elev i 100 år. Han er så dygtig, at kongen modtager ham i audiens. Hans mor er meget stolt af sin søn. Senere som professionel militærmand lærer han russisk og besøger Petrograd (i dag Sankt Petersborg). Vidkun møder og gifter sig med den 17-årige Alexandra. Han arbejder for Fritjof Nansen som omrejsende nødhjælpsarbejder. Senere beskriver Alexandra “hans kys, som at få et stempel presset på sig”. Vidkun udnytter folks nød de steder, hvor han er udsendt for at hjælpe befolkningen. Han “bytter” mad og livsfornødenheder til alt fra malerier til sølvvarer, og på denne måde udnytter han reelt folks nød, og får tingene til spotpris. Alexandra bliver gravid, men uden at høre hendes mening får han arrangeret en abort. Ikke nok med det, han bekendtgør kort efter at ville skilles, da han har mødt en anden, Maria. Alexandra, mener han, kan beholdes i hjemmet som en slags datter. Det holder kun et år, så rejser Alexandra til en tante i Frankrig og ser aldrig Vidkun mere.
Vidkun bruger megen tid på at udvikle sin filosofi og skriver side efter side. Det bliver til sidst over 2.000 sider, et manifest, der i vor tid sælges til en samler på auktion i Oslo. Da Fritjof Nansen dør, er Vidkun rodløs og uden job i kort tid, men finder på at kalde sig Nansens arvtager. Det er nogenlunde samtidig med, at Hitler stiger op i Tyskland. Nu kaster Quisling sig ud i at være den norske nazi-fører. Bogen fortsætter med imponerende research. Forfatteren har fundet tidligere ansatte og andre tæt på den norske nazist og hans hustru Maria. Det er god læsning, det danner et godt billede af mandens udvikling til helstøbt nazi-leder. Forfatteren er dygtig til at trække en skarp grænse mellen fakta og de informationer, der ikke kan dokumenteres. Det er prisværdigt.
I Berlin kommer Quisling til at møde Hitler via en norsk tenor, “som har giftet sig til mange penge”. Han kender Erich Raeder og Alfred Rosenberg. De to fortæller Hitler, at en norsk nazist har noget, der er værd at lytte til. Det spænder af, som de har håbet. Tre dage efter, den 14. december 1939, møder Quisling Hitler i to fulde dage.
Quisling levede til fulde op til sit efternavn i månederne inden 9. april 1940. Han har i en boghandel købt hele 30 kort over den norske kyst, fra Larvik i syd til Bergen i vest. Aktion Weserübung er på vej, invasionen af Danmark og Norge er ved at være en kendsgerning. Invasionen af Norge udløste, at både Kongehuset og Regeringen flygtede. Det norske guld, 48,8 tons, var på vej til redning i først England og siden i New York og Ottawa. Den store mængde guld blev transporteret og beskyttet af en betroet gruppe. De allierede englændere hjalp til, og det hele klappede. Guldet havde en værdi, der svarer til 16 milliarder norske kroner i dag.
De kommende år er Quisling i midtpunktet som topnazisten, og manden nyder det. I Norge går det hårdt ud over jøderne, og mange andre, som ikke deler nazi-ideologien. Quisling besøger Hitler igen, denne gang i Ulveskansen i Østpreussen. I bogen benævnes Hitlers bunkeranlæg som Ulvehiet, det norske ord er bevaret igennem den danske udgave af bogen. I januar 1945 rejser Quisling til Berlin for sidste gang. Kort efter er “Quislings kuffert” fremme ved kapitulationen, et nazi-system i fuld opløsning. Quisling kunne være flygtet, men valgte at blive i Norge. Han møder op 9. maj kl. 6:45 og lader sig anholde.
Bogen beskriver glimrende hele retsforløbet, som ender med Vidkun Quislings dødsdom. Han ender livet bundet fast til en pæl og modtager de ti kugler. Quislings kuffert er en glimrende skrevet bog om en forhadt, norsk landsforræder. Den norske forfatter har både gennemført imponerende research, og skrevet bogen, så den er spændende og fængslende. Historielæsning når det er rigtig godt.
[Historie-online.dk, den 12. november 2025]