Overrabbineren

Af Jytte Kjær Schou

En omfattende og meget detaljeret biografi om den danske overrabbiner Max Friediger, der fik stor betydning som samlingspunkt for de forskellige fraktioner af danske jøder og for sit økumeniske virke.

Forfatteren er kirkehistoriker og bygger først og fremmest sin bog på Max Friedigers efterladte arkivalier. Ud fra de mange kilder tegner forfatteren et overbevisende og dækkende billede af en overrabbiner, der fik stor betydning i sin samtid. Et meget omfattende noteapparat og en fyldig kilde- og litteraturfortegnelse vidner om forfatterens akademiske tilgang, men han udtrykker sig klart og forståeligt. Bogen er både henvendt til jøder og ikke-jøder, men målgruppen er alligevel begrænset pga. bogens omfang og de mange detaljer.

Bogen er delvist kronologisk opbygget, men centreret omkring en række hovedemner. Forfatteren kommer omkring mange sider af Max Friedigers liv og virke, og bogen giver den første sammenhængende fremstilling af Friediger, hans baggrund, hans familiemæssige forhold, hans uddannelse, hans virke som feltrabbiner i Første Verdenskrig, hans rabbinerembeder i udlandet og i København, hans teologi, forholdet til kristendommen, hans betydning for indre jødiske forhold og forholdet mellem jødedom og det omgivende samfund.

Max Friediger, der blev født i Ungarn i 1884, var de danske jøders overrabbiner fra 1920 til sin død i 1947, en turbulent periode, hvor antisemitismen bredte sig. Han fremstilles som et heldigt valg, veluddannet og erfaren, der formåede at samle de splittede jødiske fraktioner lige fra de ultraortodokse til kulturjøderne. Det var ikke en let opgave, for det jødiske samfund bestod både af de mange østjøder med et andet sprog og en helt anden kultur samt de veluddannede og veletablerede jøder i det danske samfund. Han var desuden en stor tilhænger af Grundtvigs tanker om frihed, oplysning og gensidig tolerance. Med sin respekt for de anderledes troende byggede han bro til kristne præster og biskopper. Det bidrog alt sammen til befolkningens hjælpsomhed i oktober 1943, da danske jøder blev jaget vildt.

Man får et indtryk af en myreflittig, rabbiner der på trods af sin internationale baggrund hurtigt lærte dansk og følte sig som dansker. I sit omfattende oplysningsarbejde bekæmpede han antisemitismen med saglige argumenter og redegjorde for jødedommen både i jødiske og kristne fora. Også det nye medie, radioen, gjorde han brug af. Senere omfattede hans foredrag desuden hans vidneudsagn fra opholdet i Theresienstadt.

Forfatteren beskriver ham som en på flere måder moderne rabbiner, der ganske vist var fast forankret i den traditionelle jødedom, men åben over for anderledes tænkende. Han var banebrydende i sit store arbejde med at undervise og fastholde børn og unge i troen. Det samme gælder hans forsonende forhold til kristendommen. Han begrænsede ikke sit virke til Danmark, men deltog i internationalt samarbejde og trak på sine internationale forbindelser, når han indbød berømte foredragsholdere til Danmark som Martin Buber og Albert Einstein. Han fremstår som en rabbiner med faste holdninger til f.eks. blandede ægteskaber, overholdelse af sabbaten , og hebraisk som sprog til gudstjenesten, men var også fleksibel, når  situationen krævede det. Han var tilhænger af zionismen, men absolut ikke den voldelige zionisme.

Forfatteren giver ham et smukt eftermæle som en fredens mand, der aldrig mistede troen på det grundlæggende gode i mennesket, ikke engang efter sit ophold i Theresienstadt.

[Historie-online.dk, den 19. november 2025]