Da polka var pop
Allerede i 1800-tallet eksisterede popmusikken. Særlig i 1840-erne kunne danskerne ikke sidde stille, men måtte danse til den populære musik. Flere danske byer tog del i europæisk kultur, hvor musik, smag, mode og demokratiske bevægelser blev udvekslet mellem grænserne
Af Michael Koch
Det er hverken grammofonen, cd’en eller hitlisterne i radioen, der bragte popmusik til os danskere. Den herlige populære musik, poppen, var bragt ind i landet allerede i 1800-tallet. Musik, sange og dans fra hele Europa kom til de danske scener og ind i danskernes hjerter. Med specielt øre for 1840’erne skabte musikken noget helt særligt herhjemme. Nu skal man endelig ikke tro, at datidens herrepublikum sad med stiv flip og damerne i store kjoler og var helt stille og lyttede til musikken. Tværtimod. Der blev råbt op, buet og jublet, råbt bravo og ekstranumre blev krævet af et stående publikum, som trampede i gulvet.
Det er svært at forestille sig, men omkring 4.000 københavnere stod skulder ved skulder i Ridehuset ved Christiansborg Slot for at høre den 24-årige svenske sangerinde Jenny Lind. Hun var tidens stjerne, og det var den 30. september og igen den 16. oktober 1845. De primitive lysekroner dryppede talg ned på de tætpakkede danskere, der ikke kunne få nok af sangen. 8.000 billetter var revet væk. Jenny Lind var populær, et fransk låneord, der var kendt siden 1700-tallet. Hun var en celebritet.
Jenny Lind hører til hele Norden, lød et digt. Den unge svensker betagede alle, selv H.C. Andersen. Under hendes ophold i Danmark i 1843 og 1845 imødekom hun selv opfattelsen af at være fælles nordisk
Københavns rygtebørs kørte på fuld kraft, rygterne forlovede Jenny med den ene efter den anden, men nu var hun her, og de elskede hendes sang. Selv H.C. Andersen var faldet pladask for hende, og han kurtiserede hende, alt hvad han kunne. Hun sang italienske arier, og med følelse og stemmepragt havde hun alle i sin hule hånd. På denne måde fortsætter bogen med at udstråle en ganske enorm mængde viden, som forfatteren serverer spændende og endda morsomt indpakket.
Vi bliver meget klogere på tiden omkring 1825, hvor italienere kom til landet og blandt andet holdt koncerter i Kongens Have. Det var efter en hård tid for landet. På grund af afståelsen af Norge og det faktum, at kongens embedsmænd skulle regulere musikken, blev glæden begrænset. En anden tid begyndte, og det var som om proppen røg af flasken. I det næste kapitel behandles den østrigske musik, herunder valsen, Strauss og ikke mindst vor egen H.C. Lumbye. I løbet af 1800-tallet rykkede dansen hjem i privaten. Billigere instrumenter og nodetryk gjorde det muligt. Polkaen kom til, og folk morede sig. Aviser og folk med meninger fastslog, at dansen var uanstændig og pjattet, men forfatteren er på danskernes side, og efter at have læst kapitlet om polkaens start er anmelder også på danskernes side. De har moret sig meget, og hvorfor skulle folk ikke have lov til at danse derhjemme.
Her sad et ægtepar lige så hyggeligt, men overboen tramper polkaen for hårdt og går gennem gulvet. Litografi fra Ny Portefeuille 1845 efter Verniers forlæg i det parisiske Le Charivari
Kongens regiment af blæsere holdt koncerter i Kongens Have i 1849. Haven blev spærret af, og publikum skulle betale for at komme ind. De uformuende måtte blive ude, barneplejersker, tjenere og andet tyende havde ikke en mulighed for at høre koncerter. Det er spændende læsning om de koncerter. Det er det også at læse om presset på enevælden frem til afskaffelsen i 1849. Vi læser om jodlere fra Tyrol, musik i naturen og Antoine Bournonville, der viser sin version af fandango ved den Kongelige Ballet. Fremme ved 1827 danser den kun otteårige Josephine Winther lignende trin i Morskabstheatret på Vesterbro - men som linedanser. Bogen fortæller om Kastratsangere, som Europa var ved at vende ryggen. Deres meget lyse stemmer var betagende i København, men heller ikke her brød alle sig om den slags krydsninger af kønsroller.
Skillingstryk med gadeviser som denne kunne sælges i store oplag. Der er desværre ikke bevaret mange
Et kapitel handler om gadens sange. Skillingsviser og en hel viseindustri udviklede sig med salg af Skillingstryk og meget mere. I 1841 var pianist og komponist Franz Liszt som 29-årig på besøg og optrådte for fulde huse på Det Kongelige Teater. Han var populær og celebritet i én person. Han skiftede repertoire for hver koncert og var en ren virtuos. Alle var betagede af ham, og det lange kapitel med Liszt i byen var imponerende godt. Efter Liszt kommer et kapitel med italiensk opera i 1841, som skabte en popularitet på grund af de stærke følelser, de formidlede. Det nye Tivoli havde en stor aften året efter, hvor 16.600 københavnere blandt andet hørte H.C. Lumbye’s ensemble hele aftenen. Det er igen ganske underholdende læsning.
De fire søskende Hauser fra Zillertal. I nationaldragter placeret på scenen i en halvcirkel præsenterede de tyrolersangen i landlig folklorisk stil
Det var ikke kun fra Vesterport til Klampenborg. Musikken bredte sig med jernbanefart fra aristokrati til borgerskab og videre ned i borgerstanden. Fra gadens raspende visesangere op til byens fornemme lejligheder. Fra de tyrolske bjerge og spanske landsbyer til Europas metropoler og derfra ud til utallige steder, hvor en person med et instrument kunne spille op til sang og dans. Sådan fortsætter bogen imponerende gennem 1800-tallets popmusik.
Anmelderen betages stærkt af forfatterens evne til at researche, finde og afkode gamle skrifter, tekster, avisartikler og breve for så at sætte det hele op i en bog, som er både morsom, spændende og dermed en ægte side-vender. Bogen bobler af interessant tekst og demonstrerer og udstråler enorm viden. Det er så godt leveret, at læseren ofte sidder med et stort smil. Det er fornemt og veludført.
[Historie-online.dk, den 27. maj 2026]
