FJORD – mellem menneske og natur
En ny oplevelse, FJORD – mellem menneske og natur, fortæller om naturen, mennesket og Nakskov Fjord. Den åbner 20. august i Havnebygningen i Nakskov. Herfra rejser gæsterne videre ud til flere oplevelser i fjordlandskabet.
Nakskov får en ny helårsattraktion. Det er en oplevelse, som formidler samspillet mellem fjord, natur, menneske og byen Nakskov. Den nyrestaurerede Havnebygning på Honnørkaj i Nakskov bliver et nyt samlingspunkt, hvor borgere og turister møder en levende fortælling, om menneske og natur.
Her begynder beretningen om Nakskov Fjord og det landskab, der har formet livet gennem 15.000 år og stadig gør det. Her kommer gæsten helt tæt på naturen og fjorden, som er grundlaget for byen Nakskov.
Det er Museum Lolland-Falster, som i samarbejde med Historiens Hus i Nakskov, har skabt FJORD – mellem menneske og natur, der er blevet til med støtte fra A.P. Møller fonden og Nordea-fonden.
Restaureringen af Havnebygningen og FJORD er del af udviklingsinitiativet Nakskov 2030.
FJORD – mellem menneske og natur, der åbner den 20. august i Havnebygningen på Honnørkaj i Nakskov. Foto: Museum Lolland-Falster.
Nyskabende formidling
Museum Lolland-Falsters direktør Ulla Schaltz sender en stor tak til fondene og Lolland Kommune for støtten og muligheden for at skabe noget nyt og ambitiøst i Nakskov.
Hun tøver ikke med at kalde formidlingen for enestående og på mange måder banebrydende, fordi den er mere end blot en stationær fortælling. Den sender gæsterne videre ud i landskabet, ud på fjorden og inviterer borgerne til at være med i en række nye fællesskaber med fjorden som krumtap.
- Vi nøjes ikke med formidling under tag i Havnebygningen. Vi flytter løbende store dele af fortællingen helt ud i landskabet og sender gæsterne fra Havnebygningen videre derud for at opleve kysten og fjorden med fortællinger om mennesket og naturen gennem årtusinder, siger Ulla Schaltz og fortsætter:
- Sideløbende etablerer vi sammen med lokale organisationer også en række fællesskaber omkring formidlingen af Nakskov Fjord, hvor lokale borgere oplever lokal stolthed og får lyst til at være med i fællesskabet omkring fjorden.
Stoflig oplevelse
Gæsten inviteres ind i et sanseligt univers, hvor fortællinger, scenografi, lyd, lys, film og genstande arbejder sammen om at bringe fjorden tættere på som én samlet oplevelse. Formidlingen inviterer publikum til at gå på opdagelse, opleve, reflektere og selv skabe forbindelser mellem fjordens mange fortællinger og sig selv.
Det 250 kvadratmeter store formidlingsrum er bygget op omkring formidlingsstationer, De er skabt af gamle skibsmaster og bundgarnspæle doneret at lokale borgere samt pensionerede sejl fra Skoleskibet Danmark, som blev bygget på Nakskov Skibsværft i 1932.
Materialerne bærer fjordens og søfartens historie med sig, og de slidte sejl, frønnede master og bundgarnspæle smelter sammen med Havnebygningens indre, som er holdt i sin oprindelige form med skråt gulv og loft til kip.
De forskellige fortællinger har deres egne lydlige identiteter komponeret og designet til lejligheden, og som i filmens univers er lyd og musik medfortællende og stemningsskabende. Lyden understøtter fortællingerne, påvirker den tilstand, gæsterne oplever dem i, og er dermed en væsentlig del af den samlede oplevelse.
Sild og søslag
Stationerne formidler i udvalgte nedslag historien om Nakskov, fjorden og den natur, som byen skylder sin beliggenhed og historiske rigdom. Publikum oplever, hvordan natur, landskab og kulturhistorie væver sig ind i hinanden i en fortælling om menneskets uløselige forbundethed med sine omgivelser, hvor naturen skaber muligheder, som mennesket griber og udnytter.
Publikum hører om krumodden Albuen og de rige forekomster af sild, som i et et århundrede skabte det store sildemarked, indtil naturen forandrede sig, og silden forsvandt igen.
Gæsten oplever naturhavnen i Tårs, hvor topografien skaber trafikknudepunkter, og de får historien om søslaget i 1808, hvor en kanonbåd under Englandskrigene i en dramatisk kamp erobrede et engelsk handelsfartøj, og hvor en lokal sømand, Jens Andrea, udmærkede sig.
Og de besøgende får historien om fjordlandet med skibsfart, skibsbyggere, søfolk og de bønder, der i den fede muld dyrker sukkerroer til Lollands hvide guld. De var gennem historien dynamoen i Nakskovs handels- og industrihistorie, som på hver sin vis brugte naturen.
Livtag med naturen
Livet ved Nakskov Fjord udspinder sig på godt og ondt. Fjorden skaber et livsgrundlag, men havet var og er stadig også en farlig livsledsager med stormfloder, som også i dag rammer fjorden.
Klimaet forandrer sig. Havstigninger vil ramme, og det skal mennesket forholde sig til i fremtiden. Netop fjorden og klimaforandringer er temaet i et konsekvensspil udviklet i samarbejde med en fremtidsforsker. I spillet kan gæsterne forudsige fjordens og byens fremtid gennem en række klima- og samfundsfaktorer og forstå kompleksiteten i samspillet mellem miljø, klima og menneske.
Det bliver i fremtiden aktuelt de steder, hvor fjordens bund er gjort til fed agerjord, og som fjorden i fremtiden kræver tilbage, når klimaforandringer ændrer dynamikken mellem fjord og land. Skal vi bygge diger, og kan det betale sig at tilpasse sig, eller skal vi give fjorden det land tilbage, vi lånte.
Videre ud i fjorden
For gæsterne slutter oplevelsen ikke, når de træder ud. Fra Havnebygningens butik og velkomstområde sendes de videre ud i fjorden for at opleve historien og naturen. Det sker i projektet Folket ved Fjorden, som støttes af Nordea-fonden.
Derude etablerer Museum Lolland-Falster i samarbejde med lokale kræfter en række formidlingssteder, som åbner løbende i Langø, på Albuen og i Tårs fiskeri og lystbådehavn.
En stor tak skal lyde til MARTEC for donation af sejl fra Skoleskibet Danmark og til de borgere, som har doneret master, ræer og bundgarnspæle.
[Historie-online.dk, den 19. august 2026]