Menu

Ære, skam og spionage

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 105

 

Da samarbejdspolitiken brød sammen i august 1943, flygtede hundredevis af danske officerer til Sverige. Bogen beskriver historien om deres eksil, og hvorfor de kom til at spille en fremtrædende rolle i dansk historie

Af Michael Koch

Den 9. april 1940 blev en skammens dag for Danmark og for de danske officerer i forsvaret. Deres soldaterære led et stort knæk, da de blev beordret til at lægge deres våben. Hæren fik lov til at bestå, og først da samarbejdspolitikken brød sammen i august 1943, blev forsvaret sat endegyldigt ud af spillet. Mange officerer flygtede til Sverige for ikke at opleve en fremtid som krigsfanger. Bogen omhandler den gruppe af officerer, som forsøgte at skabe orden, autoritet og handlekraft. De centrale i bogen er de efterretningsofficerer, som opbyggede en helt ny efterretningstjeneste. Officererne blev først bebrejdet, at de stak af på det tidspunkt, hvor modstandsarbejdet endelig tiltog i styrke med mange hårdtslående aktioner. Bogen følger forvandlingen fra flugt til en nytænkende efterretningstjeneste, som begik fejl og leverede forsinkede efterretninger, men fejl blev rettet, og organisationen kom op i gear. Det var endda i en grad, som imponerede kollegerne i England.

Sverige var på ingen måde et sikkert sted at operere. Der var utallige stikkere og et bagtæppe af et politisk landskab, som havde en meget restriktiv flygtningepolitik, samarbejde med tyskerne og endda konkurrerende efterretningstjenester. Ved udgangen af krigen var der 185.000 udlændinge i Sverige, heraf var der 18.000 danske flygtninge. Svenskerne bød på mange restriktioner og ujævn sagsbehandling. Nogle blev hurtigt godkendt, mens det ikke var usædvanligt, at jøder fik deres sag udsat eller afvist. Sverige mente, at mange flygtninge kunne true landets skrøbelige neutralitetspolitik. Det er vigtigt at huske, at svenskerne leverede kuglelejer og jernmalm til Tyskland på trods af neutraliteten. Samtidig var svenskernes tillid til tyskerne minimal. Tyskerne var dog ved at miste grebet om krigen, svenskerne havde haft tid til at opruste, og det kom danske flygtninge til gode. Svenskerne accepterede de allieredes pres og stoppede transit af tyske tropper gennem Sverige. Hitler planlagde et blitzangreb på Sverige, som heldigvis ikke kunne lade sig gøre for de pressede tyskere.

I Sverige blev det såkaldte C-byrån oprettet i 1940. Det var et efterretningsorgan, som samarbejdede med danske og andre landes tjenester. I det skjulte havde svenskerne også SÄPO, som var sat i værk for at bekæmpe udenlandsk spionage og sabotage i Sverige. Spionage skulle stoppe spionage. Denne efterretningstjeneste var ledet af en yderst pro-nazi, som engelske SOE kaldte det. I fuld forståelse med den svenske regering blev der udvekslet informationer med Gestapo, hvilket resulterede i en optrevling af flere britiske sabotagegrupper. Forholdet mellem SÄPO og englænderne var yderst anspændt. Svenskerne aflyttede 11 millioner samtaler og gennemlæste 50 millioner breve under krigen.

I Danmark var der en snigende skræk for, at kommunister skulle tage overhånd herhjemme. Mange officerer var dog stærkt konservative, og i det danske nazistparti, DNSAP, var der 101 officerer opført som medlemmer. Dog var der nogen, som gik en helt anden vej i den danske militære efterretningstjeneste, de orienterede sig nemlig henimod briterne. De dannede det, man kaldte Prinserne, og de fire prinser var lederen, oberstløjtnant Einar M. Nordentoft, ritmester Hans Lunding, kaptajn Volmer Gyth og den lidt yngre kaptajn Per Winkel. Efterretningsofficererne gik særdeles stille med dørene. I sommeren 1940 indgik Prinserne en aftale med udenrigskorrespondenten Ebbe Munck om, at han skulle slå sig ned i Stockholm og formidle informationer til briterne. De fik en effektiv hjælper i Jutta Graae, som blev kaldt Storfyrstinden. Graae var bindeled mellem de utallige kurerer, og havde en særdeles udsat, men utrolig vigtig rolle.

Einar M. Nordentoft var i 1938-1948 chef for den militære efterretningstjeneste. Fotoet er fra 1961, hvor han var generalmajor

Chefen for SOE’s danske sektion i London var Ralph C. Hollingworth. I starten var de danske efterretningsagenters informationer få og ikke særligt pålidelige, men lederen af SOE i Stockholm, Ronald Turnbull, kunne senere konkluderede, at samarbejdet tog form, og der blev sendt mere end 18.000 vigtige efterretninger til London. Det var blandt andet om tyske tropper og militære installationer. Prinserne måtte gå under jorden. Hans Lunding blev taget, og Jutta Graae og flere andre måtte flygte til Sverige. Det er værd at huske, at englænderne kaldte de første tre år af besættelsen i Danmark for “Kanariefuglens Epoke” - De så landet som “rovmorderens kanariefugl”. I en skrivelse fra den britiske legation til deres udenrigsminister, Anthony Eden, skrev man, at danske officerer var ”mistænkelige”, og at en allieret militærplan ikke fuldt ud kunne inddrage den danske generalstab. Netop derfor værdsatte de den væbnede modstandskamp i Danmark.

Officererne i eksil forsøgte nu at overdøve kritikken. Nu var tiden inde til sabotage og markant mere handling.  Der blev også etableret et “oplysningskontor”, som skulle bearbejde og sende informationer til England. Et stærkt og velkvalificeret hold til dette var orlogskaptajn J. Jegstrup, Volmer Gyth, P. A. Mørch og ikke mindst “Storfyrstinden” Jutta Graae (se bogen Storfyrstinden af Trine Engholm Michelsen udgivet på People’sPress). Gruppen etablerede “Firmaet Nielsen & Møller” som en effektiv efterretningscentral. Svend Truelsen blev tilbage i Danmark og spillede en stærk og central rolle. Han stod for genopbygningen af efterretningstjenesten, efter at “Prinserne” måtte flygte til Sverige. Et andet tiltag beskrives i bogen, nemlig at generalmajor Kristian Knudtzon tog kommandoen for de militære flygtninge i Sverige. Målet var at skabe en samlet dansk styrke: Den Danske Brigade. Derfor måtte ingen søge mod England for at blive optaget i de allieredes styrker.

Kaptajn Volmer Gyth var manden med de mange ideer, og for ham var der aldrig langt fra tanke til handling

Interneringslejren Snogeholm i Sverige beskives i bogen. Lejren var tiltænkt flygtninge med “mere mistænkelig politisk virksomhed”. Forholdene i lejren blev stærkt kritiseret, da vagterne dyrkede fornærmelser rettet mod de mange internerede. Det var nok at have været sabotør i Danmark for at blive indsat i lejren. Flygtninge genkendte flere stikkere og kvinder med meget nær kontakt til tyske soldater. Der var i øvrigt et generelt ubehag blandt danskerne ved at være i Sverige, mens kammeraterne arbejdede hjemme i Danmark.

Danskerne i Sverige var generelt meget bevidste om, at tyskerne sendte spioner og stikkere til Sverige for at afdække de illegale ruter og få informationer om aktioner og personer i begge lande.   Som nævnt var det nye tiltag, som behandles indgående i bogen, Danforce, Den Danske Brigade, som fik en nærmest mytisk status i efterkrigstiden. Blandt mange andre grunde var brigaden en god ide for at undgå den form for lejrpsykose, som mange kunne risikere efter lang tid i en lejr. Mange og lange dage med aktiv træning i både kamp og opbygning af soldaternes fysik var et positivt indslag i lejrlivet. Efterretningstjenesten og Den Danske Brigade var de to enkeltstående elementer, som genoprettede officerstanden. Ligeledes genoprettede soldaterne æren - og ikke mindst følte de alle sig nyttige. Ved krigens slutning var der 4.759 i brigaden, heraf var der 721 officerer og faste befalingsmænd.

Reserveofficeren Svend Truelsen spillede en central rolle i genopbygningen af efterretningstjenesten efter officerernes flugt til Sverige. Han fortsatte det illegale efterretningsarbejde i Danmark, indtil han selv måtte flygte i maj 1944

Begrebet “Den skæve våbenfordeling” var under hele besættelsen et ømtåleligt emne. Forholdet mellem officererne og modstandsbevægelsen var ikke godt. I 1944 begyndte der at komme større leverancer af våben fra England til Danmark, men forsvarets ledelse holdt på leverancerne, mens modstandsbevægelsen manglede våben i kampen. Selv efter krigen var der gnidninger, og både briterne og svenskerne havde angiveligt aversion mod det danske forsvars ledelse.

Omkring de udenlandske legationer var der stort set permanent overvågning og bevogtning. I bedste spionstil passerede agenter i par, enkeltvis og med hund og barnevogn. Den norske modstandsmand, Max Manus, sagde engang, at “Stockholm bogstaveligt kogte af Gestapo-agenter”. Byen blev også kaldt Nordens Casablanca. Den danske legation gik heller ikke fri. Alle havde dæknavne, nogle var lige lovligt nemme (deres fornavn), mens andre var opfindsomme, som Skildpadden, en mand der kaldte sig Betty, og så kommer der i bogen en forklaring på, hvorfor officersgruppen blev kaldt Prinserne: Da Volmer Gyth var ung, skulle han angiveligt have lignet prinsen af Wales. Det var i øvrigt utroligt at læse om den svenske sikkerhedstjenestes nidkærhed. Det var dog morsomt at læse, hvor svært tjenesten havde ved at knække danske koder som: “Interessere en til Sverige flygtet frugthandler” og “Æggene til H.P. røg over i morges” og videre i samme dur. Det skal overlades til læseren at opleve teksterne omkring korrespondent og modstandsmand Ebbe Munck, som spillede en central rolle i Stockholm.

Ebbe Munck var en prominent, dansk modstandsmand, udenrigskorrespondent, diplomat og hofchef. Under krigen fungerede han som bindeled mellem efterretningsofficererne, modstandsfolkene og briterne

Det er ikke uden glimt i øjet hvordan forfatteren skriver om smugling af informationer fra Danmark til Sverige over Øresund. Det handler om “røvpatroner”. Nemlig. Små smarte kapsler, som modige folk smuttede op i enden på vej til Sverige. Der blev eksperimenteret med mikrofilm i tandpastatuber, i udhulede barberkoste og endda i udhulede tænder, men den såkaldte røvpatron var bedst. Bag de enkelte kurerer stod et komplet og smidigt netværk. Både legale og illegale.

Den sidste del af bogen handler meget naturligt om den blodige befrielse, hvor anholdelseslisterne blev fundet frem, og modstandsbevægelsen gik i aktion for at arrestere dem, som gennem krigen havde begået forbrydelser, været stikkere, udøvet vold og sågar dræbt. Listerne, der blev arbejdet ud fra, var farvekodet efter farlighed. Udrensningen var sat i gang, med de større eller mindre fejl der fulgte med så stor en operation. Den fortsatte fortælling om efterretningsofficerene skal ikke afsløres her, det ville være ufint overfor forfatterens fine arbejde.

Bogen “Ære, skam og spionage” er helstøbt, faktabaseret og underbygget i særlig grad. Her er der tale om en helt overvældende og gennemført præstation. I beskrivelsen og forståelsen af besættelsen og 2. verdenskrig er denne bog et meget væsentligt værk.

[Historie-online.dk, den 17. november 2026] 

Se relaterede artikler
Toldstrup
Mellem hammer, segl og hagekors
Danmark besat