Den forunderlige måne
Af Kresten Søe
Fascinationen af Månen
Månen er jordens nærmeste nabo i verdensrummet. Så snublende nær, at man med det blotte øje kan se ”have” og kratere og med en almindelig kikkert skelne detaljer. Fascinationen har gennem årtusinder ytret sig fra stenalderen op gennem tiden til populærkulturens romaner, film og TV fx Jules Vernes: Rejsen til månen, Tintins oplevelser i Månen tur-retur og alskens senere science fiction om månerejser op til den i 1970erne nok så bekendte Tv-serie Månebase Alfa.
Men forinden havde det første menneske - astronauten Neil Armstrong - 21. juli 1969 sat sin fod på månens overflade og udtalt de senere så berømte ord: ”That's one small step for [a] man, one giant leap for mankind”.
Bogen er i stort format og i et særdeles lækkert udstyr med et væld af smukke atmosfæremættede farvefotos ofte i form af helsides og dobbeltopslag.
”Jordnedgang” med månelandskabet som horisont. Foto taget fra den amerikanske Artemis II 6. april 2026. Replika af et ikonisk foto fra Apollo 8 - 58 år tidligere. En blandt mange af de unikke Illustrationer. Foto fra bogen - Cop. NASA
Indhold og opbygning
Forfatteren er den kendte danske astrofysiker Anja C. Andersen, der også har andre udgivelser i emnet bag sig. Deriblandt forgængeren: En lille bog om Månen fra 2019, som denne nye udgivelse på mange måder fremstår som en ajourføring og stærkt udvidet udgave af blandt andet i form af et langt større og mere indbydende illustrationsmateriale.
Indholdet er opdelt i kapitler: Månens dannelse, som tager udgangspunkt i et gigantisk sammenstød mellem jorden og en anden planet, som kaldes Theia. Herefter følger et kapitel med titlen: Månen set fra jorden, som fx forklarer Månens ydre og indre sammensætning, hvorfor Månens fremtræder langt større tæt på horisonten end længere oppe, hvorfor Månen altid vender samme side mod jorden, måneformørkelser, månefaser og tidevandet på Jorden, der er en følge af Månens tyngdefelt indvirkning på havenes vandmasser.
Yderligere kapitler er: Jorden set fra Månen - om fx månens indflydelse på livets første kim på Jorden og vandets og havenes tilkomst i form af komet- og meteorrester. Her er fx en tankevækkende illustration af hvor lidt havenes saltvand og ferskvandet fylder i forhold til Jordens samlede masse. Her afsluttes med en omtale af de her i landet fundne meteoritter.
Et særligt kapitel er helliget Mennesker på Månen med fx en kort skitsering af rumfartshistorie og Apollo-missionerne. Alt sammen med et væld af lækre fotos, som de huskes fra dengang alle sad klinet til Tv-skærmen i 1969. Her ajourføres også med den kinesiske banebrydende Chang'e-missioner til Månens bagside, NASA's ambitiøse Artemis-program og nyere tiltag fx et projekt, der går ud på at bygge permanente bemandede månebaser ved hjælp af månestøv, der forinden forvandles til byggematerialer ved hjælp af 3D-print.
Anja C. Andersen fortæller videre i de følgende tre kapitler: Månens overflade, Månens indre og Måneprøver. Ja, tro det eller lad være, der er faktisk bragt ikke mindre end 382 kg sten og månegrus med hjem fra Apollo-missionerne, Kina har hjembragt 3,67 kg fra Chang'e-missionerne, mens sovjettidens Luna-sonder i sin tid bidrog med 326 gr. Bogen giver her en udmærket redegørelse for, hvad der efterfølgende videnskabeligt har kunnet udledes om Månens, Jordens og solsystemets historie af disse prøvers indhold og materiale.
Anja C. Andersen slutter af med yderligere to kapitler: Månehistorier om fx de tidligere spor som tyder på månedyrkelse i forhold til stenalderens danske og svenske jættestuer, hvor hun påviser indbyggede elementer, der hænger sammen med månens cyklus og sandsynligvis kan henføres til en datidig månekalender. Hertil kommer foruden en omtale af konspirationsteorierne om, at månelandingerne aldrig reelt har fundet sted samt den i indledningen nævnte inspiration til litteratur, film og TV, som Månen og astronomien gennem tiderne har betydet for forfattere og instruktører.
Til sidst afrundes med et kapitel: Danske Måneaftryk, som omhandler berømte danskeres indsats i astronomi og rumfart fra Tycho Brahe, lillesøsteren Sophie Brahe og Ole Rømer til den danske astronaut Andreas Mogensen i dag.
Gangene i den velbevarede jættestue på Kong Asgers høj på Møn 3200 f.v.t. kan som tilsvarende steder i fx Sverige og Danmark kan ifølge forfatteren være pejlemærker for perioder med måneformørkelser. Foto fra bogen/Morten Rasmussen
Fin og generelt velstruktureret vidensformidling
I forhold til Anja C. Andersens tidligere: En lille bog om Månen, har den nye foreliggende udgivelse primært bud til voksne læsere. Det ofte ret så indviklede forskningsrelaterede stof formidles velstruktureret og letlæst uden det væld af videnskabelige fagudtryk, man ofte kan møde i emnet. De fleste af stoffets mange anskueliggørelser er også fint tilrettelagt til den mere alment interesserede målgruppe. Af og til fungerer formidlingen dog noget mere tungt. Ikke så meget som følge af svære fagudtryk, men på grund af forfatterens stedvise forkærlighed for brug af lange hovedsætninger. Et enkelt sted kan her fx optælles hele seks bisætninger inden næste punktum. Det er for meget og bryder læserytmen, også selv om kommateringen er nok så meget på plads.
Derudover savner jeg et stikordsregister, litteraturliste med forslag til videre læsning.
Konklusion og målgruppe
Et både spændende og alment oplysende værk, som har solid force i en bred almen formidling og et veltilrettelagt layout i form af fotos, kort og tegninger.
Derudover ses intet tilsvarende opdateret om Månen i bogform siden Anja C. Andersens tidligere: En lille bog om Månen 2019, idet langt de fleste udgivelser i det populære emne som oftest er tiltænkt en yngre målgruppe.
Bogen kan med godt udbytte tilegnes af de fleste med grundlæggende forhåndsviden og lidt videregående interesserede i astronomi og rumfart.
[Historie-online.dk, den 11. november 2026]