Historiens aktører 85 – Anton Frederik Tscherning
Grundloven faldt ikke ned fra himlen. Den var resultatet af mange års kamp for en folkevalgt regering og en forfatning. Blandt de personer, som førte Danmark fra enevælde til parlamentarisme, var Anton Frederik Tscherning. Han var født 1795 i Frederiksværk, hvor hans far oberst Eilert Tscherning var leder af værket, som fremstillede kanoner, krudt og håndvåben til hæren. Anton Frederik Tscherning var fra sin opvækst præget af sin far. Denne var tilhænger af revolutionen i Frankrig og reformer i Danmark. Tscherning oplevede som barn 1801 og som 12-årig bombardementet af København, da han opholdt sig i byen med sin far. Han gav som ung Frederik d. 6 skylden for ødelæggelsen af byen, tabet af flåden og tabet af Norge, og han forsonede sig aldrig med kongen som enevældig statsleder. Frederiksværk lærte ham betydningen af håndens arbejde og teknisk dygtighed. Han fik også en grundlæggende respekt for håndværkere, arbejdere og bønder, som udgjorde flertallet af befolkningen. Han mente, der savnedes reformer. Jordreform og overgang til selveje var ikke nok. Almuen skulle have politisk indflydelse og repræsentation i en valgt forsamling, som skulle styre landet.
Tscherning var bestemt til en uddannelse som militær. Han blev artillerikadet i 1809 og sekondløjtnant i artilleriet i 1813. Som ung officer blev han sendt til Frankrig 1816-1818 med det besættelseskorps, som Danmark skulle stille. Fra 1820 til 1826 arbejdede han som sin fars assistent ved driften af Frederiksværk. I arbejdet for at modernisere hæren blev der i 1830 oprettet en militær højskole, og Tscherning og hans rejsefælle i Frankrig Carl Bendz var med til at starte højskolen. Forbilledet var den militære ”École Polytecnique” i Frankrig. Den nye højskole var for officerer i generalstaben, ingeniørtropperne og artilleriet. Skolens leder var major Adolph Fibiger, en militær med reformtanker og litterære interesser. Bendz, Tscherning og de Meza var blandt lærerne og digteren Johan Ludvig Heiberg underviste i logik og skønlitteratur. Tscherning var liberal, en god pædagog og meget afholdt af eleverne. Da han åbent kritiserede stænderforsamlingsordningen og udsendte en række skrifter om militære reformer, endte det med, at han blev påtvunget et rejselegat på fem år. Så var han ude af billedet, mente man.
Den militære højskole fik betydning for den nationale udvikling med elever som C.C Andræ, Enrico Dalgas og oberst Hedeman. Skolen leverede otte krigsministre i de nye regeringer fra 1848. I 1866 blev skolen nedlagt i forbindelse med hærreformen af 1867.
Tscherning rejste rundt i Europa og spildte ikke tiden. Han besøgte fabrikker og tilegnede sig en grundig viden om militære og politiske forhold. Hans Europarejse belærte ham om de forskellige landes forfatninger, og han var ingen tilhænger af de eksisterende konge- og kejserriger. Han så derimod hen til Frankrig og England som lande med nationalforsamlinger og forfatninger.
Da han kom hjem i 1837, var han stadig uønsket i militæret, og han søgte sin afsked, men den blev ham nægtet. Det resulterede i en ørkesløs periode, indtil han endelig fik sin afsked. I 1840-erne levede han som ingeniør og journalist, og skrev en række artikler, som bl.a. kritiserede hærplanen af 1842. Han blev gift med sin kusine Eleonora Lützow, en datter af general Lützow. Hun var 22 år yngre end ham. Ægteskabet blev ikke lykkeligt.
I 1846 blev Tscherning formand for Bondevennerne, som arbejdede for at give bondestanden politisk indflydelse. Bondevennerne var sammen med byernes liberale med til at gennemføre den fredelige revolution i 1848, som førte til enevældens afskaffelse og grundloven af 5. juni 1849. Begivenhederne i 1848 førte desuden til krig, idet de tyske nationalister i Holsten og Slesvig gjorde oprør og blev hjulpet af tyske stater, først og fremmest Prøjsen. Tscherning blev udnævnt til krigsminister og takket være hans organisatoriske talent lykkedes det at få hæren mobiliseret og udrustet til krigen. Han indførte almindelig værnepligt. Tscherning og hærledelsen havde forskellig opfattelse af hvordan krigen skulle føres. Han stoppede som krigsminister, da hele ministeriet afgik i november 1848.
A.F. Tscherning krigsminister i 1848. Litografi efter tegning af Skovgaard. SMK
I 1849 valgtes han som rigsdagsmand i Holbæk. I de følgende år arbejdede han for sine ideer om bedre kår for underklassen i Danmark og blev Bondevennernes ordfører. Det kom til et brud med de nationalliberale. Tscherning var en af rigsdagens bedste og flittigste talere. Da han i 1850 argumenterede for huse til landarbejderne, angreb den nationalliberale Monrad ham og mente, at der skjulte sig en socialistisk rod i forslaget. Tscherning svarede: ”Det kan ikke hjælpe at udkaste mod mig udtryk af denne art for at skræmme mig tilbage. Jeg frygter ikke en smule for at sige, at for så vidt socialismen ved lovlige midler stræber hen til at ordne samfundet på en for individerne passende måde, så er jeg socialist, og så er vi socialister, så mange vi sidder her i denne sal, eller vi er store egoister, som kun sørger for os selv. Der er i den civiliserede verden ingen fornuftig adskillelse imellem at ordne samfundet med al den flid og selvopofrelse, man kan, og at sørge for sig selv.” Tscherning havde i øvrigt en høj stjerne hos Frederik d. 7 og Louise, som blev gift med kongen i 1850 og aldrig glemte, hvor hun kom fra.
Med Grundtvig havde Tscherning flere voldsomme sammenstød. Kampen i Eckernførde fjord, som medførte tabet af to danske orlogsskibe, anså Grundtvig for en forbrydelse mod nationen, og han ønskede at marineministeren skulle stilles for en rigsret. Tscherning mente derimod, at de mennesker, som havde talt krigen op, var medskyldige i katastrofen i Eckernførde. Men Grundtvig og Tscherning gik efter nederlaget i 1864 sammen i kampen for junigrundloven. De gik til kongen med en sidste appel om ikke at underskrive den reviderede grundlov. Det mislykkedes og Tscherning forlod rigsdagen i 1866, da godsejerne tog magten i et samarbejde med kongen. Det førte landet ud i en lang og opslidende forfatningskamp.
Mindestenen på Himmelbjerget, himmelbjerget.dk
Tscherning døde i 1874. Beskeden og sparsommelig som han havde været i sit liv, ønskede han en stille begravelse og ingen mindesmærker. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård i København. En gravsten med portræt i relief blev sat på graven. Han fik også en mindesten med portrætrelief på Himmelbjerget med indskriften:
Anton Frederik Tscherning. Det store menige Folks Talsmand – den politiske Ligheds Forsvarer indtil sin Død. Menigmand fra hele Landet reiste denne Steen.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her
[Historie-online.dk, den 3. november 2026]