Hovedstrømninger i det 19. Aahundredes Litteratur
Af Preben Etwil
Anmelderen er ikke litteraturhistoriker, og har kun kendskab til Georg Brandes (1842 – 1927) gennem flere biografier om nogle af det moderne gennembruds forfattere så som Henrik Pontoppidan, J.P. Jacobsen og nordmændene Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson. Disse forfatteres bøger er det bedste vidnesbyrd om den virkningshistorie Georg Brandes skrifter satte i sin samtid.
Han blev den store Mester i dansk litteraturhistorie, og igangsatte en mindre litterær revolution i både Danmark og Norge med en række af ovennævnte forfatterspirer i front, og som i den grad tog hans læresætning om at alt skulle sættes til debat i den offentlige samtale. Til stor vrede og frustration for hovedparten af borgerskabets mænd, der hyldede nationalismen og bagstræberenes bagtrop. Kvinder havde i alle samfundsforhold som bekendt ingen plads i det offentlige rum.
Han er den danske forfatter, der flest gange er blevet nomineret til en litterær Nobelpris – uden nogle gange bare at være tæt på at få den.
Men indrømmet: Det er lettere at læse noget om ham, end at læse noget af ham.
For det første skrev han i Hovedstrømninger ikke et ord om dansk eller norsk litteratur. Han forblev i den franske, tyske og engelske litteratur. Dermed påviste han også, at dansk og norsk litteratur haltede mindst 40 år efter de dominerende europæiske bogmarkeder.
Dertil skal lægges, hvem læser i dag disse forfatteres værker mere end 150 år efter, at de blev omtalt?
Man skal derfor være mere end en nørd for at kaste sig over Hovedstrømninger ….. Til gengæld bevæger man sig ind i en yderst finurlig litterær verden – med et utal af politiske, moralske og livsanskuende statements fra Hr. Brandes’ side. For til trods for skrifternes fysiske alder, fremstår de forbavsende friske i sproget – især hvis man vænner sig til, at skriftsproget har været igennem den historiske vridemaskine mindst i et par omgange.
Man skal rose forlaget Gutkind for at kaste sig ud i en nyudgivelse af Brandes: ”Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur”. Den kan qua sit tema, nok ikke have et stort publikum bag sig i dag. Der er løbet meget vand i åen, siden dette værk blev udgivet i perioden 1872-90. Det har forlaget ganske givet også erkendt, og har derfor suppleret hovedværket med et fremragende bilag i form af et helt selvstændig bind, hvor en række højt estimerede nyere Brandesforskere udlægger de væsentligste dele af værket. Uden dette bilagsbind ville ganske mange ”helt almindelige læsere” være stået af for længst. Forlaget burde derfor overveje at udsende dette bilagsbind, som en selvstændig monografi.
Værket bestod oprindeligt af seks selvstændige bøger, der i denne nye udgave er samlet i to bind:
”Emigrantlitteraturen” forelæst i slutningen af 1871 og udgivet 1872 i bogform, og beskriver og analyserer de første franske romantikere omkring François-René de Chateaubriand og Madame de Staël i eksil fra Den Franske Revolution og Napoleon 1.
”Den romantiske Skole i Tyskland” fra 1873 beskriver den tyske og den religiøse ortodoksi, der følger af preussisk militarisme.
”Reactionen i Frankrig” udsendt i 1874 blotlægger religionens og de autoritære idéers genkomst efter Napoleon 1.
”Naturalismen i England” udsendt i 1875 forfølger den engelsksprogede litteratur, som den udviklede sig i begyndelsen af 1800-tallet.
”Den romantiske Skole i Frankrig” udkom i 1882 i København, og omfattede bl.a. en præsentation af forfattere som Victor Hugo, Honoré de Balzac og George Sand.
”Det unge Tyskland” var den sidste bog i rækken af Hovedstrømninger, og som blev udgivet så sent som i 1890. Denne bog koncentrerede sig mest af alt om Heinrich Heines forfatterskab.
Brandes litteraturkritik kunne efter hans bedste overbevisning ikke handle om dansk litteratur, da han allerede i indledningen til sit værk (og denne anmeldelse) bramfrit hævdede, at dansk litteratur var mindst 40 år bagud fra europæisk litteratur. Målet var at vække danske litterater og andre intellektuelle for de nye europæiske strømninger i litteraturen. Mange af tidens forfattere og andre intellektuelle greb bolden. Det gjaldt også mange liberale og socialistiske politikere, men der var også mange, måske de fleste, der lod sig provokere af Brandes radikale og samfundsomstyrtende tankegods.
Blandt gennembruddets forfattere hører bl.a. J.P. Jacobsen, Holger Drachmann, Erik Skram, Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Amalie Skram. Lidt senere dukkede Henrik Pontoppidan op i rækkerne, som en slags ”gennembrudsmand” om end det er forkert at benævne ham som Brandesianer.
Pontoppidan var helt sin egen, om end han var mester i at behandle Brandes kulturpolitiske radikalisme, der lå i kvindernes samfundsmæssige stilling, kirkens undertrykkelse, de fattiges vilkår og ikke mindst troen på den frie forsknings ret og den frie tankes endelige sejr. For Pontoppidan var det helt naturligt at overtage Brandes kongstanke om: ”Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat."
Grunden til at Pontoppidan er nævnt i denne anmeldelse, er, at han måske er den eneste af gennembruddets forfattere, der stadig bliver læst af et nutidigt bogpublikum.
Bogværket er, når ret skal være ret, skrevet for et yderst snævert og særligt litteraturHISTORISK publikum. På de præmisser skal bogværket varmt anbefales.
Hvis forlaget vil ud til en lidt større læserskare, skal de overveje at udsende Bind 3 som en hel selvstændig udgivelse.
[Historie-online.dk, den 11. november 2026]
