Slottet på kanten

Af Kresten Søe

Slottet der gav Silkeborg navn

Navnet Silkeborg blev for første gang noteret i et brev, der var dateret 14. januar 1414. Både stedet og navnet har på den måde dybe historiske rødder, idet biskopper fra Aarhus Stift fra tilbage i 1300-tallet her ved Silkeborg Langsø først byggede en gård og siden et befæstet stenhus med navnet Silkeborg.

Efter Reformationen i 1536 kom slottet – som kirkens øvrige besiddelser – i kongens eje. Kongen indsatte herefter en lensmand, der på majestætens vegne varetog og administrerede det store Silkeborg len med opgave i blandt andet tilsyn af kirkens præster og indkrævning af skatter fra bønder og andet godtfolk. Hertil kom retshåndhævelse på kongens jord og de mange skove, i tvister indbyggerne i mellem og fx aftaler angående jagt, leje af bolig, svin på olden, fiskeri, hegn m.v.  Derudover skulle der om efteråret til slottet svares Landgilde – betaling for fæste af lenets gårde – enten i form af naturalier som svin, brænde, korn og smør eller i klingende mønt. 

Når landgildet skulle betales, agede bønderne derfor af huse med deres dyr og afgrøder og drog til Slottet eller rettere gården udenfor, hvor Lensmanden boede. Dyrene blev så slagtet og saltet og derefter solgt eller sendt til København til enten videresalg eller mætning af kongens hær og flådes mandskab og hoffet.

Lensadministrationen krævede sit - men var også givtig

Kongens første lensmand i Silkeborg var Hans Stygge, der efter Reformationen skiftede lensherre fra bispen Ove Bille til landets konge - Christian 3.

Lensmændene i Silkeborg - gennem årene15 i alt - var efter tidens sædvane alle adelige, idet adelens rolle på den tid overgik fra at være kongens riddere/krigere til at blive rigets embedsmænd og administratorer.

1536-1658 var Silkeborg et regnskabslen, hvilket betød, at lensmanden, foruden at føre tilsyn med kirken og præsterne, hvert år skulle aflægge regnskab til kongen for lenets indtægter og udgifter. 

Lensmandens arbejde blev så betalt dels med penge og dels i naturalier i form af fx korn og dyr. Hertil kom andele af diverse indtægter, hvor lensmanden også fik sin del - fx i form af bøder i lenets retsudøvelse.
Til arbejdet måtte lensmanden lønne fx skrivere og medhjælp på gården og vedligeholdelse af Slottet. Silkeborg Slot var nemlig ikke var bolig for lensmanden, men skulle stå til rådighed for kongen, når denne opsøgte egnen med sin ledsagende familie og hof.

I disse tilfælde var det også lensmandens opgave at bespise både majestæten, dennes livvagt og hof, hvilket kunne var omfattende, da alt jo selvfølgeligt skulle være standsmæssigt og repræsentativt.

Embedet som lensmand var dog i reglen givtigt og gav dertil også magt og indflydelse. Mange lensmænd blev udvalgte for deres evner og var eller blev senere fx medlemmer af Rigsrådet, der var sammensat af adelen og inden Enevælden ofte havde en afgørende rolle i rigets styring.

Slottet på kanten

 Bogens titel ” Slottet på kanten” skyldes flere ting. Dels lå Silkeborg i kanten af riget væk fra alt, og dels var slottet positioneret i vandkanten mellem Remstrup å og Silkeborg Langsø. Adgangsvejene til slottet var efter årstiderne ofte ufarbare og mudrede, mens landskaberne var præget af vildnis, krat og hede og dybe skove befærdet af omstrejfende vildsvin og ulve.

Slottet eksisterer ikke mere, idet det misligholdt og forfaldent efter de ødelæggende svenskekrige blev revet ned i 1726, mens bygningerne i borggården foran led samme skæbne i 1767.
Dermed sluttede slottets ca. 450 år lange historie på skiftevis adelige, gejstlige og kongelige hænder.

En tid var slottet derefter glemt med kun en kun svagt synlig tomt på Slotsholmen ved Remstrup Å . Men Interessen genopstod ved forskellige udgravninger fx af Nationalmuseet i 1880, mens yderligere undersøgelser blev foretaget op igennem 1900-tallet og til sidst af Aarhus Universitet i 2004.

Her er der fundet skår, redskaber, kanonkugler og forskellige andre genstande fx 1400-tals vindfløjen, der pryder bogens forside.

 I 1923-24 blev det til et værk i 3 bind skrevet af den lokale lærer, journalist og lokalhistoriker Edvard Egebjerg. Pt. tales lokalt endog om at genopføre slottet efter de beskrivelser, der er at finde.

Regnskabsprotokoller fortæller historie

Grundlaget for denne bog udgøres for en stor del af de regnskabsprotokoller, hvor lensmandens skrivere bogførte årets indtægter og udgifter og derefter blev sendt til kongens embedsmænd i hovedstaden.

Mod de flestes forhåndsforventninger er det ikke småting, der her lader sig udlæse, når Ørnbjerg dissekerer talmaterialet og sammenholder lenets opgivelser op mod periodens generelle historie.

Bogen fortæller her blandt andet ud fra disse regnskabsprotokoller med yderligere støtte i en række andre samtidskilder og historiske værker om udviklingen i samfundet og dagliglivet i datidens Danmark i almindelighed og Silkeborg i særdeleshed.

Af bogens kapitler kan blandt andet nævnes:

Begyndelsen med de første lokale begivenheder, agerende personer og de senere arkæologiske fund.
Her er mange formodninger og formuleringer som: man må antage, efter alt at dømme m.m. Men Ørnbjerg formår alligevel overalt at sandsynliggøre sine udsagn og betragtninger ved at sammenholde de magre kildeoplysninger med samtidsudviklingen og tilsvarende fakta andetsteds.

Slot og Len, hvor der fortælles om selve slottet og gården med disses indretning og lensmandens ansatte i fx stalde, gemakker og fadebure med de mange funktioner, der her skulle varetages.

Alle kongens mænd, der beskriver rollerne hos høj og lav, lensmandsfunktionen gennem tiden, adelens funktioner fra kongens krigere til rigets embedsmænd efter fx dygtiggørelse på dannelsesrejse i Europa.
Her gennemgår Ørnbjerg også slottets 15 lensmænd med særlig vægt på de mest markante.
Herved karakteriseres såvel landets styre som kongens funktioner sideløbende med, at læseren får et fint indblik i de forskelligartede vilkår for liv, virke og ernæring blandt lenets beboere gennem tiderne.
Endelig formår forfatteren også her på glimrende vis at visualisere de katastrofer og lidelser, Svenskekrigene i 1600-tallet påførte både rig og fattig i det gentaget hærgede Jylland.

Kapitlet Kongernes Silkeborg er som bogens øvrige dele forfattet i fint samspil med kilderne og landets øvrige samtidsudvikling. Her berettes om kongernes besøg på slottet. Disse var hovedsageligt Frederik 2., Christian 3. og Christian 4., der som oftest udfoldede deres jagtglæde for fuld udblæsning i de mange skove.

Der berettes i denne forbindelse fx om udsætning af vildsvin og jagtret samt om spil og anden moro på slottet. Hertil kommer små og store tildragelser blandt de kongelige under opholdene og en redegørelse for kongehusets udvikling fra vikingetidens rejsekongedømme til dets senere faste residens i København.

Et Slot til hverdagsbrug, hvor Ørnbjerg fortæller løst og fast om livet på slottet og gården og blandt lokalbefolkningen i oplandet. Her uddybes fx omkring ydelserne i landgildet, oksernes stigende betydning blandt de danske landbrugsprodukter, svinenes, ålenes og vægt blandt ydelserne og de forskellige former for afgifter i lenets gårde og huse. Hertil kommer retsudøvelse med fx en hekseproces, hvor en udpeget sagfører fik den fattige Maren Møns, der ellers var endt på bålet, pure frifundet for hekseri.

Konklusion og målgruppe

Som anmelder er jeg umiddelbart imponeret af, hvor meget bogens forfatter kan få ud af et tilsyneladende så magert kildemateriale.
Faktisk kan denne bog – foruden at være et særdeles fint stykke lokalhistorie – også udgøre en illustrativ visning af, hvordan en historiker primært ud fra tal og regnskaber kan forfatte et validt samtidshistorisk værk.

Den skrevne bog er således på en gang både lokalhistorie og derudover også et både letlæst og fint forståeliggjort værk, der med udgangspunkt i Silkeborg Len illustrativt fortæller og kortlægger en stor del af den generelle danmarkshistoriske samtid med hensyn til lenskongedømmets funktioner og udøvelse.

Jo, flere steder kan kildematerialets mange tal virke opremsende og tørre. Men på den anden side er det også tallene og regnskaberne, der i samspil med de mange fine illustrationer og små episoder fra fx retssager o.l., der giver fremstillingen kød, blod og relevans langt ud over lokalområdet.

Målgruppen er derfor både lokalhistorisk publikum og historisk interesserede, der ønsker at fordybe sig omkring rigets lensstyre og den generelle udvikling i denne danmarkshistoriske periode.

[Historie-online.dk, den 21. oktober 2026]