Menu
Forrige artikel

Skæbnefortællinger fra besættelsestiden

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1839

 

Lørdag den 9. april lancerer Nordjyllands Kystmuseum tre nye udstillinger om 39 borgere fra Frederikshavn Kommune, der blev ofre for nazismen under den tyske besættelse. Udstillingerne, som kan ses på Kystmuseet Skagen, Kystmuseet Bangsbo og Kystmuseet Sæby, bliver en del af et større kulturhistorisk projekt, hvor Nordjyllands Kystmuseum har hjemsøgt midler til at nedlægge såkaldte ”stolpersteine” på de lokationer i Frederikshavn kommune, hvor de 39 borgere blev afhentet af besættelsesmagten.

Med åbningen af udstillingerne ”Nazismens ofre” lørdag den 9. april vil Nordjyllands Kystmuseum ihukomme de borgere fra Frederikshavn Kommune, som blev ofre for nazismen under besættelsen. Udstillingerne, som kan ses på Kystmuseet Skagen, Bangsbo og Sæby, er minimalistiske i udtrykket, og de kortlægger skæbnerne for de 39 borgere, der omkom som følge af den nazistiske ideologi.

I udstillingen bliver de gribende skæbnehistorier formidlet på hver sin planche, som også viser billeder af mennesket bag historien, det sidste sted de opholdt sig frivilligt samt et billede af stedet, som det ser ud i dag.

Forberedelserne til udstillingerne har krævet et stort researcharbejde for at kortlægge biografien bag de 39 tragiske skæbner. Her er det lykkedes at kortlægge hele historien for nogle af skæbnerne samt at finde billeder af personerne og deres huse, mens det i andre henseender er meget lidt som Nordjyllands Kystmuseum har kunnet finde om deres liv. Derfor vil man også i udstillingerne se en varieret grad af biografiske data om de forskellige skæbner. En af skæbnefortællingerne, som formidles på den kommende udstilling, vedrører den 18-årige Viggo Hansen fra Skagen. Han blev i 1944 skudt i Skagen af en tysk officer på grund af drengestreger, og stedet hvor det skete hedder i dag ”Viggo Hansens plads”.

Stolpersteine- projekt

Kystmuseets udstillinger ”Nazismen ofre” er en del af et større kulturhistorisk projekt, hvor museet ønsker at nedlægge ”stolpersteine” (”snublesten”) på 39 forskellige lokationer i Frederikshavn Kommune for at ihukomme de borgere, der blev ofre for nazismen under besættelsen. Projektet er blevet tildelt støtte af Melsen Fonden. Snublesten er små mindesmærker på størrelse med brosten, som nedlægges i fortovet, der hvor ofret sidst opholdt sig frivilligt. Der findes flere end 80.000 snublesten i Europa, og i Danmark findes der for nuværende snublesten i og omkring København, på Fyn og i Kolding.

Udover udstillingen og mindesmærkerne så publicerer Nordjyllands Kystmuseum senere på året en bog, der kortlægger ofrenes skæbnefortællinger, deres baggrund og samtid. Herudover vil der også blive produceret nogle podcasts, som blandt andet vil være tilgængelig via Kystmuseets webside og sociale medier.

Læs mere om udstillingerne på hjemmesiden

[Historie-online.dk, den 6. april 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Esther Bubleys Mandø
Skal den gamle grill på museum?
Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm åbner St. Bededag