Rundvisning i Vaarst-udgravning

Kom tæt på et stykke danmarkshistorie, mens den graves frem af mulden
Oplev flotte fund, hustomter og grave
Hør om den lokale fyrsteslægt fra Vaarst
Husk terrængående sko og tøj til udendørs ophold
Mulden ved landsbyen Vaarst sydøst for Aalborg har i mere end 1500 år gemt på en stor hemmelighed. Den kom for dagens lys igen i 2018, da en lokal detektorfører fandt en del smykker fra jernalderen på en mark. Det viste sig, at her lå ikke bare én, med hele tre gravpladser, hvor der var gravlagt rige personer fra en lokal magtelite fra perioden ca. 200–550 e.Kr.
Den ene gravplads var næsten pløjet væk, og derfor gik arkæologerne dengang straks i gang med udgravningerne. Midt på gravpladsen fandt arkæologerne også et kulthus, og det er her, de største grave er fundet.
Denne sommer graver arkæologer fra Nordjyske Museer videre i området – blandt andet på den jernalderlandsby, hvor de gravlagte har boet.
I den forbindelse afholder Nordjyske Museer rundvisninger ved udgravningen, hvor områdets historie bliver fortalt med udgangspunkt i de mange fund, som er gjort her – inklusiv de allernyeste fund fra 2025.
Du får med fremvisning af flotte genstande en fascinerende fortælling om Vaarst-området, som i århundrederne før Danmark blev samlet til ét rige, var hjemsted for en lokal og magtfuld fyrsteslægt.
På rundvisningen går vi over gravpladsen, hvor flere grave har indeholdt luksussmykker i guld og sølv, romerske drikkeglas og bronzedekorerede træspande. Vi ser også på spor efter religiøse ritualer, hvor blandt andet små guldstykker og romerske sølvmønter er blevet ofret til guderne.
Vi kommer naturligvis også forbi den nærliggende landsby på toppen af bakken, hvor arkæologerne graver netop nu, og hvor der blandt andet er fundet velbevarede hustomter med ildsteder og kridtgulve samt spor efter det, der kan have været et guldsmedeværksted.
Torsdag 14. august 2025 Kl. 14.00-15.00 Torsdag 21. august 2025 Kl. 15.00-16.00 Tirsdag 23. september 2025 Kl. 17.00-18.00 Torsdag 25. september 2025 Kl. 19.00-20.00
Mark ved Vaarstvej 180, 9260 Gistrup
60 kr. inklusiv 10 kr. i administrationsgebyr
[Historie-online.dk, den 29. juli 2025]