Miraklet ved Påø

På dagen for Danmarks befrielse drev en flydedok ind til Langelands kyst ved Påø. Ombord var op mod 1.500 mænd, franske og russiske krigsfanger, og op mod 100 tyske soldater fra SS til at vogte over fangerne. Redningsaktionen er aldrig glemt af hverken fangerne ombord eller af de mange langelændere, som gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe

Af Michael Koch

På flugt fra de fremrykkende soldater, primært russiske, blev franske og russiske krigsfanger tvunget til at marchere nordpå til havnebyen Sassnitz på Rügen. Til manges store rædsel blev de gennet ombord, så de til sidst stod skulder ved skulder på det meget våde dæk i en flydedok med to høje sider og med begge ender helt lave. Det var i løbet af 1. maj 1945. En form for tysk slæbebåd tog dokken på slæb. Turen gik nu i Østersøen med fangerne stuvet tæt og med hverken vand eller mad. Et stykke ude på Østersøen kom engelske jagere og andre fly fra Royal Air Force glidende over himlen for at beskyde og sænke tyske skibe med flygtende soldater. Da det blev for ubehageligt for den slæbende båd, kappede tyskerne trossen og lod flydedokken drive for vinden. Fangerne ombord kunne kort tid efter se, at båden fik en fuldtræffer og sank.

Selvom der var op mod 100 bevæbnede, tyske soldater, antagelig alle fra SS, så fandt man hurtigt en fælles forståelse, så tyskerne fortrak til et lukaf ombord. I takt med at fangerne kunne se det ene fartøj efter det andet blive beskudt og bombet, lykkedes det et par af de franske fanger, at komme op på kanten af flydedokken og vise det franske flag. Det havde en fransk fange fremstillet af sække, havde farvet det i lejren, og havde siden båret det på kroppen. De engelske flyvere så flaget, kippede med vingerne og undlod at beskyde dokken. Dog var et par af fangerne blevet ramt af maskingeværernes kugler, inden flaget kom op. Nu drev flydedokken så rundt døgn efter døgn i en bølgende Østersø uden styrefart. Søsygen ramte mange af de udsultede og udmattede mænd, som stadig kun kunne stå helt tæt og oprejst mellem hinanden.

Eugène Fortin var katolsk feltpræst, og han var manden, der først aftalte med de tyske vagtposter om bord, at de skulle fortrække til et større lukaf.  var Dernæst var han manden, der holdt sammen på flokken, humøret og stemningen ombord. Han var den sidste, som forlod flydedokken. Han blev ved med at holde kontakt og besøge Langeland. Desværre gik han bort som kun 60-årig, fordi han var stærkt mærket af fangeopholdet og dagene i flydedokken

Den 4. maj så de land, og med både lettelse og frygt mærkede de dokken tage bunden. Den halve dag havde mange af mændene med brædder og ståldragere kæmpet for at give det tunge fartøj en smule styring mod land. Nu kunne redningen begynde i det små. Dokken lå ret langt fra Langelands kyst ved Påø, som ligger på det sydlige af øen overfor Lolland. Fangernes sælsomme fartøj blev opdaget af landarbejdere, som hurtigt kaldte hjælp, og ikke længe efter så man en strøm af mennesker styre ned til kysten for at hjælpe. For hjælpe ville man. Der blev organiseret robåde og senere også to mindre fiskekuttere til at redde de mange mænd i land.

Efter strandingen begyndte krigsfangerne på flydedokken at bygge en gangbro. Den ses til højre. Kort efter kom hjælpen, og i løbet af et døgn var alle i land

Inde på land spredte glæden sig, selvom der var flere af fangerne, som stak af og gemte sig. Der herskede stadig nogen tvivl blandt en mindre del af fangerne, om det vitterligt var fredelige, hjælpsomme mennesker og ikke en kyst i Tyskland. Der blev tændt mange mindre bål, og fangerne sad og varmede sig, mens befolkningen begyndte at slæbe vand og mad frem til dem. Der var pudsige episoder med russiske fanger, som med ét stod i et køkken på en gård og bad om mad. Ved synet af dem flygtede gårdkonen skrigende ud af huset. Der var også nogle, der ringede til naboer og fortalte, at “der rendte buskmænd rundt uden om huset”.

Efterhånden blev hjælpen organiseret, og de mange mænd blev indkvarteret i store lader i de første dage. Der blev taget godt hånd om syge og svage, og sygehuset blev fyldt af mænd, som pludselig så sig liggende i hvidt sengetøj og blive plejet af et smilende plejepersonale. Efterhånden som det hele blev organisteret, flyttede fangerne op på en skole, men først måtte de smide tøjet, hvorefter de fik et ordentligt bad. Der blev brugt skrappe sager mod lus og lopper, og en stor indsamling på hele øen, Tåsinge og Svendborg blev sat i gang, for at skaffe undertøj, sko, strømper, bukser, skjorter og endda slips til de mange franskmænd og russere. Franskmændene kom sig hurtigst, fordi de gennem lang til havde kunnet få livsvigtige pakker fra Røde Kors. Russerne kom dog efter det, og da man så, hvor venlige, taknemmelige og imødekommende de alle var, fik de lov til at gå ud i Rudkøbing. Gennem bogen får læseren et rigtig godt indtryk af det lokalsamfund, der mødte gæsterne samt af gæsternes liv, mens de var her i landet. Det er en skøn fortælling om medmenneskelighed. Mange ville gerne have dem på besøg, og det kom også til kæresteri mellem de tidligere fanger og de unge piger på Langeland.

Efter fire måneder skulle russerne til den russiske zone i Tyskland. I dagene op til afrejse manglede 20 mand. Det var nye kærester, der trak, men også frygten for afhøringer og Stalins regime. På dagen, hvor de skulle med færgen, manglede syv mand. Det vides ikke, om alle blev fundet

Efter en måneds tid var det arrangeret, at franskmændene skulle hjem via byen Lille i Frankrig. De kom alle med færgen og videre med tog. Det sidste lange stykke blev de fløjet med allierede transportfly. Russernes hjemtur var meget mere træg. Først blev de i Rudkøbing i mere end fire måneder, før de kom til den russiske zone i Tyskland. Her ventede lange og hårde afhøringer. Stalins regime ville sikre, at der ikke var nogen blandt fangerne, der havde skiftet side, eller som havde mistet Stalins ideologi.

På Langeland var der mange blandt de nye venner, som ventede at høre nyt fra både franskmænd og russere. Der kom ret hurtigt og vedvarende nyt fra Frankrig, mens det tog mange år, før der kom livstegn fra Rusland. Nu var russerne spredt ud over hele Sovjetunionen, og det var først, da der kom breve via Radio Moskvas danske afdeling, at der var godt nyt om russerne. Flydedokken? Den blev slæbt til Nakskov, hvor den lå og rustede, indtil den blev hugget op i 1951. Mangel på stål gjorde den attraktiv. I dag kan man rundt om på Langeland finde grave med franske og russiske mænd, som ikke overlevede turen fra Saasnitz til sikkerhed blandt venlige danskere.

Stillet op foran den skole, de boede på. Alle krigsfangerne fra flydedokken står opstillet for at forevige mindet om besøget. Avisen skrev løbende om gæsterne

Miraklet på Påø er en skøn og livsbekræftende bog, som med rigtig mange nye billeder og illustration for alvor fortæller om dengang, da knapt 1.500 mennesker landende på en strand på Langeland. Bogen vidner om stor indsigt, mange års indsamling af materiale, og godt fortalt Danmarkshistorie. Det kan virkelig anbefales at læse bogen.

[Historie-online.dk, den 24. juni 2026]