Menu

Ny forskning om det romerske vejnet

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 23

 

Sidste år kortlagde et internationalt forskerhold ledet af forskere fra Aarhus Universitet næsten 300.000 kilometer romerske veje – over 100.000 kilometer mere end hidtil kendt. Fundet gav dermed et langt mere detaljeret billede af Romerrigets omfattende vejnet. Nu viser ny videnskabelig undersøgelse af forfatterne bag sidste års kortlægning, at Rom ikke var så central i det romerske vejnet, som man ofte antager. Undersøgelsen er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

The Roman road network created by Itiner-e, available on itiner-e.org Credit: © Itiner-e

Det romerske vejnet var den antikke verdens første store transportnetværk, der forenede områder af Europa, Nordafrika og Mellemøsten og strukturerede strømmen af handel, hære og folk. En ny videnskabelig undersøgelse kortlægger for første gang strukturen i det romerske vejnet og giver et databaseret indblik i, hvordan infrastrukturen har sat varige spor, som stadig kan ses i dag. 

Undersøgelsen viser en tydelig sammenhæng mellem områder med mange antikke romerske veje og placeringen af større moderne veje. Denne sammenhæng bestod helt frem til de omfattende samfundsændringer, der fulgte med den industrielle revolution. Hvor stærk denne kontinuitet var, afhang dog af lokale forhold såsom landskabets topografi, floder, byernes overlevelse og den institutionelle udvikling,” fortæller Tom Brughmans, lektor i klassisk arkæologi på Aarhus Universitet.

Undersøgelsen udfordrer samtidig den udbredte forestilling om, at romerske veje altid var snorlige:

Romerske ingeniører foretrak ganske vist lige vejstrækninger, når terrænet gjorde det muligt, men generelt var de romerske veje mindre lige end nutidens hovedveje. Vejføringen måtte tilpasses det lokale landskab, men romerne var samtidig dygtige til at overvinde vanskeligt terræn. Ved hjælp af blandt andet terrænregulering, udhugning i klipper og støttemure kunne de anlægge veje selv i mindre fremkommelige områder,” fortæller Tom Brughmans.

Via Appia syd for Rom er en af de ældre romerske veje og usædvanligt lige. Denne berømte vej har bidraget til den udbredte opfattelse af, at romerske veje typisk er lige. Vejen blev anlagt for over 2.000 år siden og bruges stadig som vej i dag. Credit: © Tom Brughmans

Den omfattende analyse af vejnettet udfordrer også det berømte ordsprog om, at 'alle veje fører til Rom'. På kortet over Romerrigets landtransport lå Rom faktisk forholdsvis perifert i vejnettet. Undersøgelsen viser i stedet, at den senantikke hovedstad Byzantium (Istanbul) havde en mere central placering i rigets landbaserede transportnetværk. Samtidig fungerede provinshovedstæderne konsekvent som centrale knudepunkter for den regionale transport og kommunikation.

Provinshovedstædernes og hovedvejenes centrale placering tyder på, at romerne var i stand til at planlægge infrastrukturen på et meget avanceret og overordnet niveau. Vejnettet spillede en vigtig rolle i organiseringen, administrationen og kontrollen af nyligt erobrede områder. Undersøgelsen rejser derfor nye spørgsmål om, hvordan romerne planlagde, kortlagde og gennemførte så omfattende beslutninger om infrastruktur på tværs af et enormt geografisk område.

[Historie-online.dk, den 23. september 2026]

Se relaterede artikler
Døden i Vindinge
Søgegrøfter langs motorvejen
Indira Gandhi - Historiens Aktører nr. 68