Menu
Forrige artikel

Skolerne valfarter til Danmarks Borgcenter

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 684

 

Skoleklasser fra hele landet strømmer i øjeblikket til Danmarks Borgcenter for at blive klogere på historien i museets eftertragtede undervisningsforløb.

Hvis man har lagt turen forbi ruinterrænet ved Danmarks Borgcenter de sidste par måneder, har man måske lagt mærke til, at der har været masser af børn på området. Og det er der faktisk en helt særlig grund til. Skoleklasser fra hele landet er nemlig valfartet til Vordingborg for at deltage i museets eftertragtede undervisningsforløb.

"Der har virkelig været stor efterspørgsel på vores undervisningsforløb. Både telefon og mail har været rødglødende det meste af året, og de fleste af vores forløb har været udsolgte inden for ganske kort tid", forklarer leder af skoletjenesten, Steen Djurhuus, der i samme ombæring sender en kærlig opfordring til alle skolelærere om allerede nu at begynde at begynde at overveje, om det kunne være interessant at besøge Danmarks Borgcenter til næste år.

For selvom undervisningstilbuddene for 2023 først ligger klar på museets hjemmeside i slutningen af året, har erfaringerne fra i år vist, at det godt kan betale sig at være forberedt i forhold til økonomi og praktik, så man hurtigt kan sikre sig et af de eftertragtede forløb, inden de bliver udsolgt.

 Unge riddere bliver uddannet i ridderdyder til undervisningsforløb på Danmarks Borgcenter

Riddere, dronninger, blodige diamanter og den svære botanik

I år Danmarks Borgcenter udbudt hele fem forskellige undervisningsforløb til skoler. Her har nysgerrige elever stiftet bekendskab med alt fra ridderdyder, hvor de har prøvet kræfter med blandt andet lanseridning og fægtning til forløb om magtfulde middelalderdronninger og rusisske zarsmykker, hvor eleverne selv skulle designe deres egne udgaver af zarfamiliens nok mest berømte juvel-arbejde: Fabergé-ægget. Selv Historisk Botanisk Have blev inddraget, da eleverne skulle stifte bekendtskab med botanikkens grundregler og naturligvis smage på havns urter.

Fælles for forløbene er, at de alle tager afsæt i de udstillinger og den historie, som museet og den omkringliggende borg bærer på.

"Vores undervisningstilbud er en essentiel del af museets virke. For ikke nok med, at der er en masse elever, der får øjnene op for hvad Danmarks Borgcenter har at byde på. De får også nogle historiske kvalitetsoplevelser med hjem i bagagen, der viser at museer ikke behøver være nogle kedelige, grå, støvede steder, men at de faktisk både kan være lærerige og oplevelsesrige på én og samme tid", forklarer museumsdirektør, Keld Møller Hansen.

Om undervisningsforløbene

Danmarks Borgcenter er en del af Museum Sydøstdanmark, der hvert år tilbyder et varieret udvalg af undervisningsforløb på tværs af museer i det sydøstlige Danmark - fra Vordingborg til Køge og over Næstved.

Man kan se alle museets undervisningsforløb på: www.museerne.dk/undervisning

[Historie-online.dk, den 26. oktober 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Historiske Dage 2021
Lokalhistoriske film får nyt liv
Museumsnumre 62 - Lokkeænder