Store Heddinge Kirke og dens bygherre

Af Jan Eskildsen

Da Hans Krongaard Kristensen og Bjørn Poulsen arbejdede med deres bog om Danmarks byer i middelalderen, [1] kom de til at tale om kirken i Store Heddinge. Siden har de undersøgt de historiske kilder og europæiske kapeller og kirker med tilsvarende arkitektur. Steffen Pajung og Lone Liljefalk har bidraget med værdifulde oplysninger om Svend Grathes ungdom i Tyskland, og Per Kristian Madsen har gennemlæst manuskriptet.

Store Heddinge Kirke er i nyere tid blevet omtalt som et mysterium, [2] ikke mindst på grund af skibets ottekantede grundplan. Kilder fra 1600- og 1700-tallet beskriver kirken som »underlig bygget« og opført »af en forunderlig Bygningsmaade«. I 1930’erne omtalte Danmarks Kirker den som »Den mærkelige romanske Kridtkvaderbygning fra Tiden henved Aar 1200«.

Europæiske kirker med ottekantet grundplan er ofte blevet beskrevet som inspireret af eller direkte kopieret efter Karl den Stores kapel i Aachen, hvis centrale rum er ottekantet. Karl var selv stærkt inspireret af San Vitale i Ravenna, som indgik i en lang senantik tradition for centralkirker. Blandt dens forgængere var Kathisma-kirken fra 400-tallet mellem Betlehem og Jerusalem. Korsformede oktogoner kendes fra Armenien i 300-tallet til Paderborn i 1000-tallet.

Kapeller og kirker med ottekantet grundplan er sjældne i Skandinavien, ligesom kirker viet til Sankt Katharina, sådan som Store Heddinge Kirke er. Siden 1600-tallet har man henført kirkens opførelse til Valdemarstiden (1157–1241), og inden for denne periode er der fremsat forskellige dateringsforslag.

Stevns – et centralsted

Ifølge Kong Valdemars Jordebog var Stevns Herred et af landets mest frugtbare områder. Store Heddinge fremstår her som et nyt centralsted i middelalderen. Ved Strøby lå Toftegård, hvor der er fundet fem store halbygninger fra perioden 600–1000.

Jordebogen omtaler desuden en kongelig storgård, »Hæddyng med tilliggende«. I slutningen af 900-tallet blev Harald Blåtands Borgring anlagt nær Køge, mens kongens gård i Store Heddinge senere blev kendt under navnet Erikstrup.

Store Heddinge Sogn er og var større end mange andre sogne. Det er muligt, at der allerede før år 1100 blev opført en trækirke her på kongeligt initiativ. I området er der fundet et møntsmykke fremstillet af en mønt fra 1000-tallet samt andre mønter fra Svend Grathes tid.

Kopier af Karls kapel

Forfatterne beskriver og viser fotografier og grundplaner af Karl den Stores kapel i Aachen, kapellet på Valkhof i Nijmegen samt kirker i Goslar og Ottmarsheim, alle med ottekantet arkitektur.
Med henvisning til Konrad 3.s diplomatarium redegøres for kongens rejser i årene 1141–1144, hvor diplomsammenhængen tyder på, at en hofkreds fulgte ham rundt i riget – på disse rejser blev der tilbagelagt 20–30 kilometer om dagen.

Listen over de besøgte byer omfatter Regensburg, Ulm, Frankfurt, Nürnberg, Würzburg, Worms og Speyer samt Strasbourg. Desuden nævnes Goslar, Hildesheim, Quedlinburg, Bamberg, Merseburg og Magdeburg.

Undervejs gjorde de holdt i Würzburg, hvor kongen i 1142 udstedte et diplom (skrevet med karolingiske minuskler), hvori han tager et kloster i Ranshofen – nu i Østrig – under sin beskyttelse. I bogen kaldes det et kejserligt brev, hvilket kalder på en forklaring, da Konrad aldrig blev kejser som sin far, hvis kroning Knud den Store deltog i (1027). På diplomets vidneliste har man en »Petrus, filius regis Danorum« – Peder, søn af danernes konge, og på grundlag af en anden tysk kilde kan denne Petrus ifølge forfatterne identificeres som Svend Grathe. Svend havde som flere andre kongelige på den tid et dobbeltnavn.[3]   

Under den omtalte rundrejse udstedte Konrad d. 3. dette diplom. I tredje- og næstsidste linje over Konrads monogram ses Peder, der er søn af den danske konge, »Petrus, filius regi Danorum«, som kan identificeres med Svend Grathe 

Svend deltog således i nogle år omkring 1142 i kongens rejser og har med stor sandsynlighed set de to oktogonale kirkebygninger i Goslar og pfalzkapellet ved domkirken i Bamberg. Det er desuden muligt, at han besøgte pfalzen Valkhof i Nijmegen. I Regensburg blev Allehelgenskapellet opført ved domkirkens klostergang (1140-1160) som et centralbyggeri med en kvadratisk grundplan, tre apsider (konker eller skaller) og en ottekantet overbygning med et kegleformet tag; om rejseholdet hørte om eller så den plan eller byggeriet påbegyndt, melder historien ikke noget om, men er et eksempel på, at oktogonen levede videre. [4]

Efterligning og magtsymbol

Bygninger, der i middelalderen blev betegnet som kopier af andre, ligner ikke nødvendigvis deres forbilleder, sådan som vi opfatter dem i dag. Kunsthistorikeren Richard Krautheimer mente, at dette ikke skyldtes manglende evne til at efterligne, men at middelalderens mennesker sammenlignede bygninger efter andre kriterier.

Ved opførelsen af nye kirker kunne man hente elementer fra flere forbilleder og samtidig skabe et selvstændigt arkitektonisk udtryk. Hvis den nye bygning f.eks. havde et vilkårligt antal piller, søjler eller arkader og den tidligere også havde de elementer, kunne den nyere bygning opfattes som en kopi. [5]

I arkitekturhistorien er netop Ottmarsheim, Mettlach, Goslar og Valkhof-kapellet blevet fremhævet som eksempler på, hvordan Aachens oktogon blev genfortolket.

Den ottekantede form blev videreført og kunne både signalere en forbindelse til kejsermagten og tjene som en magtdemonstration.

Kongegrav uden valfart

Leif Plith Lauritsen fremførte en hypotese (2019) om, at kirken kunne være en pilgrimskirke, blandt andet med den begrundelse, at der er gallerigange over koret, og over alteret en stor niche, hvor en helligdom kan have haft sin plads. At pilgrimme valfartede til kongegrave, eller grave med relikvier var ikke ualmindeligt, men bogens forfattere stiller sig tvivlsomme i forbindelse med denne kirke. Efter deres opfattelse behøver gangene ikke at have haft en praktisk betydning. De mener, at kirken efter alt at dømme var tænkt som gravkirke for Svend Grathe, og at den må være bygget i perioden 1146-1155, da han var konge over Sjælland.  

Afrunding

Forfatterne mener, at Store Heddinges korte opkomst som et centralt sted skal forstås i sammenhæng med Svend Grathes projekt, og håber at deres tolkning kan forbedre Svend Grathes ry, som blev ødelagt efter 1157, ikke mindst i Saxos Danmarkshistorie. Svend fik ikke en gravkirke med stadge messer, men de har nu bidraget til mindet om ham og hans kongetid.
Det er de sluppet godt fra; bogen er overskuelig, informativ på en indbydende måde og gennemillustreret. Formatet giver fotografier og andre illustrationer den plads, de og læserne fortjener.

*
Litteratur:

Danmarks Kirker – Store Heddinge Kirke
https://danmarkskirker.natmus.dk/Home/GetChurch?id=14959

Johnson, M.J. (2028) San Vitale in Ravenna and Octagonal Churches in Late Antiquity (Reichert Verlag, Wiesbaden 2018).

Krautheimer, R. (1942) Introduction to an »Iconography of Medieval Architecture«. Journal of the Warburg and Courtauld Institutes (Vol. 5, pp. 1–33). 

Kristensen, H.K. og Poulsen, B. (2016).

Lauritsen, L.P. (2019) Store Heddinge Kirke – et mysterium opklaret? Skalk (udgave:6), (pp. 8–13)
https://www.skalk.dk/artikel/store-heddinge-kirke-et-mysterium-opklaret/

Untermann, M. (1989) Der Zentralbau im Mittelalter. Form – Funktion – Verbreitung. Wissenschaftliche Buchgesellschaft. Darmstadt, (Kap. II, B, pp. 147–166, foto p. 164).

Wienberg, J. (2023). Jerusalem in Tønsberg. Round churches and storytelling. In B. Bandlien (Ed.), Jerusalem in Viken: Crusading ideology, church-building and monasticism in south-eastern Norway in the twelfth century (Kap. 4, pp. 81–110). Cappelen Damm Akademisk. https://doi.org/10.23865/noasp.189.ch4 – Licence: CC BY-NC-ND 4.0.

Noter

[1] Krongaard Kristensen og Poulsen 2016.
[2] Lauritsen 2019.
[3] Eksempler: Svend Tveskæg (Otto), Svend Estridsen (Magnus) Knud den Store (Lambert), Erik Lam (David).
[4] Untermann 1989
[5] Krautheimer 1942, Wienberg 2023.

[Historie-online.dk, den 13. oktober 2026