Fortidens veje

Af Jørgen Buchardt

Boghandlernes hylder bugner af biografier om influencere, tv-værter og andre mediefolk, hvis betydning for samfundet ofte kan være vanskelig at få øje på. Anderledes sjældent er det, at vi får en beretning fra et af de mennesker, der har sørget for, at samfundet overhovedet kunne fungere. En af dem, der har transporteret varerne fra fabrikkerne til forretningerne, fra havnene til virksomhederne og fra Danmark til udlandet. Bjarne Abel har tilbragt det meste af sit arbejdsliv i lastbiler, og i Fortidens veje fortæller han om livet som chauffør gennem fire årtier.

Det er blevet en levende og underholdende beretning om et erhverv, der i løbet af anden halvdel af 1900-tallet gennemgik en næsten ufattelig teknisk og organisatorisk udvikling.

Vi følger Bjarne Abel fra de første år som chaufførmedhjælper, hvor han lærte faget af ældre og mere erfarne kolleger. Så kom det første kørekort, og snart sad han selv bag rattet. Det var en tid, hvor chaufførarbejdet krævede både kræfter, snilde og en betydelig evne til at improvisere. Man skulle ikke blot kunne føre lastbilen, men også finde vej, håndtere besværlige læs og løse de problemer, der opstod undervejs.

De første år foregik meget af kørslen i København. Her skulle de store lastbiler manøvreres gennem smalle gader, hvor aflæsningen ofte blokerede trafikken. Når sporvognen kom, og vognstyreren ringede med klokken, måtte lastbilen flyttes, helst inden politiet dukkede op. Det var en hverdag med forhold, der i dag ville være utænkelige, men som dengang blev klaret med en blanding af erfaring, samarbejde og opfindsomhed.

En stor del af arbejdslivet tilbragte Abel hos Samson Transport, og gennem hans oplevelser kan man følge udviklingen inden for transporterhvervet. De første lastbiler med kraner gjorde det lettere at håndtere tungt gods. Siden kom nye former for materiel, containere og lastbiler med baglæsselift, der ændrede både arbejdet og organiseringen af transporterne.

Også lastbilerne selv forandrede sig. Abel fortæller om de forskellige mærker, han kørte, og om maskiner, der ikke altid var lige lette at håndtere. De første tunge lastbiler var uden servostyring og krævede betydelige kræfter af chaufføren. Senere kom større og mere avancerede køretøjer, hvor teknikken efterhånden overtog en del af det fysiske slid.

Kommunikationen ændrede sig mindst lige så meget. I begyndelsen måtte chaufføren finde en købmand eller en anden forretning med telefon, hvis han skulle i kontakt med vognmanden. Senere kunne nye kørselsopgaver og ændrede aftaler løbende meddeles over mobilradioen. Dermed blev transporterne efterhånden styret langt mere direkte fra kontoret.

Det er imidlertid ikke blot den tekniske udvikling, der gør bogen interessant. Abel skriver, så man næsten selv oplever situationerne. Han har blik for de små hændelser og de særlige uskrevne regler, som prægede chaufførernes arbejdsliv. Det er her, bogen for alvor får sin styrke.

Der var eksempelvis de mere eller mindre officielle smøremidler, som gjorde arbejdet lettere. Et par øl til fabriksarbejderne kunne betyde, at chaufføren fik hjælp til at læsse eller losse i stedet for at skulle klare det hele selv. Og der var vognmænd, som helst ville undgå ventetid og derfor kunne finde på at sende en lastbil med farligt gods over en tvivlsom færgerute i stedet for at benytte den foreskrevne transport.

Man møder også en verden, hvor små kneb kunne give økonomiske fordele. Abel fortæller om sine tidlige ture med en erfaren chauffør:

"Vi sejlede altid med færgen fra Tuborg Havn til Landskrona. Når jeg købte billet, skulle jeg altid sige, at det var en 4-tons lastbil, selvom det jo var en 7,5-tons – små kneb, men vi fik en billigere billet."

På færgen gik turen til restauranten, hvor den erfarne chauffør bestilte det store morgenkomplet. Han kaldte derefter på tjeneren og bad om "to stk. i dag". Det betød to stænger cigaretter, købt direkte hos tjeneren. Sådan lærte den unge Abel ikke blot at køre lastbil, men også de mange tricks, som hørte til faget.

Disse historier fortælles uden moralske pegefingre. Abel beskriver ganske enkelt den verden, han selv var en del af. Vi får indblik i en arbejdskultur med egne normer, et stærkt kollegialt fællesskab og en betydelig frihed til selv at finde løsninger. Sikkerhedsregler og kontrol havde en anden plads end i dag, og meget afhang af den enkelte chaufførs erfaring og dømmekraft.

Bogen handler først og fremmest om arbejdet. Familieliv og fritid optræder kun sporadisk. Det er ikke en traditionel selvbiografi, hvor læseren følger hele menneskets liv, men en erindringsbog om en bestemt profession og den livsform, som var knyttet til den. Det er både bogens begrænsning og dens kvalitet.

I de senere år fik Abel ledelsesmæssige opgaver, hvor erfaringerne fra de mange år på landevejen blev værdifulde ved planlægningen af transporterne. Dermed får vi også indblik i en anden side af udviklingen: hvordan et erhverv, der tidligere i høj grad byggede på chaufførens selvstændige beslutninger, efterhånden blev præget af mere omfattende planlægning, koordinering og styring.

Som historisk kilde har bogen en særlig værdi. Transporthistorie skrives ofte med udgangspunkt i virksomhederne, vognmændene, lastbilernes tekniske udvikling eller de store ændringer i infrastrukturen. Langt sjældnere hører vi om det daglige arbejde fra de mennesker, der faktisk udførte transporterne. Her kommer vi tæt på chaufførens oplevelser, arbejdsforhold og omgang med både kolleger og kunder.

Det kunne have været interessant med en mere systematisk beskrivelse af ændringerne i arbejdsforhold, løn og arbejdstid. Men Abel har ikke skrevet en erhvervshistorisk undersøgelse, og det skal bogen heller ikke bedømmes som. Dens styrke er de personlige erindringer, de mange konkrete episoder og den ligefremme fortællestil. Han skriver med en lun humor og en sans for detaljer, der gør, at læseren føler sig med i førerhuset.

Fortidens veje er en oplagt julegave til mennesker, der selv har haft med vognmandserhvervet at gøre i årene 1960–2000. Mange vil kunne genkende både lastbilerne, arbejdsforholdene og den særlige jargon. Men bogen fortjener også læsere uden for transportbranchen. Den giver et sjældent indblik i en verden, som de fleste af os er fuldstændig afhængige af, men som vi næsten aldrig tænker over.

Bjarne Abel fortæller ikke blot historien om sit eget arbejdsliv. Han fortæller også historien om en branche i forandring og om en livsform, der på mange måder er forsvundet. Det er en historie, der er værd at bevare – og som er en fornøjelse at læse.

[Historie-online.dk, den 4. november 2026]