Ladegårdsåen
Af Ulla Weishaupt
Da jeg som ung flyttede ind i Sorte Firkant på Nørrebro, var åen blevet overdækket ca. 15 år før, men den fyldte stadig i beboernes bevidsthed. De ældre i den opgang, jeg flyttede ind i på Solitudevej, fortalte om mange gode oplevelser både ved og i åen. Jeg var derfor meget spændt på at læse Anders Jorn Jensen og Anja Meier Sandreids bog Ladegårdsåen Stenbroens Bellevue.
Bogen starter med en kort introduktion, og så går det ellers kronologisk frem. Vi starter helt tilbage istiden, og der er faktisk bevis på, at der har været menneske helt tilbage til 12.500 - 12.000 før vores tidsregning. I 1949 blev der seks meter under jorden, der hvor Bispeengbuen står i dag, fundet et rensdyrgevir med spor af bearbejdning af mennesker, og som en kulstof 14 analyse har dateret det til at stamme fra Hamburg-kulturen. Videre op gennem tiden til Frederik 1’s tid, hvor der blev udgravet et sindrigt vandforsyningssystem, der skulle sikre vand til København. I 1548 grundlage Christian 3. en ladeggård i forbindelse med udflytterlandsbyen Nyby, denne avlsgård skulle producere fødevarer til slottet. Det er muligt, at det er på dette tidspunkt, at åen har skiftet navn fra Sankt Jørgens Bæk til Ladegårdsåen, men der er ingen historiske kilder, der kan dokumentere det. Så kom Christian 4. til og revolutionerede området. Han købte jorder op, og Nyby Ladegård blev revet ned og en ny og større opført. Det var også Christian 4., der i 1622 lod opføre en bro over Ladegårdsåen, sandsynligvis den første bro over åen, ud for nuværende Gartnergade. Kongen forstærkede også befæstningerne, og i den forbindelse blev Ladegårdsskansen mod nord det ydre forsvar af København, sammen med søerne. I 1630’erne beordrede kongen at byens drikkevand skulle suppleres med vand fra søerne, og dermed blev Ladegårdsåen en vigtig del af drikkevandsforsyningen.
Under svenskekrigene, hvor København var under belejring, ødelagde svenskerne vandforsyningen. Dette viste, at tilførslen af vand fra Ladegårdsåen var essentiel for byen.
Vi bevæger os videre op gennem historien til 1700-tallet, hvor området omkring Ladegårdsåen tiltrak borgerskabet, adelige og kongefamilien. Der blev anlagt landsteder og sommerresidenser. Fredrik 4’s bror prins Carl indrettede sig i 1706 på Blågårds slot på Blågården også kendt som Blågårds slot, og i 1720 kom landstedet Solitude, hvis marker og enge gik fra Nørrebrogade med til Ladegårdsåen.
I 1750 blev den anden bro over åen, vi kender til, anlagt ved Falkonérgården, det der senere bliver overgangen fra Falkoner Allé til Jagtvejen.
Det er ikke kun i vores tid, der er fokus på drikkevandet, i 1807 var læge Heinrich Callisen ude med kritik af vandkvaliteten, han mente vandet blev forurenet af de mange latrinkuler, nedsunket skidt og møg fra gårdene rundt om København og rendestenene inde i byen, og i folkemunde blev drikkevandet kendt som lunken ålesuppe. Samme år angreb englænderne København, bl.a. fra Ladegården hvor 30.000 soldater havde taget ophold.
En af de historier, der stadig blev fortalt, da jeg boede på Nørrebro stammer fra november 1812, hvor en karet kørte i åen. Det hed sig, at det var et brudepar der kørte i åen og druknede. Men virkeligheden var det bryllupsgæster, der var involveret i en ulykke, hvor to kvinder omkom efter at være fanget under kareten. Efterfølgende blev der plantet piletræer langs kanten til værn mod lignende ulykker. I dag står der en sten på Åboulevarden til minde om ulykken.
I 1853 blev København ramt af kolera, og fra juni til oktober døde 6% af byens indbyggere, svarende til knap 5.000 sjæle. Dette fik betydning, idet Københavns borgerrepræsentation vedtog en plan for indlægning af rindende vand i ejendommene. Dette skabte befolkningstilvækst og stigende vandforbrug, hvilket bevirkede, at der kom gang i vandboringer. En fremsat kloakplan blev dog ikke rigtigt til noget. Men Ladegårdsåen udgik efterhånden af drikkevandsforsyningen, og den primære funktion blev at sikre vand til søerne og de gamle fæstningsanlæg.
I 1892 hærgede en ny koleraepidemi i Europa og belært af tidligere, blev der nu vedtaget en kloakeringsplan. Der gik dog flere årtier, før alle de åbne render blev erstattet med lukkede kloakrør, og det blev fulgt op med krav om at lukke den inderste del af åen. I 1896 blev forslag om overdækning vedtaget, og 18. august begyndte overfyldningen af den første del. Sensommeren 1897 var strækningen til Bülowsvej færdig, og man kunne starte brolægning samt skinner til sporvogne.
Den resterende del af Ladegårdsåen havde stadig en rolle at spille. Dels som frirum for de mange arbejdere men også under folkestrejken i 1944 hvor tyskerne lukkede for el, gas og vand. Vand blev slæbt fra åen og hjem, og maden blev lavet på bål ved Ladegårdsåen. Så sent som 60’erne legede børnene stadig i åen, og De Forenede Papirfabrikker brugte vandet i deres produktion. I 1962 blev endnu en del af åen overdækket, og kun den sidste del ude ved Bispeengen var fortsat åbent, men det varede ikke mange år før den økonomiske fremgang førte frem til projektet om den nye motorgade ved Bispeengbuen, og i 1969 blev den sidste del af åen lukket.
Blot 26 år senere fremlagde Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse et omfattende forslag med skitser til Ladegårdsåens genåbning. Forslaget blev ikke til noget, men ideen var sået, og i 2003 blev foreningen Liv under buen stiftet og kom med et indsigtsfuldt forslag, der heller ikke fik politisk opbakning. Men skybruddet 2. juli 2011 viste, at vand samler sig naturligt i de gamle løb, og det har sat fornyet gang i diskussionen, og der er efterfølgende kommet mange nye forslag, og gruppen Borgerinitiativet Åbn Åen er i sit samarbejde med andre borgergrupper og foreninger nået langt. Efter planerne skal den første lille del af åen i parken lige nord for Bispeengbuen åbnes i 2028, og således bliver den sidste del af åen, der blev overdækket, den første del der åbner.
Bogen slutter med en virkelig god samling noter, med henvisninger til tekst- og billeddokumentation.
Det er en utrolig velskrevet bog, der er ingen tvivl om at de to forfattere har et budskab de gerne vil ud med, men det virker ikke propagandistisk. De formår at levere en glimrende historisk gennemgang af åen og dens historie. I den del af bogen, der drejer sig om fremtidsvisioner, har de mange gode referencer til andre steder i både ind- og udland, hvor åbne åløb i bybilledet bidrager til at højne miljøet og understøtte klimaforbedringer i forbindelse med skybrud og tørke, give et arkitektonisk bedre byrum samt styrke kulturlivet. Bogen er rigt illustreret med uddrag af gamle bykort, historiske og nyere fotos af åen og dens tildækning samt en del af hele Bispeengbuens tilblivelse. Adskillige af de foto og beretninger, bogen indeholder, har ikke tidligere været publiceret. Det er en bog man virkelig kan fordybe sig i. Nu hvor jeg har læst den, vender jeg stadig tilbage til den for at nyde de mange illustrationer. Dette er ikke “bare” en bog om en å, det er et fint stykke historie om et område af København op gennem tiden. En historie der giver adskillige ahaoplevelse over, hvorfor gaderne i et område har de navne, de har. Et stykke historie der på fornemmeste vis bliver kædet sammen med visioner for fremtiden. Jeg kan varmt anbefale bogen, og jeg må sige, at som gammel Nørrebro beboer, har det i den grad været en fornøjelse at læse den.
Anders Jørn Jensen er uddannet cand.mag. i historie ved Københavns Universitet og har et teknisk diplom i klima- tilpasning af storbyer. Anders er til daglig centerleder i Miljøpunkt Nørrebro, og udover ledelse har Anders indsatsområderne luftforurening, elektrificering, klimatilpasning og er initiativtager til Borgerinitiativet Åbn Åen, der arbejder for at genåbne Ladegårdsåen og genetablere det københavnske vandsystem. Hans ambition er at understøtte de mange gode klima- og miljøinitiativer på Nørrebro, og Ladegårds Å-projektet er en af de gode idéer der skal slå rod og gøre en forskel på bydelsniveau, og her er det vigtigt med en professionel organisation som Miljøpunkt Nørrebro.
Anja Meier Sandreid er uddannet cand.mag. i historie, museumsformidling og kulturarv ved Københavns Universitet. Anja er specialiseret i 1800- og 1900-tallets by-, arbejder- og industrihistorie, bygningskultur, kulturmiljøer og kulturarv. Hendes fokus er at gøre historien tilgængelig, anvendelig og relevant gennem formidling og strategisk udvikling. Hun er forfatter til flere artikler og fagbøger. Seneste bog er Ladegårdsåen. Stenbroens Bellevue (Frydenlund, 2026).
[Historie-online.dk, den 13. oktober 2026]
