Verden venter ikke på os

”Tyskland er et land i opbrud. Eller rettere mange opbrud. Det står i hvert fald på kanten af flere. Men hvis man vil forstå, hvordan Europa kommer til at udvikle sig i de kommende år, gør man klogt i at prøve at forstå, hvad Tyskland er ved at udvikle sig til.” Sådan skriver de to forfattere, Steen Nørskov og Philipp Alexander Ostrowiez i forordet til deres fremragende nye bog om et Tyskland, der er meget anderledes, end det man troede, man kendte.

Af Erik Ingemann Sørensen

Overalt støder man på erindringslandskaber i Tyskland - som her i Berlin, hvor marskal Zhukow ses forlade Rigsdagsbygningen i 1945 kombineret med nutidens turister, der skal ind og se den nyindrettede parlamentsbygning. Fotomontage af Sergey Larenkov, Rusland.

Egentlig troede jeg sådan nogenlunde at have styr på Tysklands nyere historie og politiske landskab. Men nej. Det gik hurtigt op for mig, da jeg læste denne bog. Den er et uhyre bredt, indsigtsfuldt og velskrevet billede, der igen og igen overrasker. Efter endt læsning sidder man tilbage med fornemmelsen af virkelig at være blevet opdateret.

Fællesfortællingen og det mangfoldige samfund

Som flere europæiske lande oplevede man, at der var en hel del gæstearbejdere i Tyskland. Det blev opfattet som noget midlertidigt. Men ifølge Tysklands Statistik er der nu 27 % af befolkningen, der har migrationsbaggrund. Omkring 12,5 millioner har ikke tysk statsborgerskab svarende til 15 % af den samlede befolkning. Det giver naturligvis stof til debat - for Tyskland kan nu defineres som et indvandringsland, skriver de to forfattere. For er Tyskland ved at skifte identitet?

Forfatterne fortæller om situationen, da Det Tredje Rige lå i ruiner. Man vendte ryggen til den nazistiske fortid. Den sluttede den 8. maj 1945 i Karlshorst i udkanten af Berlin.

Salen i Karlshorst, hvor feltmarskal Keitel den 8. maj 1945 skrev under på den betingelsesløse kapitulation til blandt andet marskal Zhukow. Siden er denne dag blevet til VE dag i England. Grundet tidsforskellen var det den 9. maj i Sovjetunionen, der fejrer afslutningen på Den Store Fædrelandskrig denne dag. Foto: Erik Ingemann Sørensen.

Nu stod Tyskland overfor et utroligt genopbygningsarbejde. Fra øst var der kommet omkring 12 millioner fordrevne, som der skulle tages hensyn til. Det gik ikke altid godt. Men også de var med til at forme det demokratiske Tyskland - eller rettere Vesttyskland. Fortiden vendte man ryggen - talte ikke om den. ”Nazismen, og især holocaust, markerede et brud, som man i mange år forholdt sig tavs overfor. En bredere offentlig erindring og bearbejdelse af tiden fra 1933 til 1945 begyndte først i 1970’erne og 1980’erne. Indtil da skulle der ikke tales om den”. (s. 24).

De kom fra øst

Østgrænsen for Tyskland var ved Oder-Neisse-linjen ved Polen. Her havde man fra januar 1945 til maj 1945 oplevet et ufatteligt flygtningetræk. Paniske ville tyskerne væk fra Den Røde Hær, der trak et spor af blod og voldtægter efter sig. Man mener, at det drejede sig om 12 - 14 millioner. [250.000 var siden februar 1945 kommet til Danmark]

”At optage så mange mennesker i et land, der var fysisk ødelagt og socialt udmattet, var en stor opgave. De allierede fordelte dem til delstater og kommuner og indkvarterede dem i lejre, nødlogier og private hjem. Det skabte hyppige konflikter om rationering, arbejde og brændsel. Men flygtningene skulle integreres. Og selv om de var tyskere, var kulturen i Østpreussen markant anderledes end i det vestlige. Alligevel kunne der etableres et fællesskab, der især skyldtes det økonomiske mirakel”. (s.24 f.)

Unesco har opgjort, at 1/3 af børnene havde mistet deres far. I 1948 ledte 20.000 børn stadig efter deres far.

Forældreløse flygtningebørn der ikke aner, hvad der skal ske med dem. Foto: HPN

De uhyrligheder af krigsforbrydelser tyskerne havde begået i øst, var der lukket for. I modsætning til russernes hærgen i Tyskland.  Til 1979. Da sendte man den amerikanske tv-serie ”Holocaust” blandt andet på NDR og WDR. ”… den bragte jødeudryddelsen ind i dagligstuen og satte gang i en ny samtale om medansvar og tavshed.” (s.32).

Det er faktisk en overfladisk omgang med begivenheden. Der havde været et tysk embedsbesøg i USA for at se, om det nu var en film, der burde vises i tysk tv. Man lod den passere, så den kunne vises. Som optakt havde NDR og WDR besluttet at sende den tyske dokumentarfilm ”Endlösung - Judenverfolgung in Deutschland 1933 - 1945”.  Det var den 18. januar, første del af ”Holocaust” blev sendt, mange var samlet i stuerne for at se med. Men klokken 20.15 begyndte tv-billedet at flimre for så helt at forsvinde. En overbelastning af nettet? Nej - det var nynazister, der havde sprængt flere sendemaster i luften.

Den blev så påbegyndt igen og vist uden tekniske problemer, hvorefter forhænget til dette dystre kapitel i tysk historie, blev revet ned.

Forfatteren Heinrich Böll understregede, at tiden nu kunne opdeles: tiden før ”Holocaust” og tiden efter ”Holocaust” - så markant havde den sat sine spor!

Erindringspolitik og tysk identitet under forandring

Tyskerne måtte i årevis igen og igen justere det moralske kompas for at komme til rette med den kollektive skyld. Forfatterne henviser til 2 markante personligheder. Willy Brandt med det gribende knæfald i Warszawa i 1970 og forbundspræsident Richard von Weizsäckers tale i 1985 - 40-året for afslutningen på 2. verdenskrig i Europa. (Talen kan ses og høres her: https://youtu.be/C3ZAzpk4IbE?si=tFAl6lHpfsz779U6). Det er fint, at forfatterne også nævner brugen af det tyske flag. Først ved indvielsen af det store mindeanlæg for jøderne i Berlin - så ved VM i fodbold i 2006, hvor man overalt i landet så det i mange former. Den nye tid var slået igennem. [Men ikke i Danmark. Vi skal helt hen til 2025, før det blev lovligt for det tyske mindretal at flage med det tyske. For ikke at åbne for alle mulige nationale flag lagde man flaget sammen med de nordiske landes.]

Skæbneåret 2015

Sommeren og det gryende efterår havde i Tyskland været ekstraordinært varmt. Også det spillede en rolle for den 2. store folkevandring i nyere tysk historie. Det væltede reverenter talt med flygtninge, der kom ind i Tyskland. ”Hovedsageligt fra Syrien, Irak, Afghanistan og flere nordafrikanske lande. Det begyndte som en humanitær krise langs Europas ydre grænser, men udviklede sig til et politisk, administrativt og kulturelt jordskælv, der satte både EU og tysk selvforståelse på prøve.” (s.38). Der var tale om en flygtningestrøm på over halvanden million mennesker.

En del af den store flygtningestrøm, der kom over grænserne til Tyskland i 2015. Forfatterne sætter tallet til halvanden million. Grundigere optællinger har påvist, at tallet lå på omkring 890.000 personer. Nogle af disse fortsatte mod nord. Her dukkede de op på det danske motorvejsnet. De fleste ville gerne til Sverige. Foto: HPN

Den hjertevarme modtagelse, flygtningene fik, blev til et nyt begreb i Tyskland: Wilkommenskultur. Man samlede ind - flygtningene fik nyt tøj og meget andet. Men, skriver forfatterne, der kom en modreaktion: ”Bevægelsen PEGIDA (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes) begyndte at samle tusinder til demonstrationer i Dresden og andre byer. Den satte ord på frygten og vreden.” (s.42).

Pandoras æske blev åbnet

Modstanden mod migranterne - ja hele migrationen - fik AfD som stemme. ”AfD’s styrke ligger i at forbinde oplevelser af tab og usikkerhed til en identitetspolitisk kamp mod fremmede”, skriver forfatterne. (s.59).

Der blev ved med at komme nye udfordringer for tyskerne. Der var migranter fra EU og tredjelande, og den helt store flygtningekrise i 2015 og senere førte til en ændring i befolkningssammensætningen - noget der især gjorde sig gældende i storbyerne. Der kom flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, familieformerne ændrede sig, og så kom der en åbenhed over for forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter.

Forfatterne skriver: ”Spørgsmålet er, om Tyskland kan fastholde, når det nationale vi ikke længere er klart afgrænset. Hvordan kan man skabe et fælles grundlag i et samfund, hvor mange ikke deler samme baggrund eller kulturelle referencer? Hvordan kan man håndtere uenigheder om køn, sprog og migration? Spørgsmålene er åbne, og deres svar vil forme udviklingen i de kommende årtier. Hvis 1949 - 1990 kan kaldes den nationale fortællings epoke, og tiden 1990 - 2025 kan ses som mangfoldighedens gennembrud, så kan de næste årtier blive afgørende for, om. Der kan skabes et nyt og inkluderende vi.” (s.62).

En af forklaringerne på, hvorfor vesterlændinge har svært ved at kapere synet, er, at det forbindes med kvindeundertrykkelse. Men - det er især fremmedhadet, der blusser op. Foto: HPN.

Det politiske landskab

På baggrund af Steen Nørskovs og Philipp Alexander Ostrowicz’s kolossale viden om og indsigt i de politiske partier, deres baggrund og mærkesager, får vi en fremragende og dybdeborende gennemgang af Tysklands politiske scene. Markant her er naturligvis murens fald den 9. november 1989. Det var slut med SED’s greb om landets borgere. Det var ikke partiet, der altid havde ret - det var folket. ”Wir sind das Volk”.

Den 3. oktober 1990 blev de to Tysklande til det, vi kender i dag. Det blev til ”Tag der Deutschen Einheit” - der i dag er den tyske nationaldag.

Det gik slet ikke godt for østtyskerne med denne genforening. ”Treuhand” handlede hen over hovederne på borgerne og sikrede sig store gevinster. Og arbejdsløsheden bredte sig - noget DDR-borgerne aldrig havde oplevet. ”Da de økonomiske og kulturelle forskelle viste sig at være større end antaget, og arbejdsløsheden skød i vejret, voksede frustrationerne. Mange oplevede sig selv som andenrangsborgere i Forbundsrepublikken”, skriver forfatterne. (s.78). Der var tale om millioner med en arbejdsløshed på over 20 procent.

Over de næste mange sider tager de læserne med rundt i de politiske begivenheder med nye partier og personer - og ulykkeligvis de mange drab og regulære massakrer på uskyldige borgere som ved julemarkedet ved Kaiser Wilhelm Gedächtniskirche i Berlin 19.12.2016. 13 blev dræbt, da en kapret lastbil kørte ind i mængden. Føreren var tuneseren Anis Amri på 24, som ikke havde opnået asyl.

Det var et forfærdeligt syn, der mødte redningsmandskabet, da de nåede frem. Sekunder før    havde glade familier vandret rundt mellem de mange boder. Foto: HPN

[Interessant er det, at en tuneser den 14. juli samme år kørte ind i en menneskemængde i Nice, hvorved 88 mennesker blev dræbt. Måske havde det ansporet Anis Amry til hans terrorangreb. Måske.]

”Mutti” Merkel

Det vil føre alt for vidt at gå i dybden med de mange fortællinger. Men Merkels periode skal omtales. Blandt andet fordi forfatterne igen fokuserer skarpt på de fire gange, Angela Merkel var Bundeskanszler.

Det er egentlig en særlig historie, at Merkel - en præstedatter fra DDR - bliver Tysklands Bundeskanszler og endda landets første kvinde på posten. Valgt fire gange i perioden 2005 til 2021.

De to forfattere leverer en præcis analyse af hendes tid på posten. ”Hendes pragmatisme gjorde hende til forbillede i en tid, hvor mange europæiske lande oplevede kaos og kriser. Hun var alt det, som Italiens Silvio Berlusconi, Frankrigs Nicolas Sarkozy eller Storbritanniens David Cameron ikke var: stabil, rationel og uden ego. [Det tør siges, at de nævnte ovenfor, var i besiddelse af et ualmindelig stort ego. Især Berlusconi med tilnavnet ”Il Cavaliere”].

Der er næsten uundgåeligt en bagside: ”Men prisen var høj. For mens Tyskland hvilede i sig selv, forandrede verden sig. Når man i dag kan undre sig over, hvorfor landet virker handlingslammet, peger meget tilbage på den periode.” (s.155).

En vist nok lidt kærlig karikatur af ”Mutti”, der unægtelig var træt efter hendes enorme indsats for at holde fast. Teaterplakat.  Foto: Erik Ingemann Sørensen

Men forfatterne fastslår alligevel: ”Hun holdt landet sammen i en tid, hvor Europa vaklede, og hun gjorde landet til en økonomisk supermagt.” (s.155).

I dag slås Tyskland med en markant stigning i ældrefattigdom - især blandt kvinder og personer med afbrudte arbejdsliv. Tallene lægges frem, og de er vitterlig deprimerende: omkring 15% lever i relativ fattigdom - og hver 5. er truet af fattigdom. Der er, forklarer Steen Nørskov og Philipp Alexander Ostrowiez, en svær hurdle for disse mennesker. Der er mange arrangementer med mere, som de ganske enkelt ikke har råd til at deltage i. Det er ond læsning. Det er en del af befolkningen, der også måtte kæmpe for at komme bort fra det udbombede og ødelagte Tyskland.  Det officielle Tyskland sagde farvel til Merkel med den traditionelle ”Grosser Zapfenstreich für Angela Merkel”. Den kan ses her:

https://www.youtube.com/live/869iyxkyT5c?si=T5QqEvwY6JF2p6Su

”Deutschland über Alles”

Den bastante nationalmelodi er blevet ændret til en melodi, der er mere stilfærdig. Det var givet nødvendigt. Når jeg her inddrager den gamle, skyldes det mange danskeres opfattelse af Tyskland. Ingen kunne måle sig med for eksempel Mercedes, BMW og Audi. Deres biler lå ofte meget langt over øvrige europæiske bilmærker. Mange overførte beundringen til en opfattelse af et højteknologisk samfund, hvor vi var bagud. Intet var mere forkert.

Forfatterne skriver: ”Mens Danmark i årevis har haft næsten fuld digital dækning af grundlæggende tjenester, har Tyskland haft svært ved at omsætte politiske mål til brugbare løsninger på tværs af landet. Diagnosen er enkel, men tung: for mange parallelle, for lidt fælles standarder, for langsomme tilladelser og for begrænset udbredelse af digitale identiteter”. (s.191).

Som et eksempel på forskellen nævner forfatterne corona krisen, der var ”… præget af, at borgerne allerede var koblet på Digital Post, Nem ID og siden mitID. Og coronapas blev i løbet af måneder rullet ud som en app med kobling til sundhedsdata og testresultater.” (s.191).

Helt anderledes var det i Tyskland: Her var ”… den offentlige digitalisering i sundhedssektoren blevet bremset af traditionelle arbejdsgange. Mange sundhedscentre og lægehuse var længe afhængige af manuelle processer. Infektionstal, som skulle samles ved kommunale sundhedskontorer, skulle sendes via en faxmaskine til den statslige coronamyndighed…” (s.191).

Der er naturligvis flere grunde til denne træghed. Angsten for datalæk og hackerangreb. ”I et land, hvor tilliden til staten og store datasystemer er formet af både Gestapo og Stasi, vækker central lagring af sundhedsdata skepsis …). (s.193). Så selv om det er 81 år siden Hitlerdiktaturet blev slået ud og godt 37 år efter faldet af DDR, så er der dybe ar i mange tyskeres sjæl.

Så stopper forfatterne op. Der er andre og væsentlige kilder til fortiden: Litteraturen.

”Nogle gange fortæller en enkelt roman lige så meget om et samfunds dybereliggende forandringer som nok så mange nyhedsudsendelser. Skønlitterære forfattere holder et spejl op, som gør os i stand til at se og forstå ting, vi overså eller ikke forstod.” (s.199).

Her er der al mulig grund til at kippe med flaget for forfatterne. Der er ikke mange, der dyrker denne form for supplement til det faglige. Men der er så mange muligheder for at nå længere. Et stort, stort bravo.

De præsenterer ganske mange romaner, som danske læsere kan have glæde af. Blandt andet Uwe Tellkamps murstensroman: ”Tårnet”. Der udkom i 2008. Den beskriver, hvordan en lille overklasse trods alt formår at holde fast i deres værdisæt. Men sprækker melder sig.

Lutz Seilers roman ”Kruso”, der udkom i 2014 udspiller sig på øen Hiddensee sommeren 1989. Her oplever vi de sidste krampetrækninger i DDR En både varm og bitter roman, som jeg også gerne vil anbefale

Der måtte også udkomme skønlitteratur, der beskæftigede sig med ”Holocaust”. Et vigtigt navn er her W.G. Sebald med romanen ”Austerlitz” fra 2001. Den drejer sig ikke om Napoleons berømte slag- derimod om en kunstner med dette navn, der var kommet til England med en børnetransport. Det er med reminiscenser fra maleren Frank Auerbach, der kommer fra en jødisk familie. Da han efter krigen vendte tilbage til Tyskland, ledte han forgæves efter sine forældre. Men de var blevet dræbt i Auschwitz.

Forfatterne giver grundige beskrivelser af forfatterskaberne til stor hjælp for læserne. De fortsætter yderligere frem mod vor tid, hvorved vi præsenteres for kulturkampens centrifuge - med køn og seksualitet, sprog og institutioner der bruger kønstraditionelle ord: Mitarbejderin, Lehrerin osv. Sagt lige ud: beklager, men jeg orker næsten ikke disse nye tiltag. Selvfølgelig skal de respekteres. For mig fylder debatten alt for meget. Institutlederen på Kunstakademiet blev sjællandsmester i ”bustekastninhg”, da torsoen af Frederik V blev smidt i havnen. Han var en grim person.

Igen og igen

Side efter side fortæller Steen Nørskov og Philipp Alexander Ostrowicz om det moderne Tyskland dets udfordringer og tiltag. Der er umådelig meget at hente og blive klogere af. Hvilket er en af de helt store styrker ved denne bog.

Den allerseneste udvikling har de ikke nået at få med, da bogen var i trykken. Trump og NATO og Bundeskanszler Merz’ stikken til Trump: ”USA bliver ydmyget af det iranske lederskab og overlistet ved forhandlingsbordet.” Trump tåler ikke på nogen måde at blive kritiseret, så han kastede sig rasende over sit sociale medie og meddelte Merz, på Truth Social, at "Tysklands kansler burde bruge mere tid på at afslutte krigen med Rusland/Ukraine (hvor han har været fuldstændig ineffektiv!)".

Nu vil han så sende over 5.000 udstationerede amerikanske soldater hjem. Farvel og tak. Vi har en helt anden sikkerhedssituation i Europa - den bliver absolut ikke bedre, når Trump truer både til højre og venstre. Og har han lagt Grønland væk? Ingen ved, hvordan en uligevægtig præsident vil reagere.

Ifølge den fremragende tyske historiker, Sönke Neitzel, så gælder det om at være forberedte på russiske tiltag. Vreden mod USA vokser, men regeringerne ved ikke rigtig helt, hvad de skal gøre. Heller ikke den tyske. Men slappe af. Det er det sidste Europa skal gøre.

Afsluttende skriver forfatterne: ”Hvad er Tyskland for etb land i dag, spurgte vi i bogens indledning, og vi har sammen med nogle af de mange tyskere, vi har mødt, lyttet til og læst i de senere år forsøgt at give et svar. Så lyder det oplagte, afsluttende spørgsmål, hvad Tyskland så er for et land i morgen? … den store, historiske opgave (bliver) at finde Tysklands rette plads i verden. Det er det første. Det andet er, om Tyskland bliver i stand til at rejse sig økonomisk og så samtidig overvinde den politiske krise, som bliver stadig mere påtrængende med højrepartiet AfD’s voksende styrke og mere og mere yderliggående politiske kurs.” (s.278).

Jeg erindrer at have læst i en avis om en journalist, der efter krigen gik rundt i det sønderbombede Hamburg. En ældre herre står og banker mursten fri for kalk, så de kan genbruges. Journalisten kigger forundret på manden, der vender sig mod ham og siger: ”Ja, ja. Men vi tyskere, vi kommer altid igen”. (s.281).

Den sætning lader jeg stå.

Når jeg sammenligner denne bog med de mange udenlandske bøger, der er kommet om Tyskland efter 2. Verdenskrig, så fyldes jeg med beundring over ”Verden venter ikke på os”. Sidst læste jeg en om tysk politik skrevet af krigsforbryderen Albert Speers barnebarn, der bor i Danmark - der var en del slinger i valsen. Det er der så sandelig ikke her.

Det er en fremragende bog om den nabo, der gennem århundreder har skabt, men også ødelagt uendelig meget. En nation, der måtte genopbygge sig midt i alle mulige problemer - især i opgøret med fortiden og Adolf Hitler. Måtte videre med rankere ryg og renset sind. At få alt det præsenteret og sat på plads med skærpet pen og boblende fortællelyst - det er vitterlig en præstation.

Stort tillykke med resultatet.

[Historie-online.dk, den 6. maj 2026]