De uværdige
Tusindvis af mennesker har været indlagt på Svendborg Fattiggård i de 102 år, anstalten var i drift. Hvorfor endte de på Fattiggården? Hvordan var deres hverdag her, og hvad skete der med dem, efter de forlod Fattiggården?
Spørgsmålene er omdrejningspunkt i museets hidtil største udstillingsprojekt “De uværdige”, som kan ses fra den 21. juni. Udstillingen vises i rum, som hidtil har været lukket for publikum. Der trækkes også tråde til nutiden gennem film og spillet Taberludo.

Hør om Rasmine i Fattiggårdens rammer
Det er august år 1900. 14-årige Rasmine bliver indlagt på Fattiggården i Svendborg. Hun er i politiets søgelys. Hun anklages for at udsætte andre for smitte med syfilis. Rasmine får 2 x 5 dages fængsel. Sagen får ingen konsekvenser for mændene. I arresten finder Rasmine ud af, at hun er gravid.
Rasmine er én af de fem mænd og kvinder, hvis livshistorie du kan høre i anstaltens autentiske omgivelser. Fattiggårdens indlagte er mennesker, som historisk set ikke er blevet hørt og derfor ikke fylder ret meget i vores historie og det materiale, der er bevaret om dem.
Hvorfor ender Rasmine på Fattiggården? Kommer hun ud af fattigdom? Med lydfortællinger indtalt af Anette Støvelbæk og Lars Mikkelsen tegner vi et portræt af mennesket Rasmine, mens du står i vaskerummet, i haven og i de omgivelser, hvor hun har haft sin hverdag, da hun var indlagt. Til slut kan du stå ansigt til ansigt med 14-årige Rasmine i en levendegjort version, skabt af animationsbureauet Tumblehead.
Se Museums Sydfyns hjemmeside "De uværdige" - Danmarks Forsorgsmuseum
[Historie-online.dk, den 29. april 2026]