Museumsnumre 145 - strygejern
Strygejernets alder er vanskelig at bestemme. I Romerriget vides det, at man benyttede varme sten. Strygejern eller rettere strygepander, nærmest af form som et varmebækken, blev 200 år før vor tidsregning brugt i Kina til at glatte silkestoffer. I Nordeuropa findes strygejern omtalt fra renæssancen og det må antages, at man allerede i middelalderen begyndte at stryge tøj. Strygning af vasketøj foregår ved, at man med et opvarmet jern glatter tøjet på et strygebræt eller en plade. Formålet er at få fjernet rynker i stoffet og derved gøre det mere resistent over for smuds og fugt. Det glatte stof har også en æstetisk virkning, som har spillet en rolle i beklædningen såvel i Europa som i Kina.
Nyvasket linned rullede man ved hjælp af en stok og et manglebræt (se museumsnumre 7). Vadmel og uld var den almindelige beklædning, men da man begyndte at bruge hør, bomuld og silke blev der brug for strygejernet. De ældste strygejern var som navnet siger lavet af smedejern med en plan underside, også kaldt sålen, en spids forside og en afrundet bagside. Oversiden var forsynet med et håndgreb. Det var simpelt smedejernsarbejde. Strygejernet blev anbragt på arnen og dér opvarmet til en temperatur på ca. 180 grader Celsius. Så kunne det bruges til strygning. Når det skulle anvendes, lagde man en fugtig klud om håndtaget for ikke at brænde sig. I museernes samlinger findes adskillige strygejern af den ældste type, men desværre er ingen daterede, og der mangler oplysninger om deres oprindelse.
Håndsmedet simpelt strygejern uden alder og proveniens, Glud Museum
Da brugen af messing kom til landet i renæssancen begyndte man at lave strygejern af messing. De var også spidse fortil og flade bagtil, men med en låge, hvor man kunne skubbe en brændende varm kerne af støbejern ind. Man holdt under arbejdet i et håndtag af træ. Messingstrygejern er fint forarbejdet gørtlerarbejde og ofte har de blomsterornamentik, ejerinskription samt årstal. De har givetvis være brugt i velhavende husholdninger. Nationalmuseet har en stor samling af messingstrygejern. De ældste daterede strygejern er fra 1661 og 1667. Messingstrygejernene var udbredt i hele landet og vedblev at være i brug et langt stykke op i 1800-tallet. Nogle messingstrygejern er lavet på fabrik, f.eks. i Kobbermøllen ved Flensborg og i Frederiksværk.
Messingstrygejern dateret 1661, Nationalmuseet
Strygning blev efterhånden mere udbredt og de dyre messingjern blev suppleret af støbejerntyper, men princippet var det samme, idet man lagde en varm jernbolt ind i strygejernet. Metoden havde den fordel, at man, når jernet blev afkølet under strygning, kunne udskifte den afkølede bolt med en ny varm bolt.
Boltstrygejern, Fredericia Museum
I større husholdninger som f.eks. på herregårde, i skrædderier og i vaskerier med strygestue gik man over til at benytte en ovn. Her var plads til flere strygejern og når et strygejern var kølet af, blev det stillet hen på ovnen og man tog et nyt varmt jern. På den måde blev arbejdsprocessen ikke afbrudt og flere kunne arbejde.
Ovn til opvarmning af strygejern, Bornholms Museum
Samme princip i en anden udformning var et system, hvor man havde et løst håndtag som kunne sættes på de jern, som stod til opvarmning på ovnen eller på komfuret.
Fra omkring 1840 kom de såkaldte pressejern i brug. Når tøjet skulle presses krævede det større vægt og mere varme end et normalt strygejern kunne præstere. Pressejern var fabriksfremstillet i støbejern og havde tit fabriksstempel, f.eks. et stort F med krone, mærket for Frederiksværk Jernstøberi. Pressejernet var en aflang, høj og tung jernklods med spids og det var forsynet med en jernhank. Pressejern blev i skrædderier og manufakturer varmet op i en særlig støbejernsovn. Ligesom for de tidlige strygejerns vedkommende måtte man benytte en klud som isolation, når man skulle arbejde med dem.
Pressejern, Billund Museum
Et nyt system som holdt jernet varmt i længere tid var de trækulsfyrede strygejern. Typen kom fra Frankrig og England. De var lavet af støbejern. Man åbnede jernet for oven og fyldte glødende trækul i en indvendig jernkasse. Herfra var aftræk for røgen gennem huller i siden for oven og i nogle tilfælde gennem en tud. Håndtaget var med et trægreb undertiden beskyttet af et varmeskjold. Disse strygejern var i brug fra 1860-erne til slutningen af århundredet. De var besværlige at arbejde med og man skulle passe på sod og brandfare. Også strygejern som blev opvarmet af spritflamme kendes.
Strygescene fra det konservative magasin Punch 1885. Der bruges et trækulsstrygejern. Nationalmuseet
Trækulsfyret strygejern fra Moesgaard Museum
Næste skud på stammen var de gasopvarmede strygejern. De kom frem i slutningen af 1800-tallet, da bygassen blev udbredt i de fleste byer. Men at dømme efter museernes bestand af denne type blev den aldrig særlig udbredt, måske fordi gas var farlig og ikke billig som trækul. Gasstrygejernet havde en slange hen til gashanen, som forsynede jernet med gas. Gasstrygejern blev fortrinsvis benyttet på strygestuer med mange arbejdspladser.
Det elektrisk opvarmede strygejern blev opfundet af amerikaneren Henry Seeley i 1882. Men først da elektricitetsforsyningen fra 1920-erne blev etableret kunne el-strygejernet vinde frem. De fik snart regulerbar varme og senere termostat. Efterhånden var alle strygejern elopvarmede.
Elektrisk strygejern fra 1930-erne, Københavns Museum
Man sprøjtede almindeligvis lidt vand på dugen eller tøjet, så stoffet var fugtigt eller brugte et fugtigt presseklæde, når der skulle stryges. I 1950-erne og 60-erne kom elektriske dampstrygejern frem. Disse strygejern har en vandbeholder og dampen gør strygning og presning nemmere. Det er den slags strygejern, vi i dag bruger i husholdninger.
Nyt design, et el-strygejern fra 1950-erne, Viborg Museum
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 7. januar 2026]
