Marseille 1940
Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik
Uwe Wittstock har arbejdet som journalist ved avisen Frankfurter Allgemeinen Zeitung i litteraturredaktionen og for store velrenommerede forlag som S. Fischer Verlag. Han har arbejdet ved forskellige litteraturtidsskrifter, men fra 2017 har han levet som forfatter. I 2024 udkom så nærværende bog på tysk og to år efter i en dansk oversættelse.
I en tid, hvor flygtninge og flygtningestrømme indskriver sig blandt vor tids store tragiske begivenheder, som det fx fremgår af Anders Redders bog Fort Europa (2026), har Uwe Wittstock skrevet en spændende, men også rystende og grufuld dokumentarisk bog om situationen for de tyske kunstnere, der måtte flygte for anden gang fra Frankrig, efter at landet var blevet rendt over ende af Hitlers tropper i et tempo, som ingen havde troet muligt. Jødiske kunstnere og alle, der havde en antinazistisk holdning, havde grund til at frygte for arrestation og deportering til en kz-lejr, hvis de da ikke blev likvideret. Det er den problemstilling, som Uwe Wittstock har sat sig for at dokumentere i denne medrivende bog. Han skriver selv i forordet, at ”Der er dokumentation for alt, hvad der fortælles her, intet er blevet opdigtet” (s. 7).
Der er to spor, som bogen følger. Det ene er de forskellige personer, som vi følger igennem bogen, og det andet er de forskellige datoer, som gør det muligt for os at sætte os ind i alle de problemer, som besættelsen af Frankrig medfører for de personer på de angivne tidspunkter. Vi bliver opdateret på, hvor de nu befinder sig, hvordan de oplever deres situation og fremtidsudsigter, og om de har udsigt til at kunne få hjælp til at flygte. Det skal bemærkes, at forfatteren har indsat gode kort forrest og bagerst i bogen, så vi både kan finde de forskellige lokationer i Frankrig - herunder interneringslejre - på det første kort. På det andet kort kan vi finde de steder, han omtaler i byen Marseilles.
Bogen hedder ganske vist Marseille, og titlen viser, at året er 1940, men bogen starter med nogle forhistorier, der har det tilfælles, at de foregår i 1935, og lokationerne spænder fra Berlin til Briançon og Sanary-sur-Mer i Frankrig og slutter i Wien. Nogle af de vigtigste personer i bogen bliver også præsenteret her. I Berlin møder vi d. 15. og 16. juli kulturjournalisten og elskeren af avantgardistisk kunst Varian Fry, der kommer fra New York og er på researchrejse. Han oplever på nærmeste hold et chokerende og modbydeligt optrin, hvor nazistiske SA-bøller overfalder og mishandler sagesløse personer, mens de råber ”Død over jøderne”. Fry sender sin beretning om de blodige optøjer til New York Times. Vi møder senere Varian Fry, fordi han tager initiativ til at oprette en organisation, der kan hjælpe alle, der er i livsfare, med at flygte. I bogen fortæller forfatteren især om forfattere og kulturpersonligheder, fordi deres fortællinger er bedst dokumenteret.
I Briançon møder vi således Heinrich Mann, der er bror til Thomas Mann, nobelpristager og derfor også en verdensberømt litterær stjerne, der på dette tidspunkt bor i Schweiz, og vi hører om Heinrichs forsøg på at blive forsonet med sin bror. Både Heinrich og Thomas og deres hustruer bliver på hver deres måde brikker i de skæbnesvangre begivenheder, der udspiller sig fra 1940. Det samme gælder nogle af de personer, som vi møder på de andre lokationer. Personer som kritikeren og forfatteren Lion Feuchtwanger, forfatteren og den tro stalinist Anna Seghers, Alma Mahler-Werfel, en af de mest indflydelsesrige personligheder i Wiens kulturliv. Hun er gift med den kendte og velhavende forfatter Franz Werfel.
Situationen er katastrofal for ovennævnte, ja, for alle de kulturpersonligheder, der fejlagtigt troede, at de var kommet i sikkerhed i Frankrig. Vi følger dramaerne måned for måned og begynder naturligvis i maj, hvor det pludselig går op for de tyske flygtninge, at alle grænser er lukket, og flugt ikke længere er en mulighed. Feuchtwanger havde således fundet sit jordiske paradis i den lille sydfranske fiskerby Sanary-sur-Mer, men det havde krigen og interneringen ændret på, og han var blevet sendt til Camp des Milles ved Aix-en-Provence i otte måneder, hvor han levede under uhumske forhold med mangel på vand og med overfyldte latriner. Der var ingen senge, ingen møbler og intet privatliv. Uwe Wittstock skildrer, hvordan personer som Hannah Arendt, maleren Max Ernst og flere andre oplever sådanne nedværdigende forhold i lignende lejre. Det gælder fx også for Thomas Manns søn Golo Mann, der anbringes i lejren Loriol syd for byen Lyon.
Fry planlægger sammen med en meningsfælle Paul Hagen at hjælpe de tyske kunstnere og flygtninge med at komme ud af Frankrig. Fry bliver i bogen en af de gennemgående og vigtigste personer, og vi får et godt indblik i de problemer og vanskeligheder, der var forbundet med at hjælpe de omtalte kunstnere med at undslippe en dødsfælde. Usikkerheden for de internerede har været enerverende. Flere forsøger at flygte fra det, som de oplever som et helvede på jorden, og de begiver sig ud på en farefuld færd.
For mange er Marseille byen, som rummer muligheder for at kunne undslippe den franske dødsfælde, for at få de nødvendige dokumenter, som gør det muligt at komme væk. Hvorfor Marseille? Fordi som Uwe Wittstock skriver: ”Siden Frankrigs deling (i det besatte og det såkaldt frie Frankrig) er Marseille den eneste oversøiske havn i landet, som ikke er kontrolleret af tyskerne. Derudover befinder der sig her de konsulater, hvis visa alle de mennesker, som ønsker at undslippe nazisterne, har brug for. Og her har Røde Kors’ og fagforeningernes, kirkernes, jødernes, kvækernes og unitarernes hjælpeorganisationer åbnet deres kontorer for at give nødhjælp til flygtninge i form af mad og lidt kontanter. Alt dette udøver en stor tiltrækning og lokker stadig flere mennesker til byen” (s. 146). Derfor er det ikke underligt, at byen, der før krigen havde 900.000 indbyggere, efter besættelsen blev forøget med en halv mio. mennesker.
Marseille indgår i bogens titel, og i stort set resten af bogen står byen i centrum for forfatterens barske og gribende fortællinger om de udsatte flygtninges skæbner og om forsøgene på at få hjælp fra Varian Frys organisation. For det er næsten umuligt at få fat i de rigtige udrejsedokumenter, som gør det muligt at rejse videre fra Frankrig til et sikkert land. Det kræver, at man er villig til dag ud og dag ind at stå i kø for blot at aflevere en ansøgning samt de relevante bilag, hvis det gælder et indrejsevisum til fx USA. De øvrige problemer bliver det for omstændeligt at nævne her. Oven i alt dette kommer frygten for at blive pågrebet i en af de mange politirazziaer.
Vanskelighederne tårner sig op for alle, der vil væk, og Uwe Wittstock viser, hvordan det udløser desperation hos flere af bogens personer. Fx truer Nelly Mann gift med Heinrich Mann med at kaste sig ud fra en altan, fordi den planlagte flugt ikke bliver til noget. Det lykkes dog at forhindre dette forsøg på selvmord af Franz Werfel og Thomas Manns søn Golo Mann. (se s. 178ff).
Af ovennævnte årsager er der ikke noget at sige til, at flere af bogens personer forsøger at krydse grænsen til Spanien illegalt. Fry hjælper naturligvis med at arrangere dette. D. 12. september 1940 skal en af de mest prominente grupper afsted. Den omfatter ægteparrene Mann, Werfel, Feuchtwanger og Golo Mann. Forfatteren formår med stor indlevelse at skildre denne nervepirrende situation (se s. 195-201). Gribende og tragisk er fortællingen om den tyske forfatter og filosof Walter Benjamin, der begår selvmord ved udsigten til at blive sendt til en interneringslejr, da han tidligere næsten ikke havde overlevet to måneders internering i en tilsvarende lejr.
Mens forfatteren har skildret begivenhederne måned for måned fra maj til og med oktober 1940, følger vi nu Uwe Wittstocks fortælling over længere perioder. Kapitlet Villaen, ventetiden og døden strækker sig over tidsrummet fra november 1940 til februar 1941, og kapitlet Forår i Frankrig går fra februar til juni 1941, hvorefter bogen slutter kapitlet Den lange afsked, der udspiller sig fra juni til november 1941.
Vi hører om villaen med tilnavnet Air Bel i det første af de tre nævnte kapitler. Det er en stor og rummelig bygning i flere etager med i alt 18 værelser. Her bliver der plads til berømtheder som Victor Serge, den hjemløse revolutionær, og forfatteren Andre Bréton, men den bliver først og fremmest det sted, som den utrættelige og dynamiske Fry kan bruge som udgangspunkt for at smugle hundredvis af truede intellektuelle, kunstnere og jødiske flygtninge over Pyrenæerne til Portugal eller via skibe til USA. Kapitlet ender tragisk, da to af de personer, der har grund til at frygte for deres liv, bliver udleveret til Gestapo.
I kapitlet Forår i Frankrig, der spænder over tidsrummet fra februar til juni, må Fry desperat kæmpe for fortsat at kunne fortsætte det arbejde, som han betragter som noget af det vigtigste, han nogensinde har udført, og han er parat til at blive i Marseille uden pas. Der er fortsat flere berømtheder, som er tvunget til at forlade Frankrig. Det drejer sig bl.a. om Hannah Arendt og hendes mand Heinrich Blücher, billedkunstneren Max Ernst, der af Breton blev betragtet som en af surrealismens vigtigste malere, og ”For en kort periode bliver Villa Air Bel til den franske avantgardekunsts mødested” (s. 314). For Fry er det glædeligt, at den person, der var udpeget til at videreføre hans arbejde, er blevet arresteret, fordi han så kan fortsætte sit arbejde, der nærmest minder om en besættelse. Forholdet til hustruen, der fortsat er i USA, virker temmelig problematisk, hvilket en brevveksling mellem dem afslører.
Den lange afsked – fra juni til november 1941 – handler om Frys forsøg på at forhale den frist, han har fået til at forlade Frankrig. Han forsøger at gøre en sidste indsats for centret for at redde så mange som overhovedet muligt. Han føler selv, at han har levet mere intensivt end nogensinde før gennem sit redningsarbejde, og selv da han har forladt Frankrig og er ankommet til Lissabon, forsøger han at hjælpe i unitarernes hjælpeorganisation, der tager sig af flygtninge, der ufrivilligt befinder sig i byen. Den første november er det uigenkaldeligt slut, da han nødtvungent flyver tilbage til USA.
Kapitlet Hvad der dernæst skete er korte fortællinger om de vigtigste personers liv efter november 1941. Her vil jeg nøjes med at omtale Varian Fry ganske kort. I USA var det ikke nemt for Fry at finde sig til rette og affinde sig med manglen på anerkendelse, hvilket hans søn da også fremhævede i sin tale ved faderens begravelse. Som 59-årig gjorde en blodprop en ende på hans liv.
Marseille 1940 er en både gribende, spændende og meget velskrevet bog. Der er fotos af de vigtigste personer, og Uwe Wittstock formår at fortælle om personerne og de problemer, de er fanget i, så vi har svært ved at lægge bogen fra os. Det gælder bl.a. Hannah Arendt, André Breton, Heinrich og Golo Mann, Franz og Alma Werfel, Anna Seghers og flere andre. Det gælder naturligvis også bogens gennemgående person Varian Fry. Vi bliver dybt berørt, når vi forsøger at sætte os ind i de problemer, som den tyske besættelse af Frankrig medførte for alle, der var tvunget på flugt. Da det var forbundet med næsten uovervindelige problemer at skaffe udrejsepapirer, var det kun muligt at krydse grænsen illegalt. Det er så her, at Varian Fry - og også hans medarbejdere - yder en enestående indsats for at hjælpe så mange som muligt med at flygte.
Bogen hedder Marseille 1940, og det er derfor underligt, at handlingen slutter i november 1941. Dernæst har bogen undertitlen Litteraturens store flugt, hvilket er upræcist, for selv om hovedparten af de flygtende var forfattere, var der også flere meget betydningsfulde kunstnere med fx Max Ernst, der var en tysk maler, grafiker og skulptør, og Marc Chagall, der var en russisk-fransk maler. Det havde været mere korrekt at kalde undertitlen for forfatternes og kunstnernes store flugt, selv om det måske ikke lyder så mundret. Der er en god og omfattende litteraturliste. Det er rigtig godt, at der er et omfattende personregister, for der er så mange personer i bogen, og vi møder dem meget forskellige steder i bogen, så der er brug for at kunne finde frem til de steder, hvor vi sidst hørte om dem, men det er underligt og meget misvisende, at henvisningerne til sidetal for det meste er forkerte. Fx står der, at vi kan læse om Walter Benjamin s. 54, 61, 124, 132, 210 og 223, men det er kun på s. 223, at der står noget om ham, Ja, s. 223 er den sidste side i en længere fortælling om ham, og den begynder s. 217. Et åbenlyst svigt fra forlagets side.
[Historie-online.dk, den 4. november 2026]
