Brydningstid og broderier
Af Kirsten Rykind-Eriksen
Hvis man tror, det er en bog om broderier, må man tro om. Der er ikke ret meget om broderier, derimod om kvinder, som Lisbeth Smedegaard Andersen skriver om med stor indlevelse. Læseren kommer tæt på kredsen omkring N.F.S. Grundtvig af guldalder kunstmalere og deres kvinder ved at følge Georgia Skovgaard, født Schouw, (1828-1868) fra hendes barndom til hendes død. Grundtvig konfirmerede hende, viede hende i 1851 til P.C. Skovgaard, døbte og konfirmerede deres tre børn. De hørte til Grundtvigs menighed i Vartov kirke. Bogen er en anderledes måde at skrive Danmarkshistorie, om den store historie set gennem den lille omkring bestemte familier.
Hun beskriver tiden og det borgerlige liv i København ud fra litteratur og historiske meddelelser, og ikke mindst bruger hun trykte brevsamlinger samt Helene Nybloms, datter af maleren Jørgen Roed, udgivne erindringer og ikke mindst brevene på Skovgaard Museet i Viborg.
Lisbeth Smedegaard Andersen breder de skelsættende historiske begivenheder ud ved at fortælle om tidens personligheder omkring Grundtvig. Brydningstiden, som hun kalder den, med overgangen fra det enevældige styre til indførelse af demokrati og Rigsdag. Lisbeth beskriver og forklarer de åndelige og kunstneriske strømninger, der blæste nordpå fra de tyske filosoffer, der kunne vække folket og gøre dem bevidste om nation og egen folkelighed. De var optaget af, at i naturen hersker Guds ånd, og derfor måtte naturen og det æstetiske være midlet til at give dannelse. I Danmark betød det, at kunstnere og brodøser malede og broderede den danske natur, planter og dyr. For borgerskabet begyndte de nye bevægelser i 1802 med Henrik Steffens forelæsninger i København, fulgt op af Adam Oehlenschläger og ikke mindst af Grundtvig, Henrik Steffens fætter. Grundtvig havde sin egen opfattelse og fortolkning af tidens strømninger, idet han lagde vægt på den nordiske mytologi, tolkede den som sindbilleder og skrev sit store værk i 1832. Grundtvig brugte myterne som udgangspunkt for at få danskerne til at føle og forstå sig som et fælles folk. Han ville opdrage og danne almuen, at den ikke blev til en pøbel, som det var sket i Frankrig efter revolutionen i 1789.
Georgias far, botaniker, senere professor og direktør for Botanisk Have, Joachim Frederik Schouw var en central skikkelse, politisk bevidst, nationalliberal og en stærk taler for, at det enkelte menneske lever i sin egen ret, og han var optaget af at få demokratiet indført. Det samme var hans nære venner, der kom i Georgias hjem, især den første professionelle kunsthistoriker i Danmark, professor N.L. Høyen, der med sin kone Gitte, bedste veninde med J.Fr Schouws kone, jævnligt kom på besøg hos Schouws. Høyen omgikkes de unge kunstnere på Kunstakademiet, og bragte dem til det Schouwske hjem, bl.a. J.Th. Lundbye, der blev Georgia første forlovede, og da han i 1848 døde ved et vådeskud, blev det guldaldermaleren P.C. Skovgaard.
Schouw var gift med Suzette Dalgas, hvis søster Christine i 1820 giftede sig med Henrik Stampe til godset Nysø på Sydsjælland, der blev et kulturelt samlingssted. Her kom kunstnere og personligheder som Bertel Thorvaldsen, H.C. Andersen., Oehlenschläger, B.S. Ingemann, Grundtvig og hans familie, Skovgaards og Constantin Hansens m .fl. Dette sted blev Georgias andet hjem, hvor hun tilbragte næsten hver sommer til sin død. Hendes kusiner, Elise og Susette Dalgas, niece til Christine, der lærte Georgia at brodere, blev alle Georgias nære veninder, sammen med Meta, Grundtvigs datter. Pigerne tog levende del i samfundsdebatten og tidens bevægelser, som Lisbeth Smedegaard Andersen beskriver ved at følge pigernes liv, ægteskaber og eventuelle børn.
Lisbeth Smedegaard Andersen bringer læseren tæt på disse unge piger og de politiske begivenheder. Gennem breve og erindringer tolker hun deres følelser, tanker og sindsstemninger ved at være den poetiske forfatter, lidt væk fra den dokumenterende historiker. Det poetiske ligger også i hendes gengivelse af Grundtvigs sange og afskrivninger af breve, hvilket bringer læseren helt tæt på datidens nære liv mellem mennesker og deres følelser.
Lisbeth Smedegaard Andersen beskriver malervennerne hver for sig og deres familier. J. Th. Lundby, P.C. Skovgaard, C.C. Constantin Hansen, gift med Magdalene Købke, og deres 11 børn, hvoraf den ældste Kristiane, lærer broderi hos Georgia. De bor i en årrække næsten dør om dør. Georgia er kunstnerisk anlagt, tegner, maler og broderer sine egne motiver, og senere efter Skovgaards eller Constantin Hansens tegninger, som hun omsætter til broderier. Det i sig selv er en kunst.
Forfatteren skriver om Lise, Grundtvigs første hustru, som læseren også kommer tæt på. Det var ikke et nemt liv sammen med Grundtvig, og Lisbeth Smedegaard Andersen skriver meget sigende, da Lise dør, at alle elskede Lise, undtagen Grundtvig. Han elskede Marie Toft. Deres tre børn Johan, Svend og Meta, hører til kunstnervennekredsen. Meta og Georgia holder sammen livet igennem. Meta gifter sig med Peter Boisen, uddannet teolog, og hvis far havde været biskop over Lolland-Falster Stift.
Til kredsen omkring Grundtvig hørte enkedronning Caroline Amalie, der i 1829 oprettede et asyl for børn og unge piger, hvor Peter Boisen kom til at undervise. I 1866 indviedes asylets nye bygning i Rigensgade, skaffet gennem en gruppe af kvinder. Udover plads til 130 asylbørn og 80 piger i skolen blev der endda plads til, at seks unge piger kunne bo der som et hjem og få uddannelse ”til duelige og hæderlige Tjenestepiger”.
Susette Dalgas, Georgias kusine fra Nysø, uddannede sig til lærerinde og blev leder af Dannekvindeskolen, stiftet af skolemanden Carl Maribo. Her kom navnlig kunstnere- og embedsmænds døtre. Susette var en fremragende pædagog, men stoppede med sin undervisning til stor sorg for hendes elever, da hun i 1854 blev gift med Carl Maribo. Men da han allerede dør i 1860, blev hun ansat som forstanderinde for pigeskolen på enkedronning Caroline Amalies asylskole.
De flokkes alle omkring Grundtvig og hans gudstjenester i Vartov. Grundtvig er deres sjælesørger. Lisbeth Smedegaard Andersen gengiver en længere brevveksling mellem Grundtvig og Elise Stampe, da hun i 1850’erne gennemlever en åndelig krise og bliver i tvivl om troens ord. Hvad vil det sige at tro på Gud og den levende kristendom? De sidder også i Vartov søndagen efter, at den danske hær havde rømmet Dannevirke under den 2. slesvigske krig. Alle er ulykkelige og venter på, at Grundtvig kan sige dem et trøstende ord. Det formår han og taler om, at det danske folkehjerte, ”som endnu er sig selv mægtig og bekjendt…. vil istemme et fælles råb til Frelseren på gamle Danmarks vegne. Med troen på Gud vil han afhjælpe al folkehjertets nød og vende dets kvide til lovsang”.
Lisbeth Smedegaard Andersen har skrevet en medrivende, følsom og interessant bog om en vigtig periode i Danmarkshistorien og de mennesker, der havde indflydelse til at forme tiden åndeligt og kunstnerisk. De malede det danske landskab, for at give danskerne en bevidsthed om deres hjemstavn og en fællesskabsfølelse, kvinderne broderede de danske planter og dyr, men det kommer forfatteren som sagt, ikke ret meget ind på. Hun skriver godt nok om de enkelte kvinder, der broderer og tjener penge til husholdningen, men hun har ikke været nede i ”maskinrummet” og skriver den gængse opfattelse af disse broderier, der efter anmelderens opfattelse roses for meget. Der var mange andre kvinder på den tid, der udførte fornemme og kunstneriske broderier, det har hun ikke øje for. Anmelderen har desuden et par kritikpunkter, de meget følsomme beskrivelser uden præcis angivelse af kilden og illustrationerne. De er for ringe, og det er en skam. Alt det Lisbeth Smedegaard Andersen ser på malerierne, kan læseren slet ikke se, så utydelige og små er de.
[Historie-online.dk, den 4. november 2026]
