Menu

Tordenkiler og skåltegn

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 30

 

Med livslang interesse for amatørarkæologi har forfatteren samlet 20 arkæologiske fortællinger. Der er en artikel om verdens antagelig ældste rodbehandling, en anden artikel om skåltegn på Fyn og en tredje om, hvordan man i middelalderen tolkede flintøkser som spidsen af lyn

Af Michael Koch

Med udgangspunkt i Fyn og de omliggende øer tager forfatteren læseren med på en rejse gennem 20 veloplagte og særligt udvalgte artikler fra den arkæologiske forening Harja’s medlemsblad Fynboer & Arkæologi. Med passion for arkæologi er artiklerne meget passende samlet i bogen, som er et levende og interessant indblik i oldtiden. Med den øgede professionalisering og de opstrammede regler i Museumsloven er det blevet svært for en arkæologisk forening at grave dybere end pløjelaget. De strammere regler kan dog ikke mindske forfatterens passion for sten-, bronze-, og jernalder.

Blandt de mange gode artikler i bogen skal nogle af dem fremhæves. Den første handler om Villestofterenen. I 1937-1938 skulle der nedgraves et drænrør ved Korup. Her fandt man et utroligt velbevaret og komplet renskelet, der viste sig at være 14.000 år gammelt. Skelettet er i dag på Zoologisk Museum. I Korup er der rejst en “mindesten” med afbildning af Villestofterenen. Den næste historie strækker sig ned til Tyrol og den 5.000 år gamle mand Ötzi. Han havde hele 61 tatoveringer, som ikke var, som vi kender dem i dag. De sidder nemlig de steder på kroppen, hvor mennesker kan have ledsmerter. Når den gamle herre fra Østrig er med i bogen, er der fordi, at der i Ollerup er fundet et neolitisk tatoveringsredskab, som ligner dem, man brugte til Ötzi.

Mindesten for Villestofterenen. Foto: Per Nielsen

 

Et muligt neolitisk tatoveringsredskab fundet af Anne-Grete Klausen på markerne ved Åmosen i Ollerup. Foto: Peder Skou

Stenalderkosten kunne være ganske hård, og det sled på tænderne. Der var antagelig også langt til tandbørste og tandlæge. Da Hulbjerg-jættestuen blev udgravet i 1960, blev der fundet skeletdele af 36 voksne og 17 børn i gravkammeret. Et af kranierne blev analyseret. Her blev der opdaget et fint borehul på fire millimeter mellem rødderne til tand nr. 7+, som det hedder hos tandlægen. Det var antagelig en af verdens første rodbehandlinger. Da anmelder besøgte Langelands Museum i sommer, var jeg ikke til at rive væk fra montren med både kraniet og det formodede tandlægebor fra stenalderen. Det skal anføres, at der er tydelige tegn på, at manden levede videre efter besøget hos “tandlægen”.

På Hulbjerg-kraniet ses de tydelige tegn på rodbehandling. Det kan ses på kæbeknoglen, at manden levede længe efter besøget hos tandsmeden. Både kranie og det mulige bor kan ses på Langelands Museum. På museet er der i øvrigt en enestående samling af fund fra stenalderen. Foto: Per Nielsen

En artikel om uroksefund omtaler blandt andre de to ældste danske uroksefund (Yngre dryas: 10.650-9.500 år f.Kr.) fra Millinge ved Faaborg og Landet på Tåsinge. Okserne havde en vægt på omkring et ton, da de levede. Skulderhøjden var på godt og vel to meter. Da vandet steg og blev det ørige, vi kender i dag, udryddede stenalderfolket okserne. De sidste urokser menes at være udryddet i Jakrorów-skoven i Polen i 1627. Artiklen fortæller meget mere om okserne og også om urokseknoglen fra Ryemarksgård. Knoglen har de ældste kendte tegninger af mennesker. Tegningerne er antagelig 10.000 år gamle.

Mange vil nok undre sig over, hvad en tordenkile mon er. Det er ganske naturligt, for det er ikke noget, vi moderne mennesker tror på. I middelalderens forestillingsverden var det en helt anden sag. Dengang forbandt man ikke flintøkserne med menneskelig aktivitet. Når de fra tid til anden fandt dem på markerne, blev de “besynderlige sten” tolket som tordenkiler. Man mente ganske enkelt, at det var spidsen af lynet, der kilede sig ned i jorden. Økserne blev tillagt magiske evner og anbragt under taget, i væggen eller under gulvet som beskyttelse mod lynnedslag.

Med et herligt og forfriskende sprog kommer bogen vidt omkring. Går rejsen til Fyn, indeholder bogen godt med inspiration til turen. Det er en skøn bog, der vidner om stor passion og indlevelse.

[Historie-online.dk, den 4. november 2026]

Se relaterede artikler
De første og de største fund
Danmarks Oldtid
Hanen, Ravnen & Ørnen - jernalderen kort fortalt