Hanen, Ravnen & Ørnen - jernalderen kort fortalt

Af Benny Staal, arkæolog cand.mag. 

Her er udvist stort mod. For når en autodidakt historiker begiver sig i kast med en bog, som skal omhandle hele Europas jernalder, så kræves der både mod og indsigt. Bogen Hanen, Ørnen & Ravnen er en lille mursten på 369 sider, som foruden selve ”historien” også forklarer Noe Rafns personlige indgang til stoffet, ligesom han i de sidste afsnit forklarer sine valg af kilder.

Men når man går i gang med et så omfattende projekt, som her er tale om, kan alt naturligvis ikke medtages. Det erkender Noe Rafn også i forordet, og således bliver det til en personlig fremstilling af de vigtigste begivenheder i jernalderen, samt forfatterens opfattelse eller tolkning af visse dele.  

Bogen indledes med en superkort omtale af de ældste tider, med Homo Sapiens indvandring i Europa, jægerstenalderens små samfund og med neolitiseringen en kort gennemgang af forskellige kulturer indtil metallet blev introduceret. I bronzealderafsnittet nævnes Egtved-pigen og Skrydstrup-pigen, som måske begge var fra det sydlige Tyskland. Men Noe Rafn nævner ikke, at nyere teorier, beroende på forskning peger i en anden retning. De to piger kunne lige så godt stamme fra andre områder i Europa eller fra Danmark for den sags skyld. Til gengæld beskriver forfatteren fint, hvorledes overgangen fra bronzealder til jernalder i Mellemøsten og i det græske område påvirker de nordlige områder i Europa. Herefter en kort omtale af kelterne, Hallstatt kulturen og La Téne. Noe Rafn giver i denne sammenhæng også forklaring på ords oprindelse og sammenhænge, hvorfra ordet ”kelter” for eksempel stammer fra; grækerne kaldte dem Keltoi, som betyder at ”slag” eller ”at slå” (med et våben). Sådanne små overraskende oplysninger på mangt og meget, som vi selv i vores nutidige sprogbrug benytter os af, forklares som ekstra info. Disse forklaringer er med til at gøre bogen sjov at læse. Der er også korte omtaler af de europæiske stammer og samfundsstrukturer. Måske en smule forvirrende for læseren, for der springes både frem og tilbage i tid for at få forklaret det store geografiske område. Men så igen, ved eftertænksomhed giver det alligevel mening for læseren. Man bliver konstant erindret om sammenhænge og tolkninger, som man måske ikke lige havde forudset. Fremme ved germanerne, fortsætter det noget brogede billede, og læseren mindes sågar også om, hvorledes blandt andet myter blev overtaget af tyskerne i moderne tid. En pudsig oplevelse, men igen er det for læseren, der vil have sammenhænge sat i perspektiv, en kærkommen lejlighed til eftertanke.

Første afdeling ”Hanen” er således en hurtig gennemgang af fortidskulturernes udvikling, og afsluttes med grækernes historie. Her har perserkrigene og naturligvis Alexander den Store en betydelig plads. Afsnittet slutter med sætningen: ”Vi må til kilden. Vi må til Rom”, hvilket er forfatterens helt personlige stil, der skæres til benet i historieskrivningen.

Anden del er ”Ørnen” – historier om det gamle Rom. Her er der betydeligt flere skriftlige kilde at ty til, hvilket afspejles i hele afsnittet. Det kan også mærkes, at Noe Rafn er reenactor i netop en romersk gruppe, som kalder sig for Cohors II Cimbria. Det er her Noe Rafns største kærlighed ligger.

I afsnittet omtales for det første de politiske forviklinger i Rom, samt helt naturligt de krige disse medførte, og derigennem hvorledes Romerstaten ekspanderede gennem århundreder. Læseren får forklaringer på lederskab i Rom, familierelationer mellem de ledende familier og andre, der på forskellig vis nåede kejsertitlen. Der refereres også til andre hjørner af Romerriget, som for eksempel hvordan samfundet var opbygget hierarkisk, om lovgivninger, offentlige bygninger, slaveri og meget mere. Især de puniske krige gennemgås udførligt, samt herefter de mange forskellige kejsere, hvor nogle af dem fik en meget kort regeringstid.

Via afsnittet ”Republikkens død” føres læseren frem til romernes fremstød i de germanske områder mod nord. Her får man en god oversigt over de forskellige stammer og deres tilhørsforhold vs. modstand til romerne. Den vel nok mest kendte kejser, Julius Cæsar, og tiden inden Kristi fødsel, omtales i særdeleshed, her skete store omvæltninger i det ”europæiske landskab”. Enkelte slag omtales, som for eksempel det berømte Alesia (år 52 f.Kr.), hvor gallerne holdt stand, men måtte overgive sig til sidst. Her omtales også ”Cæsars liljer” – hulbælterne, som vi genkender i dansk jernalder.

Vi får beskrevet hvordan den romerske hær er opbygget, og hvordan den ændrer sig efter ledelse og formål.

Langsomt introduceres forbindelser til blandt andet skandinavisk (romersk) jernalder via handelsforbindelser, der er synliggjort via fund af romersk oprindelse og romerske mønter.

Også via skriftlige kilder kender vi til germanske hjælpetropper, som opøves i romersk krigsførelse. Slaget i Teutoburger Wald og optakten til denne begivenhed er fint beskrevet, og slutter naturligt med kejser Augustus’s ord ”Varus, giv mig mine legioner tilbage”. 

Noe Rafn er forsigtig med tolkninger bogen igennem. Et eksempel på dette er på side 181, hvor han omtaler tyrestatuetter fundet på Østfyn. Her bruger han korrekt ord som ”antyder” og ”måske” i sine overvejelser om dels Mithras kult, dels nordiske hjælpetropper i den romerske hær.

Der er beskrivelser af de berømte store skandinaviske våbenofferfund i Jylland, og hvorfor de findes, og her er bud på hvorfra fjender stammede.  

Noe Rafn omtaler hele problematikken om de religiøse ændringer, der skete i den romerske verden, og hvilke følger det fik for forskellige retninger inden for den første kristne kirkes tilhængere. Men ud over alle de genvordigheder – for at sige det med en pænt ord – så bliver der også plads til at forklare lidt om den romerske kalender og Jesus fødselsdag den 25. december. En af de små ekstra gevinster ved at læse bogen. 

Bogens tredje del, ”Ravnen” gives der en fin beskrivelse af stammerne, og hvordan de formodentlig har fået deres navne (via romerske kilder). Her er også forklaringer på folkevandringerne, der forekommer i de urolige år, som germanerne måtte igennem. Blandt andet på grund af hunnerne, som pressede på fra øst, skubbedes hele folkeslag, og nogle satte sig selv under romernes beskyttende vinger. Noe Rafn formår her, på få sider, at beskrive folkevandringerne med ”den brede pensel” – altså få de væsentligste begivenheder med til forståelse af hele denne periodes urolige og krigeriske ageren, hvilket blandt andet resulterede i angreb på Grækenland og senere på Rom.

I det germanske område dukker nye guder op, aserne. De bliver som bekendt også optaget i den nordiske del af verden. Noe Rafn beretter om ligheder og forskelle mellem græske, romerske og nordiske guder, og det står tydeligt og klart, at der delvist er tale om de samme guder, blot med forskellige navne.

Guld kommer til at betyde noget, og bliver ofret i stor stil. Grunden kan blandt andet være de store vulkanudbrud, der skete i 530-erne e.Kr., og som måske i 536 gjorde lande golde og overlevelse besværlig på grund af, at man ikke kunne skaffe afgrøder nok; solen blev overskygget.

Efter romernes exit fra England, stod andre folkeslag parate til at overtage (”The Dark Ages”). Selv om der var en oprindelig befolkning på de britiske øer, blev de fortrængt til yderområder, og europæiske stammer, inklusiv skandinaviske folk, strømmede ind. Det resulterede i stammekrige, hvilket forfatteren også får frem. Vi nærmer os vikingetiden, som beskrives fint. Først de germanske stammer, derefter skandinaviske angreb. På det engelske fastland fortrinsvist danske vikinger (Danelagen), mens Irland og Skotland blev overrendt af norske vikinger. Der er også blevet plads til omtale af de norrønske landvindinger via Færøerne, Island og Grønland til Vinland. Lidt senere i bogen omtales de svenske vikinger, der fortrinsvist drog mod øst og sydøst.

Med hensyn til den skandinaviske forbindelse i England i 6-700-tallet, fremhæves Sutton Hoo og heltedigtet Beowulf, der anses at være af skandinavisk oprindelse – men måske skrevet i Sutton Hoo hos en konge ved navn Raedwald.

I den sidste halvdel at afsnittet om germanertid/vikingetid, springes lidt for meget rundt i kronologien. Ikke for at der er direkte forkerte oplysninger i afsnittet, men man får fornemmelsen af, at Noe Rafn gerne vil fortælle det hele på samme tid, og derfor forekommer store spring i rum og tid. Men langsomt nærmer forfatteren sig de tidligste kendte danske konger, som kun er sparsomt omtalt især i frankiske annaler. Jellingdynastiet med Thyra og Gorm, kristendommens indførsel gennemgås og den historiske del af bogen slutter med de kendte vikingekonger Svend Tveskæg og Knud den Store.

Efterskriftet i bogen handler om forfatterens personlige mening om, hvornår vikingetiden går over i middelalderen. Et spørgsmål, som har været diskuteret i årevis blandt fagfolk, og som man nok ikke helt bliver enige om, da opfattelserne er så forskellige alt efter hvilke kriterier man lægger til grund. Der causeres lidt over, hvordan moderne tider har taklet problemerne. Hertil et afsnit om ”Metode”, hvor forfatteren begrunder sine valg. Her indrømmes, at der er foretaget store fravalg for, som det udtrykkes, at ”holde en forholdsvis stram fortolkning af begivenhederne”. Noe Rafn minder også læserne om, at historieskrivning er en konstruktion, og ”et bud på en sandhed”. Det kan ikke anfægtes.

Slutteligt informerer forfatteren om, hvilke kilder og bøger der er brugt. Her skal bemærkes, at der kunne have været mange flere titler, mens nogle af de nævnte titler aldrig burde været benyttet på grund af urigtige oplysninger i for stor stil. Men igen er det jo forfatterens valg.

Bogen har et fint noteapparat og en omfattende bibliografi.

Forfatteren har set sig nødsaget til at springe meget frem og tilbage, for at få så mange forklaringer med, som muligt. Dette gør, at man som læser også bliver nødt til at springe lige så meget frem og tilbage for ikke at miste tråden. Dette ødelægger lidt af læserglæden og sammenhængen i historien.

Bogen som helhed er velegnet til arkæologi- og historiestuderende, som gerne vil have et hurtigt overblik, eller blot en introduktion til den europæiske jernalder. Den vil derimod ikke være velegnet til for eksempel skoleelever. Hertil er den for svær at overskue. Men for historielæreren kan den være med til at give sammenhænge på en hurtig måde, idet bogen kan bruges som opslagsværk for hovedtendenserne i jernalderen. For amatørarkæologer, som i fritiden går rundt på markerne med en metaldetektor og undrer sig over sammenhænge i jernalderen, kan bogen også være med til at anskueliggøre ”det store billede”. For Romerriget er ikke bare Romerriget, for eksempel. Der er så store forskelle inden for dette enorme område, og store forskelle i tid, at fund fra muldjorden ikke giver et entydigt udtryk. De passer til et sted på et givent tidspunkt.

Der er faktisk tale om et stykke imponerende arbejde, som taler direkte til læseren, der giver sig tid nok. For det er ikke en bog, som læses af en omgang, dertil skal der være en nogenlunde baggrundsviden, og egentlig også gerne en basalviden om latinske begreber; disse kan dog med lethed slås op. Man kan anfægte, at der ikke er et illustrativt billedmateriale i bogen. Dette kan dog skyldes, at bogen er udgivet privat, og det ville have krævet en betydelig indsats at finde billeder og evt. fremskaffe tilladelser. Men det ville, på den anden side, have løftet boget gevaldigt.

Med disse ord kan jeg varmt anbefale ”Hanen, Ørnen & Ravnen – Jernalderen, kort fortalt!”

[HIstorie-online.dk, den 4. juni 2025]