Pomponius Mela

Hvem forfatteren egentlig er, ved man ikke rigtigt. Man kender navnet – Pomponius Mela – og ved, at han er født i Tingentera i Andalusien, må have levet i det første århundrede efter Jesu fødsel. Og så hans værk. Tiden er velkendt: Pax Romana – etableret under kejser Augustus, der skabte et stabilt samfund med udpræget ro i provinserne. Handelen blomstrede – Romerriget var blevet en søfartsnation, der herskede over det, de selvbevidste kaldte Mare Nostrum – vores hav. Middelhavet. Det er rejser og destinationer ved dette hav, Pomponius Mela fortæller den nysgerrige læser om.

Af Erik Ingemann Sørensen

 Gulvmosaik med to forskellige skibe der kommer tæt på hinanden, da de vil sejle ind i havnen ved Ostia. Her blev varer lastet om til mindre både, der så blev roet eller trukket ind til selveste Rom. Foto:
HPN.

Den lange rejse

Pomponius Melas’ skib var ikke som andre. Det var ikke andet end et bord. På dette må der have ligget adskillige kendte værker: Iliaden, Odysseus, Herodot, Strabon samt nogle, vi måske slet ikke kender i dag.

Her kunne han drømme sig til en rigtig sejlads, hvorfra han kunne berette om besøg rundt om Mare Nostrum – vores hav – ganske som havde han selv været der. Han må have haft adgang til et kort, så han kunne gå forholdsvis konkret til opgaven: ”Hans ærinde har måske blot været det enkle, at han ville vise sine medborgere verden – som underholdning, romersk stolthed, fornøjelse og undren – og han har så inviteret dem på en fælles ”rejse” på det imaginære skib”. (s. 27).

Og det er ikke så lidt af en rejse, Pomponius Mela tager læserne med på i de tre bogruller, fortællingen fylder:

Første rulle:

Fra Gibraltar gennem Mare Nostrum til Afrikas nordkyst frem til floden Don løber ud i det nordlige Sortehav. Her skriver Pomponius Mela blandt andet om indbyggerne i Ægypten: ”Indbyggerne i disse egne lever meget anderledes end andre mennesker. De sørger over deres døde ved at smøre sig med møg: De anser det for at være mod gudernes vilje at brænde eller begrave de døde, i stedet lægger de dem kunstfærdigt balsameret i templets inderste.” (s. 91). [Det var dog kun de øverste lag. Andre blev gravet ned i sandet og dækket med sten].

Han fortæller også om ”… de mange gudebilleder af mange dyr og ikke mindst dyrene selv … og når dyrene dør, enten af sygdom eller ved et tilfælde bliver de højtideligt begravet og begrædt. Apis er guddom for hele befolkningen. Det er en sort tyr med nogle sorte pletter, og både halen og tungen er anderledes end andres…” (s. 91).

[Ved Saqqara har man fundet omkring 60 tyregrave, hvor de ligger i store stensarkofager. Man kan se mere på YouTube her: https://youtu.be/bop_AMJno64?si=sMr8KoCEivdaPJol]

Apis findes i utallige gengivelser. Denne er fra museet i Cairo. Foto: HPN

Anden rulle:

Her fortælles om rejsen fra Dons udløb mod vest og syd via Bosporus, Ægæerhavet, rundt om Grækenland og Italien, forbi Sydfrankrig, langs Østspaniens kyst tilbage til Gibraltar. Om Grækenland skriver Pomponius Mela blandt andet: ”… Apollons helligdom og orakel; i Boethia Theben og Cithæronbjerget berømt og besunget i myter og digte…” (s. 133 f.).

Ruinerne i Delfi, der var hjemsted for spåkonerne – eller rettere præstinderne, der gav gode råd med på vejen. Foto: HPN.

[Om guden Apollo fortælles det, at han steg ned og dræbte slangen Pythia. I døden gik den efterhånden i forrådnelse og stank aldeles frygteligt. Denne stank kom op gennem en sprække. Over eller ved den sad så en spåerske, der hviskede forudsigelser til den besøgende. Svarene kom i øvrigt også nedskrevet på lertavler. Man må spørge, om oraklet fik ret i alle dets spådomme? Nej. Der findes flere eksempler på, at det gik skævt. Men her følger et betydningsfuldt svar:

Themistokles henvendte sig til oraklet under krigen mod perserne. Om han skulle frygte noget. Kun træmure, svarede oraklet. Det opfattede Themistokles som en hentydning til den athenæiske flåde. Med denne viden lokkede han perserne til søslaget ved Salamis, hvor han sejrede. Året var 480 f.v.t

Siden kommer han i drømmetankerne forbi Galliens kyster. Han nævner en række byer – herunder Vienna. [Navnet har ikke relation til Wien, der dengang blev kaldt Vindobona. Hvad Pomponius Mela ikke vidste, var, at her opholdt en kendt statholder sig. Han var blevet forflyttet på grund af grusomheder mod befolkningen, der klagede til den romerske kejser. Han var ikke statholder i den nye provins ret længe. Hvad årsagen var, ved vi ikke, men han begik selvmord. Men hans navn lever videre. Det er den romerske statholder, der nævnes i juleevangeliet samt i trosbekendelsen: Pontius Pilatus.]

Rulle 3:

Den sidste rejse bringer ham blandt andet til Germanien. Romerrigets konstante trussel: ”Germanerne er vilde af både sjæl og legeme, og de træner begge dele ivrigt i overensstemmelse med deres medfødte vildskab; sjælen trænes ved at føre krig, legemerne ved tilvænning til strabadser og først og fremmest kulde. Nøgne går de rundt, indtil de bliver voksne, og drengealderen er umådelig lang hos dem… De fører krig mod naboerne. Det finder de påskud til, fordi de har lyst til det… ” (s. 17).

Skildring af et slag mellem en romersk hærafdeling og nogle barbarer, muligvis germanere. Romerne er de sejrende, men deres modstandere bliver dræbt eller lemlæstes. Den centrale figur er sandsynligvis kejser Gallienus (Kejser 253 – 268). Sarkofag udført i 250 – 260) fundet i 1621 nær Porta Tiburtina. Palazzo Altemps, Rom. Illustration fra bogen.

Julius Caesar kunne måske have inspireret til formuleringerne. I alle fald er holdningen til germanerne den samme.

Pomponius Mela når også – i fantasien - til det, han beskriver som: ” I den bugt, vi har omtalt som Codan, [Orkney] udmærker Scandinavia, som teutonerne stadig bebor, sig frem for de andre både med hensyn til frugtbarhed og størrelse … ” (s. 185).

Fantasien sender ham videre til blandt andet Indien, Afrika og Etiopien, inden han når til ”… forbjerget Ampelusia, hvorfra vi begyndte. Det vender allerede mod Vores Stræde og er både dette værks og Atlanderhavskystens afslutning.” (s. 209 f.).

Slutningen er oprindeligt denne: ”… operus huius atque litoris terminus.” (s.207).

Det er bogens oversættere: Axel Kierkegaard, Kirsten Kirkegaard, Tore Leifer, Anne Marie Nielsen, Anders Toftgaard og Chr. Gorm Tortzen, der lukker med denne note. Og indrømmet. Den supplerende kommentar: ”Pomponius Melas sidste ord er en effektfuld afslutning på værket.”

Man kan kun erklære sig enig. Og så sende en stor tak til Selskabet til historiske Kildeskrifters Oversættelse for dette initiativ. Det er jo en vidunderlig idé, denne Pomponius Mela fik for næsten 2.000 år siden: at tage læseren på en rejse, han aldrig selv har foretaget. På baggrund af et stort kildemateriale bestående af klassiske værker, han læste, at lade som om han har været på stederne. Man kommer til at tænke på Herman Bangs roman ”Ved Vejen”, hvor stationsforstander Bajs hustru står sammen med forvalter Huus og kigger på et diorama fra Italiens smukke kyst – og et kort øjeblik lader fantasien blomstre.

Fantasien adskiller os fra dyrene. Den har ingen grænser, og det enkelte menneske kan lade den vokse uden begrænsninger. Det er det, vi oplever med denne vidunderlige udgivelse.

{Historie-online.dk, den 20. august 2025]

Stor, stor tak også til Gads forlag for at udgive den.