Museumsnumre 144 - arbejdstøj
Der er skrevet og illustreret meget om modens historie, når det gælder dame- og herretøj, men ikke meget om arbejdstøjet. Det er ufortjent, at arbejdstøjet, som blev brugt i alt fald seks af ugens dage, skal stå i skyggen af søndagstøjet og selskabstøjet.
Arbejdstøjet var det vigtigste, festtøj kunne man til nød låne eller måske helt undvære. Arbejdstøjet blev slidt, og det skulle bestandig vaskes og repareres. Det klarede dygtige hænder, som regel kvindehænder, hvis man ikke tilhørte en klasse som havde adgang til vaskerier og systuer. Reglen var, at kom man i rent arbejdstøj, så gjorde det ikke noget, at det var lappet og falmet. For arbejdere på landet og i byen var det sølle at møde i hullet, laset og snavset arbejdstøj. Det viste, at man ikke havde styr på tingene.
Arbejdstøjet var ofte bestemt af ens fag. Skorstensfejere, murere og tømrere havde hver deres beklædning, som var udviklet gennem tiden og var praktisk og velegnet til det arbejde, man udførte. Bagerne havde hvidt tøj, selvfølgelig, da de omgikkes mel ligesom møllerne, som også var klædt i hvidt tøj. Sømænd og fiskere havde gerne blåt arbejdstøj, dvs. blå uldne bukser og blå trøje. Stuepiger var iklædt sort kjole med lille hvidt forklæde, på hovedet en hvid kappe, mælkekuske og -drenge havde vide arbejdsskjorter og kasket med emblem, kokke hvid jakke og kokkehue, sygeplejersker blå eller hvide kjoler. Også de enkelte klædningsstykker var forskellige fra fag til fag. Nogle, som tjenere brugte hvid skjorte, vest eller jakke, mens fyrbødere kunne nøjes med en jakke og i halsen en svedeklud, når de skovlede kul eller koks foran fyrkedlen. Mange havde dog ingen særlig arbejdsbeklædning. For ufaglærte arbejdere gjaldt det bare om at have et par solide bukser, en god skjorte, en jakke og en kasket på hovedet. For kvinder var et forklæde til kjolen nødvendig, når der skulle arbejdes. Det gjaldt kokkepigen såvel som tjenestepigen.
En sjover, kobberstik fra Klædedragter i Kjøbenhavn, kgl. bibliotek
Kobberstikker Lahde udgav i 1805-1808 ”Klædedragter i Kjøbenhavn” og disse tryk giver os ret præcise informationer om datidens arbejdstøj. Byens daglejere, dragere og havnearbejdere blev i 1700- og 1800-tallet kaldt sjovere. Ordet ”sjouwen” er hollandsk og det betyder at knokle eller slide og slæbe. Sjoverne havde det tøj, de gik og stod i, dvs. jakke, skjorte og bukser, hat og sko. Deres indkomst var usikker, og det arbejde, de udførte, var tungt og farligt. Meget blev båret på ryggen. Kvinder gik også langt med byrder. Det gjaldt Skovserkoner som gik til byen med fisk, Valbykoner som gik med fjerkræ og Amagerkoner med grøntsager.
Skovserkone på vej til byen med fisk i en rygkurv. Hun går i bare fødder på landevejen, for at spare på skoene, som først kom på, når hun kom til staden. Nationalmuseet online.
Arbejdstøj har overraskende nok fundet vej til landets museer. Overraskende fordi tøjet blev slidt op og ikke nød nogen anseelse. For den ældre tid er museerne dog ikke leveringsdygtige. Tidsmæssigt må man forbi 1900 før der findes bevaret arbejdstøj. I øvrigt er arbejdstøjet gennem tiden et emne som egner sig fortrinligt til en udstilling. Odder Museum lavede i 1986 en særudstilling om arbejdstøj.
Længe arbejdede de fleste ved landbruget. I 1901 boede ud af 2,5 millioner stadig over 1 million på landet. Med industrialiseringen fulgte, at arbejdstøj blev købt fra byernes manufakturforretninger. Arbejdstøjet for mænd var lange bukser, langærmet skjorte og jakke evt. vest. De lange bukser afløste bondens knæbukser. For kvindernes vedkommende var beklædningen kjole og forklæde og hue eller tørklæde. Klæderne var fremstillet af slidstærke tætvævede tekstiler af hør, bomuld og uld, eksempelvis hørgarnslærred eller klædedrejl.
Anna Ancher har i 1901 malet dette dejlige billede af høstfolk, Fuglsang Kunstmuseum.
På gruppefotografier af virksomhedsansatte fra årene omkring 1900 ses tydelig forskel i påklædning på arbejdere, håndværkere og funktionærer. De sidste er i jakkesæt med flip og hat, ofte en bowler.
Kontormedarbejdere havde også arbejdstøj, og påklædningen fulgte de regler som firmaet havde. I banker, forsikringsselskaber, virksomhedskontorer m.v. var normen slips, skjorte og jakke for mænd og kjole eller nederdel og langærmet skjorte eller bluse for kvinder. Man skulle være tækkeligt påklædt, som det hed. I forretninger og på lagre var kitler det mest almindelige arbejdstøj.
Spadseredragt, brugt som arbejdstøj af kontoransat, Industrimuseet Horsens
Nye typer af arbejdstøj dukkede op. Kedeldragter og overalls kom fra USA, og de brugtes af smede, vvs-folk, maskinarbejdere, automekanikere m.fl. Busseronner og islandske trøjer var i brug blandt fiskere og søfolk. Efterhånden var der manufakturhandlere som specialiserede sig i arbejdstøj. Et eksempel er Bacher i Brogade på Christianshavn, hvor sømænd og skibsværftsarbejdere kunne handle arbejdstøj. I Nyhavn kunne skibshandlere ekvipere en sømand, og søekvipering fandtes i de fleste havnebyer.
Kedeldragt, Industrimuseet i Horsens
Nogle virksomheder købte arbejdstøj eller lejede arbejdstøj til deres ansatte. Tøjet blev afskrevet efter nogle år og erstattet af nyt. Under og efter besættelsen var der mangel på tøj, og folk fik et såkaldt forbrugerkort. Ved aflevering af tekstilmærker kunne man så købe en ny kedeldragt, eller hvad man nu manglede.
Overalls som har været brugt på Sæby Værft, Nordjyllands Kystmuseum
En del arbejdstøj blev importeret fra amerikanske fabrikker, men efterspørgslen var stor, og danske og nordiske producenter kom frem i 1920-erne, f.eks. svenske Fristad og firmaet Hejko, som fremstillede hvide dragter til sundhedspersonale. Palo var en dansk tøjproducent, som begyndte i Dalum ved Odense i 1920. Fabrikanten, Peter Hansen Stenstrup, kom hjem fra en dansk koloni i Montana, USA. Han fremstillede arbejdstøj i denim efter amerikansk mønster. I 1930-erne voksede fabrikken, der især fremstillede kitler og overalls. I 1952 startede man på Palo et nyt mærke, Kansas, som blev en stor succes i arbejdstøj. I dag har svenske Fristads overtaget mærket Kansas, som stadig produceres.
Reklame for Kansas arbejdstøj med Preben Kaas, Dirch Passer og Jørgen Ryg, Nordsjællands Museum
FE var et andet dansk mærke for arbejdstøj. Det blev fra 1927 produceret af firmaet Engel i Haderslev, og virksomheden er stadig leveringsdygtig i arbejdstøj. Mascot blev startet i 1982 af John Kjærsgård Grosbøl i Pårup ved Herning. Firmaet blev i 2003 den fjerdestørste producent af arbejdstøj i Europa og har i dag fabrikker i Vietnam og Laos, hvor tøjet sys.
Der er sket store forbedringer i arbejdstøjet. Slidstyrken er øget og pasformen forbedret, så der er bevægelsesfrihed. Innovationer som værktøjsvest og værktøjslommer er kommet til.
Skibsværftsarbejdere B & W 1976, Københavns Museum
Desuden har nye regler for arbejdsbeskyttelse ført til sikkerhedsbeklædning f.eks. skotøj med stålkappe, bukser som kan stoppe en kædesav, sikkerhedshjelm, åndedrætsværn osv.
Fra 1980-erne kom der arbejdstøj med reklamer for firmaet. Det startede med diskrete påtrykte eller påsyede navne foran på brystet, reklamen flyttede så over på ryggen og siden kom T-shits med store reklameslogans.
Arbejdstøjet er i dag langt fra billigt, og det kniber for nogle at anskaffe det, hvis ikke arbejdsgiveren bidrager. Til gengæld er arbejdstøj i dag ofte af en bedre kvalitet end meget af det konfektionstøj som sælges.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her
[Historie-online.dk, den 16. december 2025]
