Militære straffefanger i Sønderjylland under 1. verdenskrig
Et nyt imponerende værk beskriver detaljeret de 19 arbejdslejre i Sønderjylland, hvor mere end 10.000 straffefanger udførte tvangsarbejde under 1. verdenskrig. Dansksindede på den tyske side af grænsen deserterede ofte, og når de blev taget, kom de i straffelejr
Af Michael Koch
Dengang den dansk-tyske grænse gik ved Kongeåen, var rigtig mange dansksindede tvunget ind i tysk militærtjeneste. Det skabte naturlig nok mange konflikter, da de dansksindede ikke havde tilhørsforhold til den tyske uniform. På tysk side havde man straffet ved at indsætte folk i specielle militærfængsler og i det meste af det tyske rige. Det ændrede man i 1916-1917, så indsatte kom i strafarbejde i Sønderjylland.
Der var naturligvis mange forskellige grunde til, at mænd blev fanger. Den mest udbredte grund med knap en trediedel var udeblivelse fra militærtjeneste. Næstflest var faneflugt og vedvarende unddragelse, og derefter kom bedrageri, plyndring og tyveri. Herefter en lang række mere specielle overtrædelser fra fejhed til sædelighedsforbrydelser. Årsagerne var mange, straffen var den samme hårde. Bogen bringer en del eksempler på alt fra faneflugt til sager om bedrageri, tyveri og desertion. Der er imponerende billeder i bogen af soldater, som på den ene eller anden måde blev straffet.
Lazaretbarak i Løgumkloster i 1917. Istapperne på barakken vidner om den særdeles hårde vinter 1916-1917. Mange fanger omkom af sult, kulde og underernæring. Det gjorde absolut ikke forholdene bedre, at der udbrød en tyfusepidemi. Foto: Lokalhistorisk arkiv, Løgumkloster.
Ofte var årsager sult, angst, vrede eller anden forurettelse. Mens nogle menige levede af roer og vand, skulle en officer have to vogne til at køre sine tilranede effekter godt til banegården, når han skulle på orlov. Forskellene var store fra menige til officerer. Straffens omfang varierede også meget. En menig fik fire års fæstningsfængsel for at kaste en saddel efter en ung løjtnant. Fæstningsfængslerne var de tyske militærfængsler, som der i 1916 var 15 af rundt om i hele riget. I den strenge vinter 1917 var der mange straffefanger, der omkom på grund af kulde og underernæring. Det gjorde dem også særligt udsatte, at der udbrød tyfusepidemi. Tyskerne var meget hårde ved deres egne, og behandlede tyske straffefanger særdeles dårligt.
Det kunne være meget voldsomt for lokalbefolkningen at se, hvordan fanger og vogtere agerede. Et eksempel er fra den lille Hovslund station, hvor der dagligt kom tog i 1916-1917. Når et tog skulle tømmes, stillede op mod 200 korporaler op, og dørene til godsvognene blev åbnet. Ud kom over 1.000 fanger mellem 18 til 45 år, hvilket kunne være hårdt at være vidne til for unge kvinder, børn og ældre mennesker i lokalområdet. Fangerne havde endda skriveforbud, så familierne hørte intet fra dem. Dårligt vejr og ringe påklædning begyndte hurtigt at betyde omkomne straffefanger. I april 1917 var der 124 dødsfald, samtidig med at lazaretterne var overfyldt. Samtidig steg antallet af straffede fra 6.000 til 10.000. Derfor blev der bygget nye lejre, ofte tættere på de steder hvor der var behov for fangernes arbejde.
Stemningen i lejrene kunne være desperat. Et eksempel er Abkær Sydlejren, hvor forholdene var så dårlige, at vagtmandskabet frygtede, at fanger aktivt gjorde noget forbudt, alene for at blive skudt. Sagen blev taget op i den tyske Rigsdag, foranlediget af en dansk/tysk protest. Der blev givet indrømmelser og aftalt forbedringer, men om de reelt hjalp, er ikke helt klart. Fangernes eftermæle er også meget omdiskuteret. Dengang mente nogle, at de var forrædere, der blot skulle glemmes, mens andre i stilhed ønskede at bevare gravene på kirkegårdene. På gravsten stod der noget trist blot “soldat”, mens der på kirkegården i Arrild var opsat en tavle med teksten “straffefangegrave”. Her lå 35 fanger begravet mellem 1916 og 1917.
Fotografi fra 1925 af Løgumkloster sognekirkegårds nordlige del, hvor der 1917-1945 fandtes et afsnit med 35 straffefangegrave. Andre steder blev der ind i mellem brugt mindre natursten. Foto: Lokalhistorisk arkiv, Løgumkloster
Bogen er et grundigt og imponerende stykke arbejde, som er spændende og læsevenlig lokalhistorie. Der er mange gode billeder, som ovenikøbet relaterer direkte til de mange skæbner, som bogen omtaler. Bogen anbefales varmt.
[Historie-online.dk, den 11. marts 2026]
