Rasputin og Romanov-dynastiets fald
Sir Antony Beevor har skrevet en utrolig bog om Romanovernes sidste krampetrækninger, hvor en af hovedpersonerne er munken Rasputin. Den er rystende i sine afsløringer af Zarfamiliens dybe afhængighed af en fordrukken horebuk, der havde egen vinding som det højeste mål. Flere gange undervejs må man stoppe op for at få vejret. Det skyldes også Beevors skrivestil, der er mere fri end tidligere set.
Af Erik Ingemann Sørensen
Tsarfamilien mens den stadig holdt magten i stramme tøjler. Nikolaj II med tsarinaen Alix, der viste sig at være intrigant dominerende ud over alle grænser. Blot Rasputin mangler. Men kun på fotografiet. HPN.
Den russiske revolution er en af de begivenheder, der har udfordret historikere lige siden 1917. At dette mægtige Imperium kunne kollapse så hurtigt, havde kun få i Zarens omgangskreds fattet. Og da slet ikke Tsaren og Zarinaen. Overklassen festede luksuriøst, mens de fattige lå og døde udenfor. Det var et dekadent samfund.
Antony Beevor fremhæver flere gange undervejs, hvor inkompetent tsaren var. Politik interesserede ham overhovedet ikke. Og da slet ikke politikere. Men. Troppeparader, fester og imponerende uniformer der var han i sit es.
Zarinaen, Alexandra af Hessen, var blevet gift med Nikolaj II i 1896. Hun var dronning Victorias barnebarn og på flere områder stærkt præget af dette. Hun var desuden bærer af sygdommen ’hæmofili’ - måske bedre kendt som blødersygdommen. Det medførte, at hun koncentrerede sig om at passe Aleksei, tronfølgeren, der havde nedarvet
At en forvirret, ikke-belæst og ikke særlig køn munketype kunne havne i zarfamiliens inderkreds og få en enorm indflydelse på personerne, og begivenhederne ja - det er den store gåde den dag i dag. Foto HPN
sygdommen. Fire af familiens børn var piger. De havde imidlertid ingen arveret til tronen. Den var udelukkende forbeholdt Mænd. [Det var først i 2009 at en folkeafstemning i Danmark afgjorde, at det nu er den førstefødte, der arver tronen. At man havde fået Margrethe som tronfølger, skal ses i lyset af, at det ville være Frederik den Niendes bror, arveprins Knud og efter ham prins Ingolf, der skulle arve tronen. Det var ikke noget, man ønskede. Af indlysende grunde. Deres ressourcer var begrænsede.]
Zarinaen havde flere komplekser. Hun havde det svært med det russiske sprog. Hertil kom, at hun manglede selvtillid. Til gengæld var hun fuldt ud overbevist om, at hun virkelig var elsket af det russiske folk. Her tog hun overordentligt fejl. Og netop det med at tage fejl klæber til Zaren bogen igennem.
Et imponerende kildemateriale
Der ligger et utroligt kildearbejde bag den boblende fortælling. Mange forfattere ser gerne henvisninger til kilder, supplerende informationer etc. anbragt på siden, hvor de er anvendt. Personligt synes jeg, det skæmmer og bryder læserytmen. Hos Beevor må man om i den sidste del af bogen med kommentarer side efter side. Siden følger den store oversigt over anvendt litteratur, der yderligere understreger hans dybe indsigt i emnet.
Magtens arrogance
Uanset den utrolige helgendyrkelse og imposante genbegravelse af zarfamiliens jordiske rester [kan ses her: https://youtu.be/9yVRmmZp7AQ?si=H_G8CpVXfvhPULsy ]
må man alligevel undre sig over, at en så forhadt familie bliver tildelt den hæder. Skal man finde et passende begreb, der dækker hele deres ageren, så er det nok nærmest ”The Arrogance of Power” titlen på Anthony Summers bog om Richard Nixon. Al nød og elendighed i det store rige, de herskede over, interesserede dem overhovedet ikke.
Antony Beevors bog er spækket med eksempler på dette. Om kroningen af Zaren skriver han således: ”Forudindtagede meninger og en manglende evne til at vise empati gør ikke blot herskere socialt nærsynede, det risikerer også at forstærke konsekvenserne af rent og skært uheld”. (s.42). Tsaren tabte statsscepteret, noget der blev opfattet som et ildevarslende tegn. I forbindelse med kroningen ønskede Tsaren, at indbyggerne i Moskva skulle have en fest. Det gjorde man så klar til på Khodynka sletten. Et øvelsesterræn lige uden for Kreml.
Billedet er taget før katastrofen brød ud. Det her er de begejstrede russere, der er kommet tidligt for at blive beværtet og få en gave. Klip fra dokumentarfilmen; ” The Khodynka Crush - A Short Documentary: Fascinating Horror”.
Folk fik at vide, at der lige fra morgenstunden ville være mad, øl og gaver. Efterhånden var der over en halv million mennesker forsamlet til fest. Men så begyndte et rygte at dukke op: der var slet ikke nok til alle. Og nu begyndte katastrofen, folk maste sig fremad, nogle faldt og kunne slet ikke rejse sig. Småbørn, der var kommet bort fra deres forældre, var fortabt og slap ikke derfra med livet i behold. Beevor skriver: ”Langt over tusind mennesker døde, sandsynligvis flere end det officielle dødsfald på 1389”.
”Storhertug Sergejs strålende smil … ledte de tilstedeværende udlændinge til at konkludere, at Romanov-familien var gået fra forstanden.” (s.43). Tsaren og Tsarinaen blev set som hjerteløse, fordi de var fortsat til gallaaftenen. Selv det efterfølgende besøg hos de tilskadekomne og en donation på tusind rubler til hver familie, der havde mistet en slægtning, frikendte ikke den unge Tsar efter folks opfattelse. Hans regeringstid var knapt begyndt, men han fik allerede tilnavnet ”Nikolaj den Blodige”.
Mange andre eksempler
Ude i de enorme landområder betragtede man Tsaren som landet fader, hvorved underkastelsen fik et næsten religiøst skær. Men heller ikke de sultramte havde nogen særlig interesse:
Ligene af tre børn, der var omkommet af sult. Levevilkårene for bønderne var forfærdelige, ofte rev sygdommene de nyfødte børn bort. Foto: HPN
Jeg har valgt denne tilgang til anmeldelsen, fordi læserne på denne måde får fornemmelsen af, hvad det var, der rørte sig i dette store rige. Og hvordan zaren manøvrerede rundt i et klippefyldt hav. Til tider virkede det, som om tingene ville falde på plads. Alt for ofte viste det sig at være det stik modsatte, der skete.
Torden i øst
’Wag the Dog’ er et velkendt politisk skaktræk. Hvis magthaverne ønsker befolkningens opmærksomhed flyttet væk fra noget skidt og negativt, så kan en rask lille krig ændre folkestemningen. For Rusland ville det være fint, hvis man fik knækket kejserriget Japan. Admiralitetet gjorde sig klar, tsaren gik i operaen og overværede operaen ’Rusalka’.
Admiral Togos 11 destroyere sejlede for fuld damp mod Port Arthur, hvor de ville angribe den japanske Stillehavsflåde. Der var bare det problem, at de blev mødt af syv slagskibe, der ”… affyrede deres torpedoer på tæt hold og ødelagde en stor del af den russiske Stillehavsflåde på mindre end en time…” (s.65).
Den kejserlige flåde gik sejrrigt ud af mødet med de russiske skibe. De fortsatte med at støde frem, lavede havneblokader, så russerne ikke kunne komme ud, Og der kom ikke nye forsyninger frem. Det blev en sand katastrofe. Foto: HPN.
Efterhånden blev Tsaren igen og igen næsten synonym med alt det negative, der skete i Rusland. Strejker og gadekampe var ikke noget særsyn. Antony Beevor fører med sit store overblik over udvikling læserne gennem begivenhederne.
Den problematiske tronarving
Midt i det japanske nederlag føder tsarinaen endelig en søn. Alle hovedstadens klokker bimlede, og kanonerne i Peter-Paul-Fæstningen i Sankt Petersborg affyrede en salut på 301 skud for at fejre det. [I Danmark saluteres der 21 gange - uanset barnets køn]. Måske ville dette ændre forholdene. Det viste sig imidlertid, at tronarvingen, der fik navnet Aleksei, bar på den blødersygdom, der kom fra den tyske del af familien. Han måtte konstant overvåges, der var strenge regler for, hvad han måtte og ikke måtte. Og ofte bar hans far ham - for en sikkerheds skyld.
Tsar Nikolaj II med sønnen Aleksei. Denne bærer på ingen måde spor af at være syg. Men faldt han og slog sig, så fik han voldsomme smerter, og blødningerne ville ikke stoppe. Faktisk var der ikke rigtig nogen form for behandling. Før den mystiske munk Rasputin kom ind i billedet. Foto: HPN.
Men 1905 bragte endnu en blodig konfrontation mellem befolkning og den rå magt. Det er skildret i Sergei Eisensteins utrolige film ”Panserkrydseren Potempkin” fra 1925, der bygger på det oprør, der fandt sted i Odessa mod zarstyret. Det er en stumfilm, men musikken understreger hele filmen igennem fortællingen. Noget af musikken er af Igor Stravinsky. Den kan ses her: https://youtu.be/a_bkBbrdyyw?si=eaiOuXsRXMBwW73c
Rasputin kom i kontakt med tsarfamilien den 1. november 1905, da både tsaren og tsarinaen blev inviteret til at møde ham. Bagefter skrev zaren i sin dagbog: ”Vi drak the med Militsa og Stana. Vi stiftede bekendtskab med en Guds mand - Grigorij fra Tobolskegnen…” (s.81). Nu var Rasputin inde i varmen, og han benyttede hver eneste lejlighed til at promovere sig selv samt sine ”særlige evner”. Han kunne lindre smerter med hænderne. Men han kunne så sandelig også klare damer i hobetal. Kvinderne, skriver Beevor, faldt i svime. ”Han omfavnede og kyssede dem ved første møde, charmerede nogle og forfærdede andre med sine bondske manerer og uforskammet direkte spørgsmål. Hans kvindelige tilbedere, der snart blev kaldt Rasputinières, var utvivlsomt ligeglade. Der var højtstående damer, der frivilligt klippede hans negle, hvorefter de fik negleklippet syet ind i deres kjoler som en slags hellige talismaner...” (s.86).
Den næsten fulde magt over eller indflydelse på zaren og zarinaen, ”… da den treårige tsarevitj Aleksej faldt og slog sit ben. Det førte til indre blødninger, og benet hævede op og gav barnet store smerter. Hoflægerne erkendte, at de intet kunne gøre. Kejserinden telefonerede til Rasputin og tryglede ham om straks at komme til Tsarkoje Selo. Rasputin ankom og blev ført til Aleksejs soveværelse, hvor han begyndte at bede i fodenden af sengen. Tsarens søster Olga besøgte Aleksej næste morgen og var forbløffet over at finde ham siddende op i sengen, feberen var væk, og hævelsen havde fortaget sig. Inden han tog af sted, skal Rasputin have sagt til forældrene: ”Vær rolige, jeres søn vil leve, og når han bliver tyve, vil hans sygdom forsvinde uden at efterlade sig nogen spor.” (s.92).
Det var godt nok et voldsomt løfte. Eller spådom. For drengen var kun 13 år, da han blev henrettet af kommunisterne. ”Men den lille drengs spektakulære bedring overbeviste i den grad kejserinden om, at Rasputin var en helgen. Han havde udført et mirakel for øjnene af hende.” (s.92).
Man kan næsten konkludere, at Rasputin herefter stort set kunne gøre, hvad han ville. Og lige præcis dette udnyttede han til fulde. Som i den efterfølgende situation:
I den fremragende murstensbog om revolutionen: ”A People’s Tragedy - The Russian Revolution” af Orlando Figes fra 2017 skriver denne om en dokumenteret begivenhed: på en restaurant:
”Yes. I Grishka Rasputin. I could make the old girl dance like this if I wished - and he made a gestus of the sexual art. By now everyone was looking at Rasputin and several asked if he really was the famous holy man. Rasputin dropped his pants and waved his penis at the spectators … ” (s.32).
Dybt chokerede havde nogen meldt den svingende munk til politiet. Da de ankom, blev Rasputin anholdt og anbragt i en fængselscelle. Men om morgenen kom der besked fra hoffet om, at Rasputin omgående skulle løslades.
Så stor en magt havde han over Tsaren og Tsarinaen.
I denne karikaturtegning er tsaren og tsarinaen fuldstændig i Rasputins magt. Uden for magtens centrum vidste alle, at dette ikke kunne fortsætte. Foto HPN
Tsarfamilien måtte leve med den konstante angst for et attentat. Efterhånden måtte Rasputin indse, at han også var havnet som et mål. Mænd til alle de kvinder han havde haft såkaldte relationer til - og folk der ikke kunne acceptere, hans indflydelse på Tsarens beslutninger var markant dårlige. Men man havde - underligt nok - svært ved at få ham i enrum. Da det langt om længe lykkedes, gik det ikke helt efter planen.
Der findes en del - ofte afvigende fremstillinger af mordet på Rasputin. Her har Beevor været forsigtig og stillet sig på den generelt forsigtige side. Der er ikke verbale krumspring rundt i manegen, for at læserne kan få et gys. [Antony Beevor benytter sig ikke af landsmanden Simon Sebak Montefiore. I værket ”Huset Romanov 1613 - 1918”, der udkom i 2017. Han er britisk historiker fra Cambridge. Han ligefrem svælger i de mest uappetitlige. Især henrettelsen og fjernelsen af zarfamiliens rester er slemme].
Kælderværelset i villaen i Jekaterinburg, hvor hele Zaren og Zarinaen sammen med alle deres børn og tjenestefolkene blev skudt - angiveligt efter ordre fra Lenin. Foto: HPN
Andre kilder kommer med ganske forskellige fremstillinger.
Det var langt om længe lykkedes for Rasputins fjender at få det hele arrangeret på en sådan måde, at morderne kunne blive alene med ham. Han var blevet inviteret til fyrst Felix Jusopovs palads, hvor han kunne møde en af de kvinder han begærede. Imidlertid var der tre personer, der skulle udføre drabet. De havde fremskaffet cyankalium, så man kunne slippe af med ham.
De tre personer var:
Prins Felix Yusupov, 29 år gammel. Søn af den rigeste kvinde i Rusland for nylig blevet gift med Irina Alexandrovna, datter af Zarens yndlingssøster. Det sikrede ham en privilegeret position.
Storhertug Pavlovich, der var zarens yndlingsnevø.
Vladimir Purisjkevitj
Inden Rasputin ankom, havde man forgiftet nogle søde kager med mere samt vinen med cyanid. Det skulle blive en hård død for den forhadte Rasputin. Men det gik ikke. Rasputin fortsatte med at drikke og spise af kagerne. Uden reaktion.
Jusupov hentede herefter Dmitry’s Browning pistol og gik tilbage til Rasputin. Han pegede ”… på det sjældne italienske krucifiks af bjergkrystal og sølv…” Han hævdede efterfølgende at have sagt følgende: ”Grigorij Jefimovit. Du gør klogt i at studere det krucifiks og bede en bøn…” Rasputin kiggede på ham, hans ansigtsudtryk viste, at han begyndte at forstå, hvad der nu ville ske. Jusupov skød ham i brystet, og Rasputin ”… sank sammen på det hvide bjørneskindstæppe… ” (s.296).
Liget blev svøbt ind i et tæppe og transporteret til Petrovskijbroen. Her kunne de dumpe det, da isen ikke var så tyk som andre steder. De havde kæder og vægte med, så de kunne være sikre på, at liget ville synke til bunds i ’Malaja Nevka’ - ’Lille Nevka’.
De fik lempet liget op på gelænderet og smidt i floden. Først på det tidspunkt går det op for dem, at de havde glemt kæder og vægte. Men da var det for sent - de skyndte sig bort.
Hyldest - sorg - varsel
I det kejserlige palads voksede nervøsiteten time for time. Kejserinden skrev et brev til sin mand i Stavkaen [Det russiske ord for hærens overkommando] . ”Vi sidder sammen - [du] kan forestille dig vore følelser - tanker. I går så A[nna] ham, og han sagde, at Feliks bad ham komme om aftenen, så han kan se Irina … Denne aften stor skandale i Jusopovs hus - stort møde. Dmitrij, Purisjkevitj etc. Alle fulde. Politiet hørte skud. Purisjkevitj løb ud og skreg til Politiet, at Vor Ven var dræbt. Politiet eftersøger og gik nu in i Jusupovs hus - turde ikke før, mens Dmitrij der. Politichefen har sandt bud efter Dmitrij … jeg kan og vil ikke tro, han er blevet dræbt. Gud have barmhjertighed… ” (s.304).
Rasputin var blevet så grænseoverskridende og skabt så mange ubehagelige oplevelser for andre, at hadet mod ham gennemsyrede de fleste. Historikeren Orlando Figes skriver i ”A People’s Tragedy” om en veldokumenteret begivenhed på en offentlig restaurant: ” Yes. I Griska Rasputin. I could make the old girl dance like this if I wished - and he made a gestus of the sexual art. By now everyone was looking at Rasputin and several asked if he really was the famous holy man. Rasputin dropped his pants and waved his penis at the spectators”. (s.32).
I visse kredse morede man sig over Rasputins skøre påfund. Det generelle billede er imidlertid et ganske andet. En amoralsk, bondsk, kvindeskænder, tyveknægt og alt muligt andet. En nullitet.
Det aftryk på historien, han fik sat, er givet ikke det, han forestillede sig.
Den sidste zar på tronen
Zarfamiliens endeligt og måden, det skete på, havde ingen vel i deres vildeste fantasi kunnet forestille sig. Der kom ekstra fart på, da Rusland trådte ind i Første Verdenskrig. Det blev det endelige skub til Tsar Nikolaj II og Romanovernes ubrudte styre gennem mere end 300 år. Den ild, der var begyndt som en lille, uskyldig flamme, voksede nu hurtigere og hurtige og syntes umulig at standse. Nikolaj II vurderede endnu engang - ud fra manglende erfaring, amatøragtig rådgivning og ulyst - situationen forkert.
Og så - lige pludselig var det forbi. Nikolaj den 2. skrev under på sin abdikation til fordel for sin lillebror, storhertug Mikhail. Denne abdicerede dagen efter. Det var definitivt slut for Romanovernes herredømme. Tsarens mor, den danske prinsesse Dagmar, slap ud af Rusland
ombord på et engelsk flådefartøj. Hun kom til Danmark, hvor hun levede videre til sin død i 1928. Hendes kiste, der stod i krypten i Roskilde Domkirke, er nu blevet bragt til Rusland, så hun hviler ved siden af sin mand.
Helt absurd anderledes gik det for zaren og hans familie. De havde siddet i husarrest i Jekataterinburg ved Uralbjergene.
Efter at være blevet henrettet i husets kælder, blev ligene kørt ud i en skov, kastet i en skakt, overhældt med syre - tildækket - og tilsyneladende glemt.
De jordiske rester blev genfundet, omhyggeligt undersøgt blandt andet ved hjælp af DNA-spor. Da alt endelig faldt på plads, blev deres jordiske rester begravet i 1998 i Peter-Paul-Fæstningen i Skt. Petersborg. I 2006 blev kejserinde Dagmars kiste sejlet fra København til Skt. Petersborg, så den kunne placeres ved siden af sin mand.
Endnu en pragtpræstation af Antony Beevor
Når man erfarer, at Sir Antony Beevor er undervejs med en ny bog, så begynder forventningen at vokse. Og skuffet? Nej. På ingen måde. bog efter bog har Beevor demonstreret, hvor elegant han kan manøvrere mellem diverse faldgruber, hvordan han kan dreje sine fortællinger, så læseren ikke falder i søvn. Ikke ved hjælp af billige tiltag og forsøg på at sætte splid mellem kilderne. Antony Beevor skriver med kilderne - ikke mod dem. Og det gør han på så suveræn og elegant en måde, at man skal helt op på det yderste af tåspidserne, hvis man er på jagt efter afslørende materiale.
Der udkommer megen historisk litteratur. Selvfølgelig fordi vi har markeret afslutningen på 2. verdenskrig. Men også fordi den generelle interesse for vores vidunderlige fag historie i den grad er på vej opad. Senest så vi det på ”Historiske dage” - de mange små forlag, der trodser ”krisen”. Og gør det med optimisme. Som for eksempel ”Grønningen1”, der ufortrødent tager opgaver op, som de etablerede forlag ikke finder interessante. Det kræver både mod og mandshjerte.
Godt nok er vi kun i marts måned. Og der er da et pænt stykke vej til uddannelsesafslutninger på vores mange studieområder. Men. Skal man sige tillykke med en bog - og det er jo altid godt, så vil jeg placere denne helt i toppen i gavesøgningen.
Den narrative engelske stil anvendt af en af de fremmeste engelske historikere, så går man ikke galt i byen.
Hvilken oplevelse.
[Historie-online.dk, den 24. marts 2026]
