Andelskraft
Af Per Ole Schovsbo
Forfatteren er cand.scient. i sociologi og blandt meget andet også initiativtager til Tænketanken Demokratisk Erhverv. Han forsker i andelsselskaber, kooperative foretagender, gensidige selskaber og foreningsejede virksomheder under fællesbetegnelsen demokratiske virksomheder.
Formålet med bogen Andelskraft er - på baggrund af historiske erfaringer med udvalgte demokratiske virksomheder gennem tid og sted - at undersøge, om de fortsat kan give mennesker reel indflydelse og tryghed i de økonomiske strukturer, der former hverdagen.
Bogen er i fire dele, og efter en prolog tager Jørgensen fat på bogens første del, der tegner en skitse af andelsbevægelsernes historier, helt fra inkaerne, kongerne og kineserne fra 700-tallet og frem til andelsmiraklernes storhed og fald i 1900-tallet. Hermed fremlægges en læseværdig oversigt over andelsbevægelsens og kooperationens historie med vægt på danske forhold. Det er formentlig den del af bogen, der er mest interessant for læserne af Historie-Online.
Jørgensen skriver, at demokratiske virksomheder er opstået spontant både i den gamle og nye verden fx i form af lånecirkler, der var mikrolån og spare- eller kreditkassesystemer blandt bønderne i 13.århs. Japan. Her gik en gruppe sammen om at låne forskellige ressourcer ud til folk i lukkede kredse af medlemmer. Når lånet var betalt tilbage med renter, kunne der lånes ud igen. I det sydlige Indien havde man demokratiske vandværker i 1300-tallet, i Aztekerriget i det Nordlige Mexico og i arabiske oaser havde man udviklet en form for andelsdrift af vandingssystemerne.
I Danmark havde man i middelalderen - uafhængigt af staten og herremændene - en form for primitiv fælles forsikring af huse og kvæg, hvortil kommer lokaldemokratisk praksis i forbindelse med de lokale landsby- og herredsting. Her burde Jørgensen have gået mere i dybden og analyseret tidlig middelalders skandinaviske forhold.
Det er først fra 1500-tallet, at man kan spore en udvikling af moderne forretningskoncepter, skriver Jørgensen, og beretter om en række nytænkende foreninger i Tyskland, der skulle sikre gensidig assistance i forbindelse med brand, død, skibsforlis, etc. – kaldet laug, broderskab eller fællesskaber. Et sådant fælles brandgilde blandt bønder i Süderauer Holsten f 1537 fungerede som et gensidigt forsikringsselskab. En dybere analyse af fx de middelalderlige partsrederier, fragtmandsorganisationer i Nordeuropa samt tilhørende faglige og religiøse organisationer, ville have vist dybere rødder for demokratiske virksomheder og fællesskaber, udenfor den latinske verden, mener anmelderen.
I Polen blev der i 1577 etableret en formel demokratisk bank med opbakning fra kirken. Dens opgave var at samle private opsparinger og udbyde kredit til folk i nød – og her møder vi første gang princippet om ét medlem én stemme. I Skotland søgte man at redde enker efter præster ved en form for livsforsikringskasser, og de blev andels-forløbere for de forsikringsselskaber og pensionskasser, som vi kender i dag, skriver Jørgensen, der tilføjer, at vi så de første enkekasser i Danmark i 1700-tallet.
Efter Københavns brand i 1728, der lagde en tredjedel af byen øde, skabtes i 1731 Kjøbenhavns Brandforsikring (nuværende Tryg), der skulle sikre, at der ville være penge til en genopbygning efter den næste brand. Tilsvarende demokratiske brandforsikringer blev oprettet allerede 1696 i London og i 1752 i USA. Men da København brændte igen i 1795, viste det sig, at forsikringernes kapital var for ringe, så man etablerede i 1797 den demokratiske Kreditkasse for danske husejere, der i vore dage kendes som Nykredit/Totalkredit.
1810 startede lensgreve Frederik Adolph Holstein Danmarks første sparekasse på Holsteinsborg, der senere blev demokratisk og tilsvarende etableredes i Tyskland, England og USA, som følge af industrialiseringen. Den første danske demokratiske forening til arbejderboliger blev dannet i 1865 af arbejderne på Burmeister & Wain, og blev startskuddet til de almene andelsboliger.
På grundlag af de mange forskellige beretninger, konkluderer Jørgensen bl.a., at det ikke er en enkelt social klasse eller politisk kompleks, der har opfundet den demokratiske virksomhed, men en bred vifte, der ofte handler i kølvandet af store samfundsændringer og forløser tidligere uforløste ressourcer blandt medlemmer med gensidig tillid.
Herefter beskæftiger Jørgensen sig med andelsmiraklernes tid i 1800-tallet. Baggrunden for udviklingen af de demokratiske virksomender i Danmark er, at befolkningssammensætningen ændredes dramatisk. I 1850 boede 80% af befolkningen på landet, mens det var skrumpet til halvdelen i 1950 og 20% i 1970 – hvor 80% boede i byerne.
Begyndelsen til den første brugsforening i Danmark kom efter nederlaget i 1864, hvor vi mistede Slesvig, Holsten og Lauenborg. Den sønderjyske præst Hans Christian Sonne opgav samme år sit kald i Sønderjylland for at blive sognepræst i Thisted. Her stiftede han en brugsforening i 1866, der skulle lette kårene for den fattige del af befolkningen. Inspirationen kom fra Rochdale i England, hvor verdens første og mest innovative brugsforening så dagens lys i 1844. Formlen var et medlem, en stemme, kontant betaling, kapitalindskud og overskudsdeling. Arbejderbrugsforeningen i Thisted blev langsomt en succes, og der opstod mange tilsvarende, som Socialdemokratiet imidlertid først støttede fra 1908.
I kølvandet af landboreformerne, opgivelsen af stavnsbåndet og hoveriet samt bøndernes muligheder for selv at eje deres gårde, etablerede de deres egne uddannelsesinstitutioner uden om den danske stat fx Rødding Højskole fra 1844, der først senere blev en grundtvigsk højskole. De stiftede også deres eget parti (Det forende Venstre grundlagt 1870) og fællesbaserede virksomheder, skriver Jørgensen. Et af de tidligste var andelsmejeriet i Hjedding i Sønderjylland, der blev etableret i 1882. Det blev efterfulgt af mange andre, og betød at bønderne nu kunne konkurrere med godsernes stordrift, og producere smør af høj kvalitet. Succeserne blev fulgt af andelsbaserede grovvareselskaber og det første svineslagteri i 1887 i Horsens. Siden kom flere slagterier, hønserier, æggerier, mm som forløbere for Arla, Danish Crown, DLG, mfl.
Konklusionen er, at andelsbevægelsen gav bønderne indgang til den industrialiserede tidsalder og nedbrød kirkens og godsejernes eneret til jord og arbejdskraft. Det er i øvrigt tankevækkende, skriver Jørgensen, at andelsbevægelsen blev introduceret af arbejdere i byerne, men gjort til en succes af bønderne på landet.
Jørgensen beskriver i næste afsnit af bogens første del andelsbevægelsens storhed og fald i 1900-tallet, og begynder med arbejderens kamp mod arbejdsgiverne, der førte til etableringen af en række virksomheder som arbejderne selv ejede. Det var fx Arbejdernes Fællesbageri, det kooperative bryghus Stjernen og flere andre, bl.a. Mælkeriet Enigheden, der siden blev overtaget af MD Foods og herefter lukket. Mange af disse virksomheder var ikke i stand til at konkurrere senere i 1900-tallet.
Lærerforeningen i København opførte i 1853 Brumleby, som følge af koleraens hærgen og arbejderklassens elendige boligforhold. De var Danmarks første almennyttige boliger. Arbejdernes byggeforening blev etableret i 1865 og opførte bl.a. Kartoffelrækkerne på Østerbro. Efter 1912 kom Arbejdernes Boligforening (AAB), der var den første almene boligforening, stiftet af arbejderne selv, og den blev fulgt af flere andre. De blev støttet af regeringen som en del af Kanslergadeforliget i 1933. Efter krigen fulgte en betydelig vækst i den almene boligsektor, drevet af velfærdsstatens opbygning og den øgede befolkning.
Efter 2. verdenskrig voksede også andelsboligerne frem, der gør det muligt for lejere at gå sammen om at købe private ejendomme. Her ejer hver beboer en andel af foreningen, som de driver i fællesskab.
En lang række historiske analyser af tilsvarende institutioner gør bogen særdeles læseværdig, men også meget kompakt. Fornemmelsen af at Jørgensen fremhæver eksempler, der underbygger hans forskningsresultater gør, at man som læser bliver lidt usikker på deres beviskraft, der jo er basis for bogens analyser i de følgende tre dele. Men hverken økonomiske, sociologiske eller de øvrige humane videnskabers resultater kan jo verificeres, så læseren må tro på forfatterens faglige kompetence, og det er ikke så vanskeligt i dette tilfælde.
Bogens 2. del beskæftiger sig med definition af en demokratisk virksomhed der er besværliggjort ved at den på samme tid både er en altruistiske forening og en kommerciel forretning. Del 3 undersøger, hvor de demokratiske foreninger findes og del 4 giver bud på fremtidens demokratiske erhvervsliv. Bogens samlede konklusion er, at den demokratiske virksomhed ikke har mistet betydning eller kraft, men den er ikke længere en selvfølge. Om fremtiden bliver mere eller mindre demokratisk organiseret, slutter Jørgensen, afgøres derfor ikke af historien, men af de valg, der træffes i nutiden.
Den veldisponerede og velskrevne bog afrundes med et fyldigt noteapparat, litteraturliste og referencer til den kreds, der har hjulpet forfatteren. Anmelderen ser bogen som et fornemt resultat af netop en målrettet og massiv forskning af bl.a. den danske andelsbevægelse og kooperation, der hidtil har manglet. Den bidrager netop til den afklaring af årtiers politiske og økonomiske brydninger mellem det private og det andelsbaserede erhvervsliv, der i perioder har splittet befolkningen.
[Historie-online.dk, den 13. maj 2026]
