Johanne Münter
Johanne Elisabeth Münter (1844-1921) voksede op på Bornholm, blev gift og rejste med sin mand til Japan i tre år. Rejsen satte hende i gang som forfatter og i 1890’erne var hun den helt centrale person i kvindesagen. Både stemmeret til kvinder og valgbarhed var Münters afgørende rolle. Bogen er en romanbiografi
Af Michael Koch
Det første, der skal skrives om Johanne Elisabeth Münter, er, at hun var en særdeles stærk og meget usædvanlig kvinde. Gennem livet stod hun op for sine sager, og det lykkedes hende med dygtighed og flid at nå mange af sine mål. Det var ikke mindst det utrættelige arbejde for at sikre kvinders politiske rettigheder her i landet. I 1904 repræsenterede Münter Danmark i den stiftende kongres for International Woman Suffrage Alliance. (Suffrage betyder valgret). Hun redigerede Kvindestemmerettigheds-Bladet og skrev artikler i toneangivende aviser for at fremme ligestilling.
Münter var også forfatter til rejsebøger, som bragte japansk kultur og kvinders liv frem i dansk offentlighed. Det var også værker om buddhisme og østlig filosofi, hun udgav. Alle elementer fra hendes liv og rejser blev brugt til at argumentere for kvinders ret til frihed og selvstændighed både herhjemme og ude i verden. Året før hun døde, holdt hun en tale i festsalen på Københavns Universitet: “Det, vi kæmpede for, var at leve i frihed og med ansvar på lige fod med mænd. I virkelighedens verden var det os kvinder, der betalte den største pris. Med andre ord: 50 procent af befolkningen var uden rettigheder aldeles uden ligestilling.” Rank og selvsikker stod hun ved podiet i en alder af 76 år. Hun kunne se tilbage på den proces, hun havde sat i gang fem år tidligere. Nu var resultatet der, kvinder havde fået stemmeret med den nye grundlov.
Johanne voksede op på Bornholm i en tid med pligt og tradition. Som ung giftede hun sig med søofficeren Balthasar Münter. Hun fulgte sin mand, og rejsen gik helt til Japan. Her blev de i tre år, hvor Johanne lærte om kvinders liv og kultur. Hun blev stærkt interesseret i at lære mere om Japan og kulturen i landet. Hun fik kontakt med en læremester og så pludselig en mulighed for at udnytte opholdet til at lære noget, der gav mening for hende.
Efter Johanne havde gjort sig fri af ægteskabet, blomstrede hun op og brugte sit intellekt på kvindesagen. Som formand for Kvindevalgretsklubben og redaktør af Kvindestemmerets-Bladet blev hun en stemme, der ikke kunne ignoreres. Det handlede om, at kvinder ikke længere skulle leve i skyggen af mænd. Bogen er ikke kun en biografi, det er også en rejse ind i Johannes sind. Læseren følger hende i livet, ser hendes drømme, og er med i hendes kampe.
Johanne var en kvinde, som turde sætte spørgsmål ved mange ting, også selvom resultatet kunne være meget uoverskueligt og i høj grad ukendt. Johanne Münter blev en sand pioner i kvindesagen, og selvom kampen om ligestillingen endnu ikke er slut, var hun frontfigur til at sætte den proces i gang. Samtidig med at Johanne Münter var en stærk, markant og stædig kvinde, havde hun en sårbarhed og følsomhed, der afspejles tydeligt i bogen.
Alle de år, hun var gift med Balthasar Münter, var hun alene i mange dage, mange uger og måneder, og det så meget, at hun følte sig fanget og unyttig. Uagtet, at de fik mange børn, var det et liv i en spændetrøje. De boede både i Malmø, i Studiestræde i København og i Japan. Hendes mand var en usædvanlig dygtig og succesfuld skibsværftsdirektør, som skabte store resultater. Ikke mindst sammen med hans ven, Tietgen. Når han endelig var hjemme, sad han og arbejdede. Johanne var tynd og spinkel af natur, men i årene med små børn tabte hun sig endnu mere. Med sin voksende bevidsthed om kvinders kår, blev ægteskabet et fængsel for hende.
Forfatteren skriver med stor indlevelse, og afspejler med finesse og følsomhed Johanne Münter gennem bogen. Det er ganske imponerende, hvordan forfatteren formår at kæde det historisk korrekte sammen med en elegant tolkning af kvindesagsforkæmperen. Det er en rigtig dejlig bog.
[Historie-online.dk, den 13. maj 2026]
