Den florissante handels København

Flere gange i historiens løb har Danmark ligget godt økonomisk, magtpolitisk og kulturelt. En af disse placeringer var perioden 1750 – 1807. Det er den periode, der kaldes den florissante – den blomstrende tid. Den tager historikeren Kåre Lauring under kærlig behandling i en sublim bog, hvor der er kælet for detaljerne. Det er en perle uden lige.

Af Erik Ingemann Sørensen

Prospekt af København 1786 – tydeligt malet med forskønnelsens pensel. Italienere ville have givet den tilnavnet ’Citta Bianca”- ”Den hvide by”. Men man sporer ikke byens stank blandt andet fra de åbne kloaker. Billedet er fra Søfartsmuseets samlinger.

En bevidst valgt formidling

Kåre Lauring har valgt en helt speciel formidling af perioden. ”Mennesker og bygninger går som en rød tråd gennem hele bogen”, Rundt om bygningerne sætter han så – med egne ord – den historiske ramme. Det bliver en art byvandring med sidespring. Det oplevede man, da Peer Hultberg i 1993 fik Nordisk Råds litteraturpris for bogen ”Byen og verden”. Her svæver forfatteren hen over en by – Viborg – og løfter tagene af, så han kan se og fortælle om alt det, han ser og hører. En aldeles forunderlig bog.

Kåre Lauring stopper op ved en ikonisk bygning, som de fleste nok kender [Det er derfor jeg har valgt den som eksempel til anmeldelsen]. Den ligger for enden af Amaliegade i København. Nummeret er 18, og bygningen står med en smuk gul farve – deraf navnet ’Det gule palæ’. Statelig ser den ud.  Det er med den som ramme, denne anmeldelse er skrevet. I bygningerne kan man høre og se, hvad der er på færde, læse dokumenter, følge fortvivlede møder og erfare, hvor udviklingen er på vej hen. Alt i en fornem kombination af sprog, opsætning og billeder. Det bærer virkelig bogen på en spændende og udfordrende måde.

”Det gule palæ” som det ser ud i dag. Det huser blandt andet sekretariatsfunktioner med mere. Foto: HPN.

Oprindeligt lå her bare et jordstykke. Nu var det sat til salg. Det blev købt af tømmerhandler Johan Jegind, men han døde kort tid efter. Nu blev det sønnen, Svend W Jegind, der kom til. Og han begyndte at opføre en bygning på matriklen. Men inden for kort tid kunne han ikke længere. Det blev chancen for Henning Frederik Bargum. Familien havde så godt som mistet alt under Københavns brand i 1728. I stedet for en forretning fik de nu en trækvogn og en plads på et af byens markeder.

Portræt af Henning Frederik Bargum. Kunstneren er ukendt. Billede: HPN

Og alligevel var der plads til at komme videre. Bargums moster ”… var gift med en af byens største tømmerhandlere og vekselerer, Carl Hieronimus Gustmeier … ” (s.142). Her kom Bargum i lære, og senere blev han optaget som partner i ’Gustmeiers enke & Bargum’. Og endelig: han blev så sandelig også svigersøn.

Den 31. december 1760 blev Bargum udnævnt til Generaltobaksdirektør for Danmark. Når han havde betalt afgiften, der var på 100.000 Rigsdaler, havde han ganske enkelt monopol på import og salg af tobak i hele landet. Og frie hænder til at gøre, hvad han ville. Og han ville så sandelig have sine udgifter dækket. Så pludselig steg tobakspriserne. I København havde raseriet let ved at forplante sig. Og al den uro bekom sandelig ikke politidirektøren vel. Gennem opslag på centrale steder fik han meddelt: ”… at almuen skulle få lige så meget tobak for en skilling som hidtil… ” (s.143). Det hjalp alligevel ikke helt på utilfredsheden, så to måneder efter skred myndighederne igen ind og fratog Bargum monopolet.

Men skidt pyt syntes det at rumstere i Bargums hoved. Tømmerhandelen gik jo fint – takket være særdeles gode kontrakter med flåden. Dog kommer det for, at han havde svært ved at sidde stille. Igen og igen spillede han ud med nye initiativer. Som da det pludselig blev moderne at have gigantiske underskørter. Hvad gjorde Bargum? Jo – han investerede i en fiskebensfabrik. Fiskeben eller hvalbarder blev brugt som stivere i dameskørterne – så pengene klingede i kassen igen.

Da var det, han kontaktede den nye arkitekt, Nicolas – Henrie Jardin og fik ham til at opføre den bygning, der så blev til den, vi kender i dag som ”Det gule Palæ”. Kåre Lauring skriver: ”Huset repræsenterer et klart opgør, men peger også fremad mod en ny tid” så er Amaliegade 18, regnet som det første forsøg på nyklassicisme, der ses i København.” (s.144).

Men mere ville mere

Bargum havde noteret sig, at slavehandelen mellem forterne på Guineakysten og de danske øer i Vestindien skrantede voldsomt. Han vidste, at man kunne tjene gevaldigt mange penge på kombinationen slave- og sukkerhandel. Men som den aktuelle situation artede sig her og nu, så det ikke ud til, at han bare kunne plukke penge ned fra træerne. Men han satsede alligevel, slog til og købte løs – også af de vigtige skibe, der skulle transportere den dyrebare last. Det lå bestemt ikke inden for hans kompetenceområder. Han må på en eller anden måde have allieret sig med sagkyndige.

Hans flåde nåede op på hele syv skibe. Det første blev udelukkende anvendt i fast kysttrafik på Guineakysten.

De seks andre blev knyttet til den egentlige slavehandel, hvor der blev indgået en handelsaftale med et fransk rederis slaveskibe, der over en periode på tre år skulle levere 3600 slaver til Frankrig.

Det fremgår desværre ikke, hvor mange personer, der var ansat hos Bargum. Men efter alt at dømme og med de mange aktiviteter må der være tale om et ganske betragteligt antal. Alle med hver deres placering i hierarkiet. Og der var konstant nok at tage fat på. For han var en initiativrig herre.

Men skib efter skib gik det ilde. Totalforlis på totalforlis.  Blandt disse var tabet af slaveskibet ”Fredensborg” med den dyrebare last nok det, der må have rystet Bargum i hans grundvold. Og som bekendt kommer en ulykke sjældent alene.

Model af slaveskibet ”Fredensborg”, der forulykkede på vej hjem med rigdomme, der var blevet erhvervet på dens rejse. Læg mærke til de to store poser, der hænger mellem fokkemasten og stormasten. Det er udluftningssystemer, der skulle gøre det nogenlunde udholdeligt under dæk, hvor slaverne var stuvet sammen 

Der var masser af naturalier med ombord. Blandt andet elefantstødtænder. Hertil kom så alle de indfangede afrikanere, der fra nu af var slaver. Og man havde nøje planer over, hvordan de kunne stuves, så man kunne have så mange med som muligt. Dog var der på forlistidspunktet ikke slaver med.

I øvrigt skal forfatteren have stor ros for ikke at falde for woke, eller hvad der er politisk korrekt i skrivende stund. Jeg stødte på ordet ”slavegjorte” for en del år siden, mens jeg opholdt mig på ”San Cataldo” ved Amalfikysten for at skrive. Jeg kunne ikke forlige mig med, at et ord pludselig blev gjort til et fyord. Vi diskuterede det længe, men kunne ikke løse problemet.  Kåre Lauring gør det både klart og skarpt. Når en afrikaner bliver taget til fange, så er han eller hun blevet slavegjort. Når han eller hun så kommer over i skibet, ja så er han eller hun slet og ret en slave. Mere er der ikke i det.

Slaverne blev betragtet som varer. Man skulle tjene mest muligt på dem - for lavest mulige udgifter. Nogle ville ikke kunne klare transporten, så der var indregnet en vis dødelighed, Jo flere slaver, man havde med, desto større var chancen for, at man kunne få en helt god profit, når man gjorde rejsen op.

Da nederlagene efterhånden hobede sig op, stillede de mange kreditorer sig i kø for at sikre sig det, de kunne. Men Bargum var der pludselig ikke noget spor af. Han havde søgt tilflugt i det velkendte ”Nattens mulm og mørke”. Og det i en alder af blot 41 år. 

Der er siden små spor af ham. Det sidste er en dødsattest fra et hospital i Paris: ”Hotel-Dieu”.

Året er 1818. 

Havnen ved Fort Christiansborg på Guldkysten var det største danske støttepunkt og fungerede som udskibningshavn for den danske slavehandel. Danmark afsluttede sine forretninger i Afrika i 1850. Herved kom fortet til at fungere som hovedsæde for den britiske koloniadministration. I dag fungerer bygningen som præsidentens palads

Det store kollaps

”Højt at flyve – dybt at falde”, hedder et gammelt ordsprog. Under den florissante tid kan det noteres, at ordsproget ramte lige i plet. Det skal dog bemærkes, at når det rabler for Danmark, så rabler det hårdt og brutalt.

I 1801 fandt ”Slaget på Rheden” sted – englændernes tålmodighed med danskerne var slut. Nu skulle Danmark trække sig fra Det væbnede Neutralitetsforbund. Prisen for at satse på Napoleon som forbundsfælle skulle vise sig at blive ondskabsfuld høj. Englænderne terrorbombede København og sejlede bort med den danske flåde. Men det blev værre endnu. I 1813 måtte man konstatere, at der ikke var flere penge i kassen. Danmark var gået konkurs. Og så det endelige knæk: I 1814 måtte Danmark afstå Norge, der nu kom under svensk overherredømme.

Det er slet ikke så underligt, at Poul Martin Møller formulerer sig, som han gør: ”Klerken råber i Manillas rønner/ Danmark er et lidet, fattigt land.

Stormagten Danmark var ikke mere.

Der måtte mirakler til. Og hvad gjorde man så? Det eneste rigtige: man satsede på den yngre generation. Med skoleloven af 1814 blev der nu undervisningspligt for alle børn, skolen var gratis, og det blev klart understreget, at børnene skulle lære at læse, at skrive og at regne. Også kristendomsundervisningen spillede en stor rolle. Fremtidens borgere skulle være nyttige, kristne og loyale. Det blev et markant vendepunkt for det lille land. De næste 50 år. Så var den gal igen med ”Torden i syd”.

Bogen er fyldt med disse vidunderlige stoppen op ved huse, der spillede en rolle i den florissante tid. Folk iler forbi i den travle hverdag. Men prøv – nu hvor foråret så sagte kommer – at stoppe op og huske. Bogen er som byen fyldt med viden - en viden der er placeret i smukke æstetiske rammer

Trekløveret bestående af historikeren Kåre Lauring, den grafiske tilrettelægger Bettina Kjærulff – Schmidt og redaktør Marianne Moring har skabt en fremragende bog langt ud over normalen.

Det har været en nydelse af de store at arbejde med den. Derfor et stort tillykke med udgivelsen.

[Historie-online.dk, den 7. januar 2026]