Kongens klæder 3

Perioden 1903-1945 blev kaldt den store uniformsforvirring. De to bind i det nye sæt er et imponerende opslagsværk med uniformer, udrustning og tilbehør. De spænder fra menig til general, og i denne periode var det kun kongen, der var general

Af Michael Koch

Både bind 1. og bind 2. er meget overbevisende, med smuk indbinding og side efter side med fabelagtige fritlagte billeder. Selv en sort jakke er det lykkes at få til at præsentere sig, så alle detaljer er med. I perioden 1903 til 1945 kom en strøm af nye uniformer. Dog måtte de gamle uniformer stadig bæres i en overgangsperiode. Det skabte en helt enorm forvirring, og der var ganske meget at holde styr på for kongens soldater.

For det menige mandskab var det ikke helt så grelt med forvirringen, men dog alligevel så slemt, at ingen tidligere har haft mod på at skrive en samlet uniformshistorie. For at gøre det hele lidt mere forvirrende at finde rundt i, var der mange forskellige personelgrupper, der ikke var ens uniformeret og udrustet. I periodens begyndelse havde man officerer, underofficerer og menige. Underofficererne bestod af både faste underofficerer og af værnepligtige underofficerer. De blev i øvrigt kaldt korporaler og underkorporaler. Blandt de faste underofficerer, korporalerne, var der stabssergenterne, der uniformsmæssigt lignede officerer. For at illustrere den komplette forvirring var der også de millitære embedsmænd, officianter og håndværkere, som efterhånden blev ligestillet med de førnævnte grupper.

En gruppe officerer fra forskellige våben og korps fra ca. 1925-1930. På billedet ses hvid frakke, uniform M/1911 og uniform M/1916, som alle tre er med kravegradstegn. Der ses også reversfrakke 1923 med henholdsvis garnisionshue og kasket. Yderligere ses også en infanteriofficer, som bærer den toradede garnisonsfrakke

I 1909 kom der så kornetter til, og de var en mellemting mellem officerer og underofficerer. Der var endda også begreber som sergenter af reserven. De mange forskellige personelgrupper var forskelligt uniformeret og afmærket med deres egne gradstegn. På toppen af hele billedet af forskellige uniformer og gradstegn blev der indført flere forskellige systemer af gradstegn samt en stor mængde mærker og emblemer. Hvis den stakkels soldat endelig begyndte at kunne finde rundt i kavalkaden af uniformer, gradstegn og grader, så kom der endnu et forvirrende element ind i billedet. Et væld af nye udrustningsgenstande kom til som følge af den teknologiske udvikling i krigsførelsen.

Prøver på knapper med Danske Våben for officerer af generalsklassen, 1912

I periodens begyndelse var den toradede våbenfrakke den altdominerende uniform. Den var lyseblå for dragonerne og mørkeblå for alle andre. Livgarden og Garderhusarregimentet havde dog deres egne uniformer. I 1903 kom der i øvrigt noget, der gjorde Danmark til et foregangsland: Der blev indført en grågrøn uniform med skjulte knaplukninger. Det gjorde os til et foregangsland med terrænfarvede uniformer. Men ak! der var stor modvilje blandt de konservative kræfter, så det temmelig geniale med uniformer, fjenden havde svært ved at se i felten, blev hurtigt ændret til: En blå udgave af uniformsjakken med skjult lukning (så blanke knapper ikke kunne skinne og afsløre soldaten). Det var først efter de forfærdelige meldinger fra 1. verdenskrig, at der igen blev indført terrænfarvede uniformer.

Kong Christian 10.’ særlige udgave af officersuniform M/1916. Det var denne uniform kongen bar, da han krydsede grænsen ved Genforeningen i 1920. Uniformen er uden de ordner, som han bar ved begivenheden, mens støvlerne og pistolremmen er senere tilføjelser

Klæde til hærens uniformer kom først og fremmest fra Den Militære Klædefabrik i Usserød, hvor ulden blev spundet, vævet, valket og farvet. Når fabrikken ikke kunne følge med, blev der indkøbt klæde fra private fabrikker. Da Sikringsstyrken skulle beklædes under 1. verdenskrig, var behovet så stort, at flere private fabrikker leverede klæde. Fremstillingen blev styret af Munderingsdepotet, som var en del af Materielintendanturen. Munderingsdepotet holdt til i Rigensgade i København, hvor det færdige klæde blev tilskåret. Syningen blev dog foretaget hos en stor gruppe hjemmesyersker. Officererne var såkaldte “selvbeklædere” og skulle som regel have private skræddere til at sy for sig.

Bjørneskindshuen kom til Livgarden i denne udformning i 1924

De fleste af bogens billeder af uniformer, genstande og udstyr er ledsaget af en vignet med laksegl. Det er billeder af godkendte prøver, som er samlet i Materielintendanturens vignetkataloger, som befinder sig i Munderingsdepotets arkiv.

Det skal tydeligt bemærkes, at hensigten med bøgerne er som opslagsværk. Det er som sådan ikke meningen, at de skal læses fra ende til anden, dog kan det være meget underholdende at læse forfatterens tekster. Bøgerne var et underholdende bekendtskab. Billedernes kvalitet og den samlede præsentation er ganske enestående.

[Historie-online.dk, den 15. april 2026]