Museumsnumre 126 - paryk
Håret har altid været præget af mode, og den bestemte om håret skulle være langt eller kort, glat eller krøllet, farvet eller naturfarvet. En periode var dog med hensyn til hårmode ekstrem. Det var en tidsperiode på ca. 150 år, som man kan kalde parykalderen. Nu var det langt fra alle, som kunne følge moden, for mode koster penge, og moden med paryk kostede mange penge, så parykkerne var forbeholdt overklassen. Parykalderen i Europa er perioden fra ca. 1650 til 1800.
At bruge parykker var i Ægypten meget udbredt og Glyptoteket har i sin ægyptiske samling mange statuetter og figurer, som viser folk med paryk. Dengang var det formentlig til ære for guderne, at personer anlagde paryk. Paryk er et fransk låneord, perruque, og det kom til Danmark med den franske parykmode. Parykken er en kunstig hårpragt, som sættes på hovedet. Det er en kalot, hvortil man fæstner naturhår. Hensigten var at tage sig ud, at gøre sig bemærket. I begyndelsen af 1600-årene havde hårmoden for mænd og kvinder været langt hår. Omkring 1650 begyndte man ved hoffet i Frankrig at iføre sig kunstigt langt hår, dvs. parykker.
Oliemaleri af Christian 5. Portrættet er udført af den franske maler Jaques d’Agar 1685, wikipedia
Allongeparykker var navnet. Det begyndte med Louis 13., som anskaffede en paryk, da han blev tyndhåret, og med Louis 14. blev det, som var en trend, den store mode. Allongeparykken var både høj og lang, håret faldt ned på brystet med slangekrøller. Det var med andre ord en stor manke, og den kunne naturligvis ikke bæres hvor som helst og når som helst. Men i hoffets beskyttede cirkler og rum gik det an. I Danmark fulgte enevoldskongen Christian 5. og hans hof den franske mode og man talte gerne fransk. Allongeparykkerne var ikke pudrede men farvede brune eller lyse. Parykken skulle ligne hår. Den unge kammersekretær Peder Schumacher anskaffede sig ikke en allongeparyk. Han lod sit hår gro og krølle, så han var a la mode. På et stik af Schumacher ved skafottet i 1676, ses tydeligt, hvordan han er blevet glatbarberet i nakken, men har noget af hårpragten i behold. Som bekendt blev han i sidste øjeblik benådet. Der er mange malerier af tidens førende personligheder med allongeparykker. En af dem var Tordenskjold som i 1720 blev afbildet af de Conink iført rustning, med kårde i hånden og trekantet hat oven på en stor allongeparyk. Maleriet er komisk men gengiver tidens smag for pragt og ridderlighed. Det er ikke sømanden vi ser, men en hoffærdig adelsmand.
Tordenskjold portrætteret 1720 af de Coning, wikipedia
I øvrigt lagde kongen i 1710 skat på parykker, karosser, bærestole og anden luksus for at fylde sin slunkne krigskasse. Det var ikke populære skatter, men i 1711 fik de velhavende andet at tænke på, da pesten ramte landet og især hovedstaden. Kongen, Frederik 4., udmøntede i disse år en otteskilling i sølv, og kongen iført en allongeparyk prydede møntens forside. Den blev mand og mand imellem kaldt parykmønten. Thy Museum har flere parykskillinger, detektorfund fra Vestervig Marked, hvor der blev handlet stude.
Postmester Simonsen i rød frakke og paryk ca. 1750, Odense Bys Museer.
Omkring 1720 ændrede parykmoden sig. Slangekrøllerne forsvandt og parykken blev enten pudret hvid og lagt i valker ned mod skuldrene, eller den krøllede paryk blev kortere og ufriseret. Denne paryk blev fra 1760 i en kortere udgave med krøller ved ørerne og håret bagtil samlet af et silkebånd tidens almindelige paryk. Modellen var i forhold til allongeparyk bedre egnet til at gå med i det daglige, og paryk blev nu også brugt af det højere borgerskab.
Portræt af Grev Scheel, udført af Pilo, Statens Museum for Kunst
Det blev i 1700-tallet også mode for hoffets kvinder og godsejerinder at tage paryk på. Fra starten brugtes hvidpudrede parykker med langt hår. Senere omkring 1770 kom hårmode med høje, krøllede opsætninger. De fleste kvinder brugte dog slet ikke parykker. De lod deres eget kraftige hår opsætte sådan, som moden krævede og brugte toupeer og valke i deres hår.
Portræt at Louise von Plessen udført af Pilo, Gammel Estrup
Parykker blev lavet af parykmagere, og de fandtes spredt i landet. Brødrene Ørsted blev i Rudkøbing som børn undervist af en parykmager ikke langt fra deres bopæl, byens apotek. De fineste parykker var lavet af menneskehår men andet hår blev brugt, f.eks. bøffelhår og hestehår. Håropkøbere rejste rundt i landet og nogle lod sig kronrage for at tjene nogle penge.
Silhuetklip af kvinde med paryk i den høje stil, Bakkehuset
Museerne har ikke bevaret ret mange parykker, men heldigvis er der mange portrætter, som gør det muligt at følge udviklingen med hensyn til brug af parykker. Parykkerne var som sagt kostbare og blev derfor omhyggeligt opbevaret i parykæsker. Det var store ovale spånæsker, som undertiden var bemalet og smukt dekoreret. Disse spånæsker er blevet samleobjekter modsat parykker. Et andet i dag sjældent tilbehør til parykker er de såkaldte skabilkenhoveder, træhoveder, som parykken og fine huer anbragtes på.
Skabilkenhoved lavet som en kvindebuste, Horsens Museum
I Frankrig kom jakobinerne i 1789 til magten ved en revolution. Kongedømme og godsejervælde blev kasseret. Oprøret blev også rettet mod aristokratiets mode og adfærd. Jakobinerne gik med bukser, og i eget kort hår, hvilket var praktisk for en mand, der arbejdede. Parykkerne forsvandt som modefænomen og dermed var en æra slut. Brugen af parykker fortsatte nogle år, og visse gamle mænd holdt stædigt fast ved deres paryk. De blev betragtet som særlinge. Oehlenschlägers generation gik med eget hår som revolutionens sønner i Frankrig.
Parykker blev stadig fremstillet i 1800-tallet og hen ad vejen brugt af mange forskellige mennesker. Folk som tabte håret, folk ramt af sygdom og forskellige erhvervsgrupper, hvor man skulle være iøjnefaldende. Det gjaldt sangerinder og skuespillere på teatret, som iførte sig skiftende kostumer inklusive parykker. Klovne i cirkus var udstyret med store og farverige parykker. Frisører lærte i mellemkrigstiden at lave parykker, og i 1960-erne og 70-erne blev der lavet parykker som svendeprøve. Mens så godt som ingen parykker fra parykalderen er at finde på museerne, så er frisørparykker, teaterparykker og karnevalsparykker lavet i 1900-årene pænt repræsenteret. Museet på Mors har såmænd en Pipi Langstrømpe paryk brugt til fastelavn.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her
[Historie-online.dk, den 18. juni 2025]
