Museumsnumre 151 - spyttebakke
Nogle genstande i museerne er i dag ukendte for de fleste. Det gælder f.eks. nogle små flade støbejernsskåle på ben. De ligner mest askebægre, men er for grove til at passe på et bord. Der skal de heller ikke være. De er beregnet til at stå på gulvet, gerne et sted ved en væg og ikke midt på gulvet. Det er nemlig spyttebakker. Navnet vækker straks et vist ubehag i dag, for hvem i alverden går rundt og spytter i stuen! Men det gjorde man faktisk for ikke så længe siden. Det hang sammen med en af fortidens laster, nemlig skråtobak. I stedet for at ryge, så kunne man bruge snustobak eller tage en tobaksskrå. Skrå blev lavet af ribbede tobaksblade tilsat en krydret sovs, et afkog af svesker, rosiner og krydderi, blev fermenteret og derefter spundet til tykke eller tynde strenge. Nydelsen bestod i at tage et stykke skrå, komme det i munden, og anbringe det på indersiden af overlæben eller underlæben. Her kunne tobak og sovs reagere og afgive nikotin og smagsstoffer. Sommetider løb den sorte sovs ud af munden, og på et tidspunkt måtte man skille sig af med skråen. Ligesom cigarens aske og cigarstumpen måtte lægges i askebæger, så måtte skråen indendørs spyttes ud i en spyttebakke. I de gamle bondehuse var gulvene af ler og piksten, og man spyttede på gulvet, men i de nye huse kom bræddegulve, og husmoderen kom efter de mænd, som spyttede på de hvidskurede gulve og ødelagde dem. De skulle bruge spyttebakken eller gå udenfor.
Reklameskilt i emalje fra Færchs tobaksfabrik, lex.dk
Skråtobak var meget udbredt og nikotinen vanedannende. Skråen krævede hverken ild eller pibe. Man kunne arbejde med en skrå i munden. Håndværkere, sømænd, havnearbejdere, vognmænd, tjenestekarle og fiskere brugte skråtobak og dér, hvor de kom, måtte man nødvendigvis have en spyttebakke. Det gjaldt i krostuer og forsamlingshuse, på jernbanestationer, i venteværelser, i sparekassen og mange andre offentlige rum, men også i herregårdens folkestue, på gårde og i visse private hjem. Af hygiejniske grunde var spyttebakken forsynet med et stykke papir eller fyldt med lidt sand. Den skulle jo tømmes, og det var et af tjenestepigernes mindre behagelige job. Omkring 1900 grasserede tuberkulose, og denne lungesygdom var smittefarlig. Ganske mange døde af tuberkulose, og det med at hoste og spytte var ikke velset.
Foto af købmandskontor i Holbæk 1934. På gulvet ses en spyttebakke, Holbæk Museum
Skikken med at indtage tobak som skrå stammer fra sidste halvdel af 1600-tallet, hvor tobaksspinderier opstod. De fandtes i starten på Christianshavn, hvor skibe fra oversøisk fart kom i havn med deres laster bl.a. af tobak. Spinderierne spandt de tørrede og pressede tobaksblade til lange strenge, og når det var skråtobak tilsattes som sagt en kryddersovs. Produktet blev solgt i ruller eller udskåret alenvis fra en rulle. Der kom efterhånden tobaksspindere i de fleste større købstæder. Helsingør og Roskilde var blandt de første efter København.
At nyde tobak som skrå fortsatte i 1800-tallet, ja skråtobak blev mere udbredt end snustobak. Det blev forhandlet i små metaldåser. Mod slutningen af århundredet lukkede de fleste tobaksspinderier. Men skrå blev fortsat afsat, nu som kardusskrå, bladene var ikke spundet men skåret og sovset og lagt i karduspapir og solgtes i små pakker. Skrå var for mænd, men der var noget der hed dameskrå – det var slet ikke tobak, men et stort sort lakridsbolche.
Fra sprogets verden kender vi udtrykket: ”Lige at vende skråen”. Det handler om at betænke sig. Men efterhånden blev der færre, som skråede. Der var kampagner imod den slags, fordi læger fortalte, at det var usundt at skrå, og fordi spyt fra skråindtagning var smittefarligt. I rigsdagen var medlemmer, som ville den slemme danske last at spytte allevegne til livs. Omkring første verdenskrig fik man i byer opsat emaljeskilte: Spyt ikke på Fortovet! I København bestemte magistraten i 1918, at det var forbudt at spytte på fortovet. Også tandlægerne advarede mod det usunde ved at bruge skrå. Spyttebakker forsvandt i årene efter 1920.
I museerne findes de i et pænt antal eksemplarer og overalt i landet, hvilket viser at det var almindeligt at indtage skrå fra Skagen til Gedser. Med hensyn til brugerne leverer museumsstykkerne få spredte informationer. Der nævnes brugsstedet som præstegård, apotek, restaurant, rådhus, retslokale mv. Flere spyttebakker stammer i øvrigt fra skibe, hvor de stod på dørken i forlukafet eller i dampskibenes matrosmesse.
Spyttebakkerne har forskelligt udseende og er lavet at forskellige materialer. Den gængse model af spyttebakke er den allerede beskrevne i støbejern på lave fødder. Modellen findes i forskellige udgaver fra lokale jernstøberier. Et af de støberier som lavede spyttebakker var Anker Heegaards støberi i Frederiksværk.
Fire støbejernsspyttebakker, Nationalmuseet
Nogle af de mest simple og formentlig ældste bakker er af træ. Odense Bys Museer har to meget simple lavet i fyrretræ. De stammer fra en gård i Fjelsted. En anden gammel type var lavet af tin. En sådan med låg og håndtag kendes fra Søetatens Hospital.
Spyttebakke af træ med sand, Glud Museum
Glaseret lertøj blev brugt til spyttebakker. En keramisk spyttebakke har Bornholms Museum. Den stammer fra rektor Kofoed i Rønne og er en brunglaseret skål fra Brdr. Spitz’ fabrik i byen. Også Søholm Keramik lavede i 1880-erne spyttebakker. Rundt omkring i landet drejede lokale pottemagere spyttebakker i ler. Silkeborg Museum har en spyttebakke i ler med rødbrun glasur. Kvindemuseet har en todelt grønglaseret spyttebakke, som stammer fra det gamle rådhus. Og et pottemagerarbejde, en brunglaseret spyttebakke fra 1890 fra H. C. Hansens pottemageri er bevaret på Åbenrå Museum.
Keramisk spyttebakke fra Århus rådhus, Kvindemuseet
En mere stilfuld type er messingspyttebakken. Den forekommer helt i messing, men mere udbredt og hygiejnisk var en type bestående af en messingskål og deri en skål af fajance. Fajanceskålen er på nogle eksemplarer mærket Aluminia. Adskillige museer har eksemplarer af denne type, men tit mangler fajanceindsatsen som er gået til i tidens løb. En spyttebakke helt i messing med tre kugleben har Ærø Museum, og typen forekommer i forskellige udgaver, nogle med ben andre som skåle. Fra Frederiksværk kendes flere messingskåle, sikkert fabriksarbejde.
Spyttebakke fra Gilleleje i messing og fajance, Museum Nordsjælland
En morsom kunstnerisk udgave af spyttebakken er skildpadden. Den findes både i træ og i støbejern. Svendborg Museum har en af sidstnævnte sjældne slags. Det raffinerede ved modellen er foruden selve figuren, at man ved at træde på hovedet åbner skjoldet, så den indvendige spyttebakke bliver synlig.
Skildpadde udskåret i birketræ fra Bandholm, Lolland-Falster Museum
En hvidemaljeret spyttebakke med skål og tragtformet låg findes på mange museer. Den har været meget udbredt. Det var en type som krævede en vis træfsikkerhed, hvilken øvede også besad. Fredericia Museum har en, som er indleveret af en restauratør. Denne type er fabriksfremstillet og tit mærket GM, Glud og Marstand. På hospitaler benyttede man også hvidemaljerede spytbakker, men de var nyreformede og beregnet til at holde op til patientens mund. Københavns Museum har en sådan spytbakke fra Sundholm.
Slidt spyttebakke i emalje, to dele, Fredericia Museum
Med hensyn til spytning så synes bestræbelserne på at forhindre denne uvane at være lykkedes. Kun i børnehaverne slås de lidt med spytteriet, som måske er et instinktivt rudiment. At blive spyttet på var engang en stor hån og en udfordring. Spyttebakken er historie, og den kan ikke engang benyttes som askebæger, for også rygning er kommet i skammekrogen. Men skråen er stadig hos os. Ifølge Statens Institut for Sundhed er der en bekymrende vækst i antallet af unge snus-, tygge- og skråtobak brugere.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 24. februar 2026]
