Menu
Forrige artikel

Annas sang

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 6404

 

Af Jytte Kjær Schou

En imponerende romandebut med et fængslende og nuanceret psykologisk portræt af en kvinde fra Koppels egen slægt sat ind i en historisk sammenhæng.

Jazzmusikeren Benjamin Koppel har hentet inspiration til romanen fra sine møder med den sære grandtante i Paris, i romanen kaldet Hannah Koppelman, som familien har mistet forbindelsen med. Det bliver et meget frugtbart venskab med en usædvanlig kvinde, der ikke er spor sær. Hendes livshistorie er romanens rammefortælling. Koppel vurderer selv, at ca. 80 % af romanen er fiktion, og han blander med sikker hånd fakta og fiktion til en overbevisende helhed.

Det er historien om en musisk begavet kvinde, der må opgive sin drøm om at blive musiker og give afkald på sin elskede Aksel for at føje moderen og indgå et arrangeret ægteskab med en fransk jøde, der viser sig at være en voldelig libertiner. Hannahs ulykke er, at hun er en pige født på det forkerte tidspunkt, inden de jødiske traditioner for et arrangeret ægteskab som en social og praktisk foranstaltning helt er smuldret. Hendes fire storebrødre derimod trodser moderen og gifter sig af kærlighed med danske piger, og de får en karriere som musikere. Det er kønsdiskrimination af værste skuffe, som stadig fandtes i det københavnske jødiske miljø i midten af forrige århundrede.

Romanen giver et meget underholdende og undertiden humoristisk indblik i det jødiske miljø i København i årene op til og under besættelsen og senere i Paris. Hannah tilhører en stor og farverig familie. Hendes hårdtslående, tyranniske mor Bruche er en sand dramaqueen. Hendes højlydte, teatralske scener hidkalder familie og naboer, der velvilligt bænker sig om bordet og lader sig beværte, mens Bruche udfolder sig. Familien er skildret som en meget broget flok, der bl.a. tæller den selvhøjtidelige og religiøse onkel Lille-Moishe, der lader sin kone om at slide og slæbe, mens han i ro og mag studerer Torahen. Hans diametrale modsætning er Store-Moishe, tyk, jovial og varm tilhænger af bordets glæder. Hans bramfri motto er ”gå aldrig forbi et lokum; stol aldrig på en prut; lad aldrig en stådreng gå til spilde”.

Den store historie får også indflydelse på Hannahs skæbne. I 1943 må hun sammen med familien flygte til Sverige. Det giver hende en lille frist, inden hun må gifte sig med den franske jøde. Det giver hende også mulighed for i al hemmelighed at være sammen med sin elskede Aksel. Det resulterer i et barn, som hun tvinges til at give fra sig lige efter fødslen. Et sår, der aldrig heles helt.

Koppel-familien er meget musikalsk, og romanen er gennemsyret af musik. Selv om Hannah har måttet give afkald på en karriere som musiker, er musikken hendes trøst og kan bedre end ord udtrykke hendes følelser. Da hun i en sen alder er blevet enke, kaster hun sig ufortrødent over musikken og opretter sin egen lille musikskole, der snart får elever, godt hjulpet af de digitale medier, som Hannah har lært at beherske. Hun fremstår i det hele taget som en stærk kvinde, der trods store sorger og et vanskeligt ægteskab bevarer livslysten til det sidste. Hun fejrer f.eks. mandens død ved at male farvestrålende blomster og sommerfugle på hjemmets triste grå vægge.

Som en lille finurlighed sniger forfatteren sig selv ind i romanen til sidst. Han er den nevø, der besøger Hannah og lokker hende til at fortælle om sit liv.

Der er i de senere år udkommet flere romaner, der tager udgangspunkt i slægten og sætter fortællingen ind i en historisk sammenhæng, som f.eks. norske Edvard Hoems romaner. Koppels jødiske slægtssaga er omfangsrig, men ikke den mindste smule for lang, og den placerer sig i toppen af genren.

[Historie-online.dk, den 26. juli 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Mordet i Vestermarie
Hjerterkonge
De sammensvorne