Menu
Forrige artikel

Da Italien blev et land

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 308

 

Af Kresten Søe

Drømmen om et samlet Italien

Giuseppe Garibaldi er kendt som en ofte romantiseret hovedperson bag Italiens samling. En mand, der var kendt for sin store appetit på kvinder og som forstod at begejstre og motivere folk omkring sig, men også mand, der var kendt som en sand kriger med store evner som militær leder i spidsen for sine frygtede italienske rødskjorter, han samlede som sin personlige lille hær i landflygtighed i Uruguay i Sydamerika.

Bogen skildrer Garibaldis liv fra barndommen i Nizza, det nuværende Nice, der til hans forbitrelse blev indlemmet i Frankrig som Napoleon den Tredjes betaling for sin stormagtsstøtte til Italiens samling under Sardiniens konge Victor Emanuel den 2.

Efter barndommen skildres Garibaldis liv som sømand og skibsfører frem til, han blev indfanget af tanken om Italiens samling i forbindelse med en befrielse fra datidens stormagter Østrig, Spanien og Frankrig.

Allerede som ung måtte han her efter sit første forsøg på i Genua at stifte et oprør mod Østrig flygte til Uruguay, hvor han fandt sit livs kærlighed den indianske Anita, med hvem han fik fire af sine børn.

Sammen med Anita, der i høj grad delte hans krigeregenskaber, skabte han sine berømte rødskjorter, der ligesom Garibaldi alle var politiske flygtninge, som havde slået sig ned i Sydamerika for at finde en levevej.
Under Garibaldis ledelse dannede disse mænd en loyal sammensvejset lille hær, der trivedes som landsknægte i de samtidige sydamerikanske revolutions- og selvstændighedskrige.

En uregerlig kriger af Guds nåde

Første del af bogen omhandler både Garibaldis privatliv, nationale vækkelse og møde og ægteskab med Anita, mens bogens sidste del skildrer hans tilbagevenden til Italien og Anitas tragiske død.

er berettes om hans væsentlige rolle i kampene for landets samling. Først i det tabte slag om Rom, hvor Garibaldi klogelig efter de første succesrige sværdslag valgte at flygte fra den franske overmagt med sin lille flok.

Senere drog han støttet af Victor Emanuel den 2. og hans minister Conte de Cavour til Sicilien, hvor han med kun 1000 mand i et militært mesterstykke lykkedes med at vriste de sydlige dele af Italien ud af det spanske greb.

For Kong Victor Emanuel den 2. og Cavour blev Garibaldi med sine krigeregenskaber og evne til at vække folkelig begejstring et vigtigt, men også meget uregerligt redskab i den italienske samling. Garibaldi var bestemt ikke politiker, men havde sin egen mening om ting, tiltag og strategier.

Fremstilling, vinkel og sprog

Fremstillingen er skildret i et nutidigt ligefremt til tider lidt altmodisch sprog med lidt kunstig præget direkte tale og dialog, der mere tjener til at formidle viden til læseren og føre handlingen videre end som udtryk for reel samtidskommunikation.

Hertil kommer passager, hvor man som læser studser over Garibaldis evne til uden problemer at kunne kommunikere med alle uanset sproglig baggrund og fx, henvende sig til og begejstre en hel hær en bloc.
Hangaards distance til sin hovedperson er meget kort, og skildringen kan ind imellem tendere den højstemte vinkel, der kendes fra lidt ældre biografiske værker.

Enkelte gange træder Hangaard, der står som forfatter af en del lignende dramatiserede historiske romaner, dog ud af rammen med kommentarer og analyser, der klæder fremstillingen. Fx betragtninger om Garibaldis mangel på forståelse af social utilfredshed og den brede befolknings utålmodighed med manglende forbedring af levevilkår. På samme måde indgives her et bredt billede af Garibaldis intellektuelle baggrund og ageren.

Forordet nævner Garibaldis brutalitet og ensomhed som følge af manglende omgængelighed, men med hensyn til disse interessante sider af hans personlighed graver Hangaard dog desværre ikke ret meget dybere ind i fremstillingen.

Konklusion:

 Bogen søger på en gang at gabe over både at skildre et stykke italiensk historie og fortælle en biografi i romanform.

Med hensyn til det første indføjes der jævnligt lange passager om historiske fakta, hovedpersoner og begivenheder med henblik på læserens forståelse af de bagvedliggende brede historiske sammenhænge.

Et element der ikke altid harmonerer med bogens sammenhæng som roman.

Omvendt består hoveddelen - formidlingen af Garibaldis liv i romanform - mest i udvendige beskrivelse set ud fra tredje person.  De litterære virkemidler er få, og man kommer som læser aldrig rigtig ind i personerne. På samme måde lykkes det sjældent forfatteren via sprog og virkemidler at skabe en rigtig bæredygtig autentisk samtidsatmosfære.


Til gengæld får læseren et letlæseligt indblik i en biografi som kun foreligger i betragteligt meget ældre småværker på dansk. Hertil kommer man med Hangaards faktaindslag ind i en række historiske oplysninger, som nok vil komme bag på en del læsere. Fx at de færreste italienere i Garibaldis samtid faktisk  talte italiensk men betjente sig af en række lokale dialekter, ligesom den jævne befolkning mest følte sig knyttet til og kun identificerede sig med deres eget helt afgrænsede lokalområde inden landets samling.

Bogen er illustreret med gengivelser af portrætter og malerier og afsluttes med en liste over anvendt baggrundslitteratur.

[Historie-online.dk, den 25. januar 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Drengen og færgemanden
Et udestående - en provisorietidsroman
Vinterdronningen