Hvem er vi?

Af Per Ole Schovsbo, pens museumsdirektør, dr.phil.

Indledning

Vi er historiske personer, og derfor skal vores verden på museum – ligesom vores forfædres for 300 år siden. De var ikke mere interessante, end vi er, men vi kan lære af dem – og vores efterkommere kan lære af os. Vi tilhører den vestlige kultur, der bevæger sig gennem tid. De ældres erfaringer og viden arves af de yngre i en ubrydelig kulturhistorisk kæde, der giver hver generation identitet og ansvar. Det er grunden til at vi har museer for nyere tid. De fastholder vores identitet ved at fortælle vores kulturs historie.  Eller gør de?

Tidlige museer

Siden middelalderen har den dansk befolkning under kongen og hans embedsmænd været delt i fire stænder eller samfundsgrupper: adelen, gejstligheden, borgerskabet og bondestanden, der hver havde deres funktioner og privilegier. Hver gruppe var topstyret og havde en række undergrupper med funktioner og privilegier, og systemet fortsatte ned i de enkelte hushold styret af husfaderen/husbonden. Identiteten var knyttet til den rolle, hver enkelt spillede i samfundet, ikke til personligheden eller individet.  Ved Reformationen gennemførtes voldsomme udrensninger af kirkens institutioner med store tab af lokal og national kulturarv samtidigt med, at den gejstlige stand blev svækket, kongemagten udvidet og landet fik en enstrenget topstyret administration. Christian 4. skabte national bygningskunst og en historisk våbensamling i rustkammeret, der åbnede for publikum i 1838 og senere blev til en del af Tøjhusmuseet. Frederik 3. udvidede Det kongelig Kunstkammer i 1650, der blev åbnet for offentligheden i 1680, 20 år efter enevældens indførelse. Samllngen blev senere en del af det nuværende Nationalmuseum. Da Rosenborg Slot blev forældet som kongelig bolig i 1710, blev det efterladt med den Oldenborgske kongerækkes samlinger og historie, der blev åbnet som museum for offentligheden i 1838. Over 100 år senere kom museet med den Glücksborgske kongerækkes samlinger, der slog dørene op for offentligheden på Amalienborg i 1977. Den kongelige Kommission til Oldsagernes Opbevaring stiftedes 1807 takket være nationalromantikken, og i løbet af de følgende år samledes sagerne fra oldtid og middelalder (indtil 1660) først på Christiansborg og 1853 i Prinsens Palæ som Det kongelige Museum for Nordiske Oldsager – kaldet Oldnordisk Museum, der ved nyordningen i 1892 fik navnet Nationalmuseet.  

De tidlige museer var spontane samlinger uden holdninger til andet end samlernes interesse for genstande. Efterhånden fik visse museer tilført en videnskabelig dimension, der påvirkede samlingernes opstilling og formidling, der udvidede fortælling af nationens historie til at omfatte også de forhistoriske samfund. Genstandsmaterialet blev sat ind i kronologiske og geografiske rammer, der viste spor fra kulturelle handlingsmønstre.  Og det var beskrivelsen og tolkningen af handlingsmønstrene og deres kronologi, der blev målet for museernes indsamling og forskning.  Målet var at kortlægge de forskellige former for kulturel udvikling gennem tid og rum så objektivt som muligt for at kunne samle brikkerne til den nationale historie.

Nyere tids museer

Med junigrundloven af 1849 blev alle stændernes privilegier ophævet, men deres selvforståelse og økonomiske indflydelse fortsatte i form af magtfulde partier og interessegrupper. I flere købstæder oprettede det styrkede borgerskab museer for borgerskabets egen historie, der af pædagogiske og politiske grunde også rummede de samme elementer som Nationalmuseet, der åbnede i sin nuværende bygning i 1896. Interessen for den landlige kultur blev øget med den grundtvigske højskolebevægelse og det politiske systemskifte i 1901, hvor parlamentarismen blev indført og regeringen fremover skulle have et folketingsflertal i ryggen. Derfor oprettedes Dansk Folkemuseum og frilandsmuseerne, og da landbokulturen var blevet stueren for borgerskabet, samlede museerne også landlige genstande til deres magasiner og udstillinger. Af mangel på bedre, kaldte Troels-Lund denne nye interesse for hverdagslivet i by og på land for kulturhistorie i sin Dagligt Liv i Norden fra 1903. I vore dage dækker begrebet museernes arbejde med nyere tid, tiden fra 1660 til vore dage. Men dermed blev museerne også en del af den politiske kulturkamp mellem hovedstad og provins på den ene side og elite og folkelighed på den anden. Museernes undersøgelser blev med andre ord brugt til at bekræfte og synliggøre de lokale og sociale gruppers kulturelle identitet overfor og mod hinanden, der kunne minde om en forlængelse af den politiske og geografiske klassekamp. 1909 fik Arbejderbevægelsen sit særlige arkiv og 1982 sit eget museum, mens håndværkene fortsat er spredt på næsten alle provinsmuseer, frilandsmuseer og et par specialsamlinger.    

I statens iver for at udbrede det danske museumsvæsen til et finmasket net, der tog hånd om hele nationens geografiske og kulturelle kulturarv, tildeltes i midten af 1970´erne hvert statsgodkendt museum et geografisk arbejdsområde og et fagligt virkeområde, administreret af Statens Museumsnævn og amternes museumsråd. De offentlige tilskud til museernes drift og arbejde blev efter et bestemt system bevilget af kommunerne, amterne og staten og havde tilsvarende indflydelse på museets virksomhed. De lokale museer fik dertil deres eget heiraki med Nationalmuseet i toppen og de store provinsmuseer som landsdel- eller hovedmuseer, mens de andre forblev små lokal- og specialmuseer. Nationalmuseet havde de faglige kompetencer som de øvrige museer støttede sig til. Det rådede over laboratorier, værksteder, magasiner og nationale databaser, der var til gavn for hele den nationale kulturarvs analyse og konservering. Museerne selv tog sig af indsamling, registrering, forskning, bevaring og formidling efter de lokale behov og Museumsnævnets anvisninger.

Moderne museer

Museerne fortalte med andre ord national og lokal historie med udgangspunkt i den materielle kulturarv, der viser handlingsmønstre, som for Hartvig Frisch var vaner (Europas Kulturhistorie fra 1928). Sådanne vaner og handlingsmønstre kan imidlertid ikke være uden påvirkning fra de politiske og økonomiske strømninger, og den tilsyneladende objektive fremstilling kan derfor indeholde politiske budskaber – ligefrem politisk styret fejlinformation eller propaganda. Det forsøger den moderne museologiske forskning at undersøge ved at analysere holdninger og tendenser ved museernes indsamling, forskning og formidling.  Resultatet er naturligvis at museernes arbejde gennem tiderne er præget af politiske strømninger og tendenser – på samme måde som kulturarven. Museerne er jo ikke udenfor tiden – men taler samtidens sprog og har formentlig aldrig kunnet andet.

Ved kommunalreformen 1970 og kommunesammenlægningen i 2007, hvor amterne erstattedes af regioner, blev en del af de lokale kulturhistoriske museer fusioneret. Mindre museer forsvandt eller blev filialer af større, og det har medført, at lokalbefolkningens kontakt til museumsverdenen blev svækket. De offentlige krav til museerne i den samme periode er nu, at de skal tiltrække flere betalende gæster således at egenfinansieringen styrkes og kræfterne til de mere traditionelle museumsopgaver reduceres. Man hører ofte, at museernes magasiner er fyldte med de samme genstande uden mening til trods for, at de er indsamlet med lokal historie. Det forstærkes af, at museerne ikke trækker mange turister og besøgende til udstillinger om den lokale kulturhistorie, der er kedelige i forhold til elektroniske events, rollespil og oplevelsescentre.

Hvad er kulturarv?

Hvad er kulturen og dens arv så i vore dage?  Den er ikke kun samling af genstande, anlæg, bygninger, folkedans og handlingsmønstre - men også den identitet og kultur der er arvet fra vores forfædre. Kulturen er ikke kun noget i sig selv, men den er også én fremadrettet proces, som vi alle bidrager til og deltager i. Vores identitet er således ikke blot en kulturskabt rolle, men et engagement og en ansvarlighed overfor vores forfædre og efterkommere. Vi er med andre ord bindeleddet mellem fortid og nutid – eller fremtidens vidner om fortiden. Det vi og museerne når at indsamle og dokumentere i dag er reddet i morgen til gavn for fremtidens generationer. Men der mangler efterhånden en plan for befolkningens og museernes engagement, ikke mindst fordi de lokale museer efterhånden kun undtagelsesvist ser betjeningen af den lokale og nationale befolkning som deres hovedopgave.

Den blandede kultur

Den danske kultur er anset for at være den etnisk danske befolknings særkende og identitet, mens de indvandrende grupper som jøderne i købstæderne, hollænderne på Amager, kartoffeltyskerne på den jyske hede, De reformerte i Fredericia, Herrnhuterne i Christiansfeld, de polske roepiger i Lolland-Falster har fået deres egne museer og mindestuer eller er helt udeladt af den kulturhistoriske fortælling. Det samme gælder de tyske flygtninge fra 2. verdenskrig, palæstinenserne, de vietnamesiske bådflygtninge, de tyrkiske gæstearbejdere og mange andre muslimske folk, der fortsat kommer til Danmark. Alle disse grupper med deres kulturelle identitet er i kortere eller længere tid optaget i den danske hverdag – og har derfor påvirket den danske kulturarv.  Det gælder især Grønland og Færøerne, der har været en del af det danske kongerige i århundreder ligesom Island, der dog forlod os i 1943 og Norge, der forsvandt til Sverige i 1814 og blev selvstændigt i 1905. Der er også hertugdømmerne med en del af Slesvig, der tabtes i 1864 og de svenske landskaber, som vi mistede i 1660 for ikke at tale om de engelske besiddelser i sen vikingetid, der faktisk har sat sig spor både i dansk lovgivning og i engelsk stednavne, sprog og politiske historie. De danske kolonier i Afrika, Indien og Vestindiske Øer rummer både bygnings- og materiale kultur og historie, der er dansk.

I flere oversigter over dele af den danske kulturhistorie er tidlige danske områder derfor medtaget fx med anlæg og bygninger der er skabt i deres danske tid i europæiske stilarter. Bymuren omkring Visby på Gotland er et eksempel på dansk fæstningsbyggeri ligesom domkirken i Lund er en dansk romansk katedral, mens domkirken i Nidaros (Trondheim) anses for at være norsk gotik selvom den er opført mens Norge og Danmark var forenet.  Mange ældre bygninger, herregårde og kirker i disse områder tilskrives dansk bygningskultur – ligesom det omvendte er tilfældet, hvor bygninger, kirker, fæstningsværker og øvrige anlæg er opført af fremmede magter på nuværende dansk grund før Genforeningen i Sønderjylland og under gentagne besættelser af svenske og tyske tropper senest under Besættelsen 1940-45.

Konklusion

Hvis den dansk kulturarv og den dansk kultur er knyttet til de områder der politiske og geografisk er eller har været danske eller dansk administreret i gennem århundreder, er hverken kultur eller arv faste størrelser.  For at komme videre må museumsvæsnet, der nu er under Slots- og Kulturstyrelsen, udarbejde en oversigt der både kan indarbejdes i museernes arbejdsplaner og inspirere museernes brugere. Det vil med andre ord sige, at vi har brug for en beskrivelse af, hvorledes vi genfinder vores egen kulturelle identitet – så vi kan fortælle de øvrige grupper i vores samfund, hvad det er at være dansk. Så kan vi bedre lære hinanden at kende og på lige fod med andre kulturfolk tage imod dem.

Illustrationerne er fundet på Nationalmuseets hjemmeside.

[Historie-online.dk, den 18. juni 2025}