Museumsnumre 156 - radioapparat
Et radioapparat hørte i generationer til det faste inventar i de fleste hjem. Det startede i 1920-erne, da elektriciteten bredte sig i Danmark. De allerførste radioapparater var såkaldte krystalapparater, hvor radiosignalet var svagt, og man kunne kun høre signalet ved brug af høretelefoner. I 1925 blev Statsradiofonien åbnet. Man sendte på langbølge og mellembølge, mens kortbølge var for radioamatører og kystradiostationer, eksempelvis Blåvands Radio.
Statsradiofonien sendte nyheder, vejrmeldinger, morgengymnastik, musik og undervisning. Radioen fik også eget symfoniorkester og børnekor. Radio blev en omvæltning af hjemmets rolle som familiens eget rum. Den ydre verden kom ind i stuen, når man tændte for radioen. Radioavisen blev en fast bestanddel i dagsrytmen. Husets mandlige overhoved anbragte sig foran radioapparatet for at høre radioavisen. Andre programmer som morgengymnastik og senere børnetime var med til at præge hverdagen. Ved at lytte til radioavisen holdt man sig orienteret om begivenheder hjemme og ude i den store verden. Radioen blev et vigtigt nyt medie, som supplerede presse og tidsskrifter, og radioen blev det første massemedium. Alle lyttede efterhånden til Statsradiofoniens udsendelser.
Der lyttes til radioen, foto omkring 1930, kbh.billeder
Danmark var ikke bagud, når det gjaldt radio, tværtimod. Ingeniør og opfinder Valdemar Poulsen havde eksperimenteret med radiobølger og havde i 1903 opfundet lysbuesenderen til radiotelefoni. Den gjorde det muligt at sende radio på faste bølgelængder over Lyngby radio, især til gavn for skibsfarten. I 1907 kunne Lyngby radio kommunikere med Newcastle.
Med Statsradiofoniens udsendelser og åbningen af Kalundborgsenderen i 1927 blev radiolytning hurtigt udbredt. Mange ønskede at anskaffe et radioapparat og radiofabrikker skød op rundt omkring i landet, f.eks. UG-radio i Ugerløse midt på Sjælland, hvor en maskinfabrikant efter studietur til Berlin byggede en radio. Med den deltog han i en udstilling i Industribygningen i København i marts 1925 og blev kongelig hofleverandør, idet Christian d. 10. købte en UG-radio til Fredensborg Slot. De fleste radiofabrikker opstod dog i København og Odense. Der var tale om små virksomheder, som ikke krævede meget plads, men teknisk snilde. Der var også i radioens begyndelse en del folk, som byggede deres egne radioer. Teknisk Museum har en af de ældste radioer, muligvis en radiosender. Den er fra 1915, fremstillet af M.P. Pedersen. Her drejer det sig om at se på hjemmets radiomodtagere og ikke de radiosendere og -modtagere, som brugtes i skibe, taxier, busser og af radioamatører. I museernes samlinger er heldigvis mange radioapparater bevaret. Energimuseet og Teknisk Museum har de største samlinger.
Radio i kasse med to høretelefoner, Ærø Museum
Nogle af de små radiovirksomheder voksede sig store, mens andre måtte lukke. S.P. radio blev startet af Simon Petersen i Slagelse i 1927 og flyttede til Aalborg tre år senere, hvor han i en kælder fremstillede et radioapparat om dagen, hvilket han søgte at sælge om aftenen. I 1947 var virksomheden vokset til 30 ansatte, og fra 1955 startede den med at lave fjernsynsapparater. Virksomheden begyndte også at fremstille små skibsradioer og fra 1963 gik man over til kun at producere skibsradioer. SP blev kendt for sine gode produkter og havde herhjemme stor succes med VHF skibsradioen ”Sailor”. Et andet eksempel på foretagsomhed i radiobranchens start er Andersen og Jørgensen i Borggade 7 i Århus. De fremstillede selv deres radioapparater og solgte dem i en tilhørende butik på adressen.
I 1930erne fandtes et stort udbud dels af danskbyggede radioer dels af udenlandske. De små radioproducenter stoppede eller voksede sig større til fabrikker med serieproducerede radioer, som solgtes med et varemærke, f.eks. Phønix i Odense. Herofon var et andet tidligt varemærke, idet fabrikken startede i 1928. Den blev senere til Arena og var en del af virksomheden Hede Nielsen a/s i Horsens.
Tidlig radio med tragt, ukendt mærke, Fredericia Museum
I 1930-erne blev konkurrencen hård, da mange kunder efterhånden havde anskaffet en radio. Firmaet Lauritz Knudsen i Haraldsgade, København Ø producerede en lang årrække radioer, men udvidede produktionen til andre el-artikler som el-komfurer, el-målere, el-fordelingstavler og højspændingsmateriel. Virksomheden er fusioneret, men eksisterer stadig med adresse i Ballerup.
Ofte var det enkeltpersoner som stod bag radiofremstillingen. Neutrofon var en dansk radio, populær i 1930. Fabrikant var ingeniør Poul Petersen, Gl. Kongevej, København.
Import af udenlandske radioer gjorde konkurrencen hårdere. Unica Radio startede i 1925 og solgte dels egne radioapparater dels importerede amerikanske. Blandt de udenlandske mærker importeret i 30-erne var Loewe, Philips, Siemens, Telefunken, Blaupunkt, m.fl. I 1940 havde 80% af de danske husstande radio.
Den tyske besættelse gav radiobranchen nye problemer. M.P. Pedersen, et gammelt københavnsk radiofirma, solgte apparater af mærket Klimax. Sabotører sprængte imidlertid fabrikken i luften, fordi man arbejdede for tyskerne. Også radiofabrikken Radiometer, fabrikken Danavox og Nordisk Radio Industri blev saboteret af modstandsbevægelsen.
Danske radioer klarede sig fortsat godt i 50-erne. L&L radio, Linnet og Lauritzen, havde i 1950-erne en række radioer på markedet, mærkerne var Kardinal, Minerva og Primas. To-R var startet i 1930 af en mand ved navn Rasmus Rundholdt, og hans radio fik derfor navnet To-R(er). Virksomheden lå på Frederiksberg og fik efter krigen bygget en stor fabrik i Vanløse. Fabrikken havde mellem 600 og 1000 medarbejdere. Der solgtes mange To-R radioer og tv-apparater i 50-erne. To-R stoppede i 1966. Skønt den viste overskud, måtte den afvikles efter aktionærernes ønske. Bang & Olufsen begyndte i 1926 at fremstille radioer i Struer, som bekendt blev firmaet en succes, der har holdt sig på markedet til dags dato med markante kvalitetsprodukter. En Beomaster var i 1970-erne noget af det bedste, man kunne få, når det handlede om radioapparater.
Museernes samlinger fortæller radioapparatets historie. De første radioapparater var Storm-P agtige. Det var en kasse med de nødvendige radiorør, en skala og en højttaler, nogle gange en lydtragt, som på de tidlige grammofoner. Men der gik ikke lang tid før teknikken blev forbedret, og det samme blev designet, så radioen føjede sig ind i møblementet i stuen. Kassen som gemte radiorørene var gedigent snedkerarbejde lavet af træsorter som mahogni, nøddetræ, eg osv.
Skabsradio B & O, Struer Museum
I 1930-erne blev radioerne større og antog skikkelse af et møbel. Radioapparatet blev med højttaler bygget i et skab på fire ben.
Radioforretninger fik plads i gadebilledet, og de fleste byer havde flere radioforretninger. Mange havde ikke råd til en radio, men køb på afbetaling gjorde vejen lettere. Radioforhandleren var en fagmand, som ikke kun solgte, men også reparerede de forskellige radiomærker. Nogle forhandlere udvidede antallet af forretninger, så der opstod kæder af radiobutikker. I København f.eks. Selandia, Bjørns Radio og Fredgård. En landsdækkende kæde blev Fona.
Phønix radio fra 1940-erne, Viborg Museum
Under krigen spillede radio en særlig rolle. BBC sendte om søndagen på langbølge til danske lyttere. "Her er London" startede alle udsendelser med. Det var andre nyheder end dem, den tysk censurerede Statsradiofoni udsendte. Det var ikke forbudt at lytte til London. Illegale radiosendere og -modtagere blev benyttet af modstandsbevægelsen, og radiomeddelelser var afgørende for forsyning af nedkastede våben, sabotageaktioner og spionage.
Stil ind på de danske stationer hed det efter krigen, hvor BBC var meget aflyttet. Statsradiofonien åbnede endnu en sendekanal i 1951: Program 2 og årene indtil fjernsynets fremkomst var statsradioens gyldne tid. Finansieringen skete ved at radiolyttere betalte licens, og folk, som ikke betalte licens men benyttede radio, blev opsporet af pejlevogne og idømt bøder. På linje med skatteunddragelse var det uacceptabelt.
Radioerne blev mindre i løbet af 1950-erne, men havde stadig trækabinet. Nye materialer som bakelit blev også brugt til mindre radioer. I 1960-erne kom transistorradioen frem. Den var såvel el som batteridrevet og kunne tages med på stranden eller på campingtur.
En tidlig transistorradio af mærket Herofon, Ringkøbing-Skjern Museum
Statsradiofonien skiftede i 1959 navn til Danmarks Radio og en ny radiolov blev vedtaget i folketinget. Fjernsynet fik efterhånden større og større betydning, og radioprogrammer mistede tilsvarende lyttere. Meget sigende byggede man på Rosenørns Allé Radiohuset, men i 1965 flyttede Danmarks Radio ind i den nye TV-by i Gladsaxe.
Radio fra 1960-erne mærket Unika, Oscar, Glud Museum
FM-radio kom i 1960-erne og gav mulighed for flere programmer, nemlig P1 med nyheder og oplysning, P2 med klassisk musik og kultur, P3 med underholdningsmusik og P4 med lokalradio. Den nye radiolov i 1973 betød en ændring af tv- og radios rolle. Underholdning blev tilføjet som en af DRs opgaver. Radio og tv gik på godt og ondt i stigende grad bort fra oplysning og kulturformidling. Resultatet af den udvikling er tydelig i dag, hvor underholdning dominerer sendefladen. Desuden blev radioen politiseret, idet repræsentanter for de forskellige partier fik sæde i radiorådet. DRs monopol blev brudt i 1988, og dette medførte mange lokale radiostationer, som delvist blev finansieret af reklamer.
I de danske hjem førte radioen efterhånden en tilbagetrukket tilværelse. Fjernsynet indtog den plads i stuen, som radioen havde haft. Til gengæld rykkede radioen ind i bilerne og ud på arbejdspladserne. Med transistorradioen kunne håndværkere selv på byggepladser lytte til musik.
Digital radio, DAB-radio, gav fra 2002 en række nye kanaler og muligheder for aflytning. Radio er stadig en vigtig del af medieudbuddet, men digitaliseringen har spredt det store felt af seere og lyttere. I 2023 lukkede Kalundborgs radiosendere og en 100-årig epoke i radioens historie var slut.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 7. april 2026]
