Menu

Skillevej

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 39

 

Forfatteren, som er historiker, sammenkæder danske søfolks indsats under 2. verdenskrig med vor tids globale dilemmaer. Romanen følger sømanden Axel gennem et liv, der indeholder både krig, politisk uro og forskeligartede ideologier. Bogens handling kobles til barnebarnet Thomas, som via gemte erindringer i et arvet chatol sammenbinder fortid og nutid

Af Michael Koch

Ganske hurtigt finder læseren ind i familien, som har et stort tungt chatol stående i boligen. Opbygningen i romanen er meget sympatisk med chatollet i centrum og sønnen Thomas, som finder fortællinger fra sine bedsteforældre i skufferne. Det er de fortællinger, som danner bindeled til bedsteforældrenes liv, oplevelser og arbejdssituationer. Det hele er fiktion, men at forfatteren også er historiker fornægter sig ikke. Der er mange historisk korrekte vendinger og beskrivelser, læseren kan have stor glæde af undervejs. Et eksempel er bedstemoderens skudsmålsbog. På en meget fin og sympatisk måde får læseren en beskrivelse, hvad sådan en bog er, hvordan den fungerede, og hvad der blev skrevet i den. Det fører så til en fortælling om Tjenestepigernes Forening i Rosenborggade (København). Igen er det historisk korrekt beskrevet, hvilket er en fornøjelse at læse, specielt hvis læseren ikke kender til forholdene for en ung tjenestepige for mere end 100 år siden.

Afsnittet om bedstemoderens tjenestetid efterfølger det første, som handler om bedstefar Axel og hans første tid som sømand. Der fortælles om livet til søs, hvor de sejlede hen, hvordan han fik hyre og meget mere. Næste afsnit handler om Axel og skal forestille at være skrevet i 1949. Under overskriften “Kampår” skives der om arbejdernes klassekamp. Inden denne klassekamp går fortællingen tilbage til tiden omkring 1. verdenskrigs afslutning og livet ombord på et dampskib. Der er mange historisk rigtige elementer i bedstefaderens sømandsfortælling. Eksempelvis skrives der om demonstrationer mod arbejdsløshedsloven i 1918 og forbundets uoverensstemmelser året efter mellem formanden Niels Nielsen og Kasserer Richard Jensen.

Det næste afsnit handler om mellemkrigsårene, hvor nationalsocialisterne kommer til magten i Tyskland. Det er skrevet, som om “bedstefaderen” får besøg af to kammerater fra Tyskland, som han har sejlet med. Senere bliver forbundet med Richard Jensen skrevet ind i fortællingen, hvor også Axel Larsen og kommunisterne kommer til. Ind i mellem de historiske fortællinger er der hverdagsscener fra nutiden med børn og børnebørn. Det er meget detaljeret beskrevet, med mange billeder, så læseren kan føle sig inviteret med ind i den moderne familie.

Den faktuelle fængsling af kommunister i juni 1941 bruges til at beskrive, at bedstefar Axel bliver fængslet og dømt 3,5 års fængsel for at være kommunist. Bogen fortæller om hans fiktive tid i fængsel og frem til hans sygdom og død i 1953. Der springes frem til nutiden hvor “Thomas og Sille”, som er bedsteforældrenes børn, tager ind til København for at demonstrere for våbenhvile og fred i Gaza. Senere undersøger Thomas igen chatollet og finder en Walther pistol. Tidligere havde han undret sig over, hvorfor hans bedstemor havde gemt patroner i en Asp-Holmberg julelysæske. De var til denne pistol. Læseren skal huske på, at det er en fiktiv historie.

Bogen slutter af med en interessant “dialog”, men den vil jeg lade bogens læsere selv få glæde af. Det skal også indføres at en hel del fra bogens handling naturligvis er udeladt, det ville være ufint at afsløre alt her. Det er en dejlig bog, med mange gode tidsbilleder iblandet ægte elementer fra vor fælles historie.

[Historie-online.dk, den 18. maj 2026]

Se relaterede artikler
Engelshjerte
De begunstigede
De glemte ords bog