I kryolittens skygge

I 1853 åbnede kryolitminen i Ivigtut, og det var det starten på et industrieventyr med store konsekvenser. Tilstrømningen af mange danske arbejdere greb ind i de mange små fangersamfund. Livet blev kompliceret for dem, bakterier og epidemier bl.a. en voldsom syfilisepidemi raserede området

Af Michael Koch

Danske virksomheder udvandt mineralet kryolit ved Ivigtut i over 130 år. Det er et mineral, der er fast og hvidt, og som bruges blandt andet til fremstilling af aluminium. I dag er minen forlængst tømt, og kryolit er erstattet af kunstigt fremstillet kemi. Det første, anmelderen lægger mærke til, er en flot bog i plast. Det er pakket i krympefolie, fordi overfladen på for- og bagsiden samt ryggen er behandlet med det, man kalder softtouch kashering. Det betyder i praksis, at bogen er utrolig lækker og blød, som om den er overtrukket af gummi. Det er et specielt og godt valg til en flot bog.

Et stykke af det hvide guld. Kryolit

Det var dog ikke bøger og deres behandling, der optog grønlænderne, da erhvervseventyret gik i gang i det syd-vestlige Grønland. Da danskerne indtog området, var der flere ting, der skete ret hurtigt. I en hastighed aldrig set før på Grønland, skete der en udvikling stort set uden kontrol. Der blev født mange børn udenfor ægteskab, og desværre udbrød der en alvorlig syfilisepidemi, der rasede i et stort område. Det var så alvorligt, at Arsukområdet blev isoleret. Bakterier, sygdomme og specielt kønssygdomme måtte ikke brede sig til resten af Grønland. Denne isolerering blev opretholdt i næsten 50 år. Det betød også, at den moderne nye livsform ikke spredte sig til det øvrige land. Mens hele denne slagside af problemer stod på, blev der tjent formuer på kryolitten. Faktisk er Tietgens Marmorkirke antagelig betalt af de penge, han tjente på minen. Der er også andre synlige resultater af pengene, eksempelvis Viggo Jarl Kollegium i Virum.

Det er på den tid og stedet for minedriften, at det moderne samfund først kom til Grønland. Hårdt og ubarmhjertigt blev alle den moderne udviklings problemer synlige med en hastighed uden sidestykke.  Det var kemikeren og professoren Julius Thomsen, som havde opnået patent på produktion af soda, alun og lerjord ud af kryolitmalm. Kryolit fandtes kun ved Ivigtut, bortset fra små forekomster rundt om i verden, som ikke kunne brydes. Kryolit betyder faktisk issten, fordi mineralet ligner is, når det er vådt. De lokale kaldte det i daglig tale for orsugiak, hvilket betyder spæksten.

Is- og snerydning i bunden af bruddet. Til højre, den bane, der blev brugt til at transportere kryolit op fra bruddet. Bruddet er 70 meter dybt

I bogen beskrives starten af brydningen, hvorefter kryolitten blev sejlet ud til øen Qajartalik i konebåde beklædt med brædder for at beskytte skindklædningen. Det var få hundrede kilo ad gangen. Mineralet blev omskibet til et af handelens skibe og sejlet til København. Herefter kom der mere skred i brydningen, og de, som fik koncession på minedrift, tog fat på brydningen. Den unge C.F. Tietgen fik interesse for sagen og sendte de første ni danske sæsonarbejdere fra Faxe Kalkbrud op til minen. Det lykkedes at sejle 238 tons kryolit hjem. Med kontakt til et firma, der fremstillede spejlglas ved Haderslev, skulle der bruges ren soda, hvilket findes i kryolitten. Nu var man i gang med at skabe omsætning.

To amerikanske skibe klar til at laste kryolit

Der blev ofte skiftet kontrollører ved minen, så med tiden blev reglerne udvandet, og unge, ugifte grønlandske kvinder blev ansat af danskerne som tjenerinder. Børneflokken voksede i Ivigtut. Den første vinter var særdeles hård, og mange døde af skørbug. Året efter var der sendt mange levende dyr op, ligesom erfaringerne gjorde forholdene bedre. Bogen fortsætter fortællingen om udviklingen i området. Der kom stadig flere skibe til at hente kryolit, og relationerne og interaktionerne mellem søfolk, minefolk og inuitbefolkningen var intense. Det var så meget, at bogen har et langt kapitel om usædeligheden og de mange uægte børn, som blot var en del af problematikken. Ord som forbud, udskamning og offentlig ydmygelse var det uhyggelige resultat. Både dette og næste kapitel om kønssygdomme og de medfølgende restriktioner var stærk læsning. Forfatteren har sobert og objektivt beskrevet hele områdets udvikling interessant og godt.

Minørerne arbejder på kanten af bruddet. Det var særdeles farligt arbejde, og de adrætte folk var godt betalt

For at udgå, at hele lokalsamfund bukker under, bliver Arsuk isoleret i 1882. Syfilis måtte ikke sprede sig til resten af befolkningen. Helt frem til 1935 ses syfilis, og som om syfilisepidemien ikke var nok, kom der også gonorré til området i 1898. Arsukbeboerne begyndte for alvor at gøre modstand mod isoleringen. Det handlede om deres overlevelse. Isoleringen blev ophævet.

Under 2. verdenskrig var Grønland isoleret fra København og skulle stå på egne ben. USA og Canada pressede på for at få kryolit. Der blev sendt skibe til Arsuk, og der kom endda kystvagtskibe til at ledsage lasten af kryolit. Det er et meget spændende kapitel, hvor stormagternes skarpe linje under krigen ikke blev skjult. Pumperne blev slukket i bruddet, og det 70 meter store minekrater blev fyldt op med vand. I 1962 var det endegyldigt slut med kryolitten. Kunstige midler var taget i bryg i industrien, og minen var ved at være udtømt.

Det er ikke kun en flot og gennemført bog, det er i høj grad også et værk, der sætter fokus på et meget barskt sted i en hård tid. Bogen er også en opsigtsvækkende og overbevisende præstation. Med fakta og betagende illustrationer kommer læseren på historisk rejse med kryolitten.

[Historie-online.dk, den 19. maj 2026]