Menu

Ansgars liv

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 33

 

Af Leif Arffmann, Fhv. provst

Bogen er en nyoversættelse af den latinske tekst og giver et læseværdigt og solidt indblik i en tid, der ligger langt væk fra vores egen tid.

Udgivelsen er en læsevenlig bog i en fin typografi, der med det samme skærper læserens appetit på læsningen. Der er således gode grunde til at anskaffe sig bogen.

Et håndskrift og en oversættelse

I Württembergische Landesbibliothek i Stuttgart findes et håndskrift, der er en uomgængelig kilde, når det drejer sig om 800 – tallets historie i Nordeuropa, ikke mindst Danmark og Sverige.

Det er Rimbert: Vita Anskarii, som er den vigtigste kilde til Ansgars liv, da denne fremstilling er skrevet kort efter Ansgars død i 865, antageligvis forfattet af Rimbert, Ansgars nære medarbejder. Dette værk blev oversat til dansk af P.A. Fenger, med titlen ”Ansgars Levned”, i 1863, men er i år, Ansgar-året, udgivet i to oversættelser, Sebastian Olden-Jørgensens oversættelse i uddrag (”Sankt Ansgar, Nordens apostel”, Katolsk Forlag) og nu Torben Brammings oversættelse, ”Ansgars Liv – Den første fortælling om Nordens apostel” på Bibelselskabets forlag. Det fremgår af oversætterens noter, at de to danske oversættere har haft et givende samvirke om dette arbejde.

Det er en imponerende oversættelse, der her præsenteres for en bred offentlighed. Oversættelsen afsluttes med oversætterens efterskrift: ”Baggrund, Samtid og Perspektiv”. I dette efterskrift sættes Ansgars liv ind i en større sammenhæng.

At læse kilder fra 800-tallet

Kildeskrifter fra 800 -tallet kan let blive læst ud fra nutidens forudsætninger, men det er forfriskende, at læseren i 2026 med det samme selv føres ind i den verden, forfatteren vil præsentere sine læsere i 800 – tallet for. Her er tale om klosterlivet, og for den tids munke og præster har det været let at følge fremstillingen af Ansgars liv. De har givet vis kunne sætte sig levende ind i Ansgars virke som missionær, hans sejre og nederlag, hans anfægtelser, hans religiøse visioner i vågen og sovende tilstand og hans stræben efter at opnå martyrdøden. Dertil kommer alt det fremmedartede og farlige, som hovedpersonen møder i Danmark og Sverige, som munkene dengang sikkert har læst med forfærdelse. Alt dette følger vi som læsere med i, uanset om vi forstår det eller ej, og først ved læsning af efterskriftet kan vi sætte læsningen i perspektiv.

Ansgars liv

Læseren får fortalt om Ansgars dramatiske liv. Det er beretningen om et idealistisk menneske, der har sat sig det mål at ville bringe kristendommen til Norden, men som hurtigt opdager, at det ikke er så nemt endda. Ansgar må således flygte for livet, da skibet, der skal bringe ham til Birka, angribes af vikinger, ligesom han må flygte, da byen Hamborg udsættes for vikingeangreb. ”Så snart de havde brændt og plyndret det hele, sejlede de væk”, lyder beretningen. Der er således tale om ærlig snak i den forstand, at der ikke er pyntet på noget. Til trods for et politisk og religiøst initiativ for at gøre Danmark og Sverige til kristne lande, så er der ikke tale om nogen succeshistorie. Ansgars ønske om at blive martyr opfyldes heller ikke, men derfor skriver forfatteren da også: ”Næsten hele hans liv var et martyrium”.

I læsningen bliver læseren understøttet af oversætterens forklarende noter og i meget høj grad af Claus Muldstups fine illustrationer, der i afdæmpet stil ledsager beretningen.

Efterskriftet

 Som nævnt følges oversættelsen af et efterskrift, der sætter Ansgar-biografien ind i en relevant historisk, religiøs og politisk sammenhæng med mange gode og nyttige informationer blandt andet om klosterlivet i 800 -tallet. Da det øvrige kildemateriale fra den tid begribeligvis er mangelfuldt, er der her mange antagelser, der danner baggrund for den historiske fremstilling. Torben Bramming lader dog fortællingen træde tydeligt frem uden for mange parentetiske indskud og undskyldninger. Da det er en indviklet historie, kunne det dog have været nyttigt med en tidslinie.

Forordet

Bogen indledes med et præcist og kort forord af Hans Majestæt Kongen. I dette forord sætter Kong Frederik monarkiet ind i en historisk ramme, ja betegner det som en ”kristen foranstaltning”. Ligeledes gøres det klart, at der hos Ansgar skulle mod til for at ”vandre lige ind i vikingernes barbariske lande”. Anmelderen finder det værd at bemærke, at der her skabes afstand til den ”vikingeromantik”, som dele af den danske museumsverden synes at være præget af.

Der er således tale om en særdeles læseværdig bog, som kan give læseren et fremragende indblik en historisk periode, der ligger 1200 år væk, men som har stor betydning for det samfund, vi i dag lever i.

[Historie-online.dk, den 19. maj 2026]

Se relaterede artikler
Roskilde Domkirke
Herredømmet
Den farverige kirke 1-2