Menu

Den Gamle By vinder prestigefyldt pris

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 56

 

Lørdag aften vandt Den Gamle By en af Europas mest prestigefyldte museumspriser. Museet blev hædret med European Museum of the Year Award ved en prisuddeling i Bilbao i Spanien.

Prisen, der uddeles af organisationen Det Europæiske Museumsforum, gives til museer, der skiller sig ud ved at være nyskabende og engagere deres publikum på nye måder. Og i år kunne Den Gamle Bys direktør, Julie Rokkjær Birch gå på podiet og modtage trofæet og den store faglige hæder foran en samlet museumsverden.

- Det er helt overvældende. Det er en kæmpe anerkendelse at få fra resten af Europa. Prisen er en hyldest til over 100 års udvikling gennem en helt særlig ånd i Den Gamle By med et hold af dedikerede medarbejdere, som hver dag lever og ånder for at give gæsterne den bedst mulige oplevelse, siger hun.

- Prisen viser, at Den Gamle Bys tilgang med brug af nostalgi, traditioner og følelser til at åbne historien for vores gæster også rammer uden for Danmark, hvor internationale gæster spejler sig i fortællingerne om dansk kulturhistorie.

I forbindelse med nomineringen har Den Gamle By haft besøg af en delegation, der blandt andet havde fokus på den nye hovedindgang og hvordan fortællingen fortsætter med at rykke op i tiden eksemplificeret med 2014-gaden. Men også hvordan Den Gamle By inddrager det omgivende samfund som parcelhusområdet Skjoldhøjparken, hvor beboerne får hjælp og inspiration til at forstå deres egen historie. 

I alt 35 museer fra hele Europa var nomineret til årets pris. Blandt dem var museer fra Tyrkiet, Schweiz, Portugal, Ungarn og Letland samt det danske Kaj Munk Museet i Vedersø.

[Historie-online.dk, den 16. juni 2026]

Se relaterede artikler
Ny udstilling i Hobro om havnens historie
Ofre i massegrav led voldsom død
TV-tips, uge 14, 2025