Menu
Forrige artikel

Den stille filantrop

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 913

 

Af Christen Bonde

Det var som at modtage en tidlig julegave, da postpakken åbenbarede et anmeldereksemplar af kulturjournalist, ph.d. Heidi Lauras biografi om Johannes Hage (1842-1923). Hage er et hidtil ubeskrevet blad i min verden, men Laura – der ikke længere skriver for Weekendavisen, hvilket jeg er ked af – er som absolut hovedregel værd at læse. Det er hun også denne gang.

Som altid skriver Heidi Laura et ukunstlet og lydefrit dansk, byder på utallige kloge betragtninger – f.eks. om centrale emner som kunst og borgerskabskultur – og hun er velsignet med et befriende bredt udsyn åbent for hidtil upåagtede sammenhænge. Dertil kommer, at bogen er smukt og rigt illustreret.

Biografiens hovedperson har sat sig varige spor dels med Nivaagaards Malerisamling, der har bekostet bogen, dels med Fonden Den Hagerske Stiftelse, der hjælper psykisk syge. Hertil kommer det fysiske landskab i egnen omkring Nivå, hvor arven fra Hage stadig er tydelig.

Han voksede op i en nyrig familie, der havde held til at placere sig centralt i det københavnske kulturliv – sociale opkomlinge ville den gamle adel fnyse foragteligt. Han deltog som officer i krigen i 1864 og blev såret i skulderen, mens en bror blev dræbt ved Dybbøl. Efter krigen trak han sig tilbage til og bestyrede på skift forskellige af sin families nordsjællandske besiddelser, hvilket han gjorde med stor økonomisk succes. Som årene gik, voksede både hans ansvar for lokalsamfundet og interessen for kunst. Efter hans død blev den efterhånden store kunstsamling gjort offentlig.

Johannes Hages eget liv var, set på overfladen, temmelig begivenhedsløst, og kærligheden er der kun få, hvis nogen, spor af. Heidi Laura fremfører den tese, at han var homoseksuel, hvilket var socialt ugleset i hans levetid. Det var ikke noget, man talte højt om.

Som formidlingsmæssigt greb benytter Heidi Laura flere gange modsætninger, f.eks. om den biografiske genre, hvor biografigenren åbenbart cirkler om den Den Store Hvide Alfahan, mens hendes egen bog går mere nuanceret til værks. Modsætningen gav måske mening for en menneskealder siden. En anden er om den angivelige demokratiske krise i dag som modsætning til borgerskabets følte samfundsansvar eksemplificeret ved en håndfuld nyrige familier bosat på fornemme adresser i København – det virker uigennemtænkt. En tredje er modsætningen mellem maskulin Rigsdagspolitik og feminin filantropivirksomhed i det lokale – dén er også besværlig, ikke mindst fordi den politisk konservative Johannes Hage mest af alt havde fællestræk med en gammeldags patriark, der formede sit eget lille nordsjællandske rige.

Der er en mærkbar skævhed ved afvejningen af det historiske stof. Heidi Laura er tilsyneladende mere interesseret i forældrenes sociale liv og kulturelle-politiske netværk end i sin hovedperson, der levede et anderledes stille og afsondret liv. Det bliver kort nævnt, at Johannes Hage bar en slags mental arv fra forældrene mht. samfundsforpligtelsen, mens historien om den indvendte rigmand i Nivå bør blive set i lyset af de udadvendte forældre. Men mere end halvdelen af bogen cirkler om den ældre generation og den blomstrende borgerskabskultur i en tid med store samfundsforandringer. Det er bestemt spændende læsning, blot er det ikke bogens emne, hvis man skal tage titlen og undertitlen bogstaveligt. 

Omvendt synes Johannes Hages egen livslange Folketingsmandat ikke at interessere forfatteren, da emnet optræder kun summarisk. Efter sigende var hans politiske karriere meget lidt ophidsende, men når den nu strakte sig over en menneskealder, kunne Heidi Laura helt oplagt have bundet an med nogle overvejelser om, hvorfor han dog blev på Christiansborg så længe. Tiden var næppe spildt med at bruge en dag eller tre med næsen i Rigsdagstidende eller Aarbog for Rigsdagssamlingen – for helt uden mærkesager var Hages politiske liv næppe. Eller havde han personlige årsager, der rakte bag om det politiske spil?

Heidi Laura kunne også have gravet dybere i lokalarkiverne for at finde vidnesbyrd om Hage; det havde uden tvivl båret frugt. Det var trods alt i lokalsamfundet, han var mest engageret i sin levetid. I stedet bliver Johannes Hage målt op imod en verden – borgerskabets – der ikke var hans, og som han øjensynligt heller ikke havde interesse i at være en del af.

Det vil være uretfærdigt at lade kritikken få det sidste ord, for der er mange gode grunde til at eje bogen – en del af grundene optræder i starten af denne anmeldelse. En fin kombinationsmulighed kan være et besøg på Nivaagaards Malerisamling; denne anmelder har i hvert fald fået lyst til at se stedet med egne øjne efter at have læst biografien om Johannes Hage. Opdragsgiverne bag bogen har fået valuta for pengene.    

[Historie-online.dk, den 12. september 2023]    

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Knut Hamsun – Rejsen til Hitler
Farimagsgade
Karl Marx - En biografi