På rad og række
Af Leif Arffmann, Fhv. provst
I de danske kirker findes særdeles mange inventardele, der er beskrevet ganske omhyggeligt i flere bøger. Det gælder døbefonte, alterborde, altertavler, prædikestole m.v. Nu er der mulighed for også at se nærmere på de mange præstetavler, der findes rundt omkring i mange kirker.
Nogle kan betragte disse præstetavler som udtryk for præsternes selvoptagethed, men ved læsning af bogen ”På rad og række” får man et nyt lys kastet ind over dette emne.
Kirkehistorikeren Carsten Bach-Nielsen har med vanlig akkuratesse og med veloplagt fortælleglæde skrevet en lille, men væsentlig bog om et stykke kirkeinventar, der ellers ofte falder ”under radaren”, nemlig præstetavlerne. Disse oplysninger om, hvem der har været præster ved den pågældende kirke, fortæller ofte mere, end der kan ses med det blotte øje.
Det er dette ”mere”, Carsten Bach- Nielsen beskriver ved at tage læseren i hånden og tage på rundtur til store og små kirker i det ganske land, ja ofte til kirker, anmelderen aldrig før havde hørt om.
Perspektivet udvides da også ved, at der tages udgangspunkt i Helstaten, d.v.s. det dansk – norske kongerige og hertugdømmerne Slesvig – Holsten, med afstikkere til det tyske område syd herfor. Fælles for kongens besiddelser var, at der var gennemført en reformation i 1500 -tallet, og dette nybrud kaldte på tydelige udtryk i de kirker, der fortsat dannede ramme for gudsdyrkelsen. Derfor ser vi som oftest, at oversigten over kirkens præster tager sin begyndelse ved den lutherske reformation. Dette kommer stærkest til udtryk i Store Rise Kirke på Ærø, hvor Martin Luther selv træder frem på en præstetavle fra 1730’erne sammen med de præster, der indtil da, siden reformationen havde gjort tjeneste ved kirken. Forfatteren peger på, at netop her er en del af den kirkelige undervisning gemt: Tidsregningen begynder ifølge den kirkelige ortodoksi med reformationen, hvad der lå før denne, var vranglære og falskneri. Der var således brug for, at menigheden kunne se synlige udtryk for, at her var det den rette lære, der blev forkyndt. Denne forkyndelse lyder netop ved den præst, som I kender så godt, ligesom I også kendte hans forgænger. Hvor forbindelseslinjen bagud før reformationen havde været til stede i kraft af den ”apostolske succession”, så gjaldt det nu om at markere forbindelsen tilbage til ”år 0”, d.v.s. reformationen.
Der er også eksempler på, at reformatoriske forløbere som Jan Hus kan træde frem, som i Kosel ved Slesvig og på Lofoten. Dette teologiske program blev ofte gjort tydeligt ved reformationsfejringerne i 1717, for eksempel Ønslev Kirke på Falster og 1817, for eksempel Vester Åby Kirke på Fyn. Disse markeringer gav anledning til, at præstetavler blev sat op i flere kirker.
Der kan også være tale om, at præstetavlerne udtrykker noget mere lokalt, således præstens familie, hvor ægtefælle og børn er nævnt og afbildet, men også hvilke sognesammenlægninger de enkelte kirker og præster, mere eller mindre frivilligt har været udsat for.
Det er spændende at læse om, hvorledes præstetavlerne også indgår i andet af kirkens inventar, i nogle tilfælde som genbrug. Således kan tidligere altertavler anvendes som præstetavler, ligesom vi finder eksempler på epitafier, der får nyt liv som præstetavler.
Bogen er fyldt med gode illustrationer og kan anbefales på det varmeste. Den kan således anvendes som en fremragende guidebog til kirkeudflugter.
[Historie-online.dk, den 1. april 2026]
