Menu

Rockmuseet

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 26

 

Med en ny, sitrende grafisk identitet, ny hjemmeside og en omfattende opdatering af stil og look bliver museet, vi kendte som RAGNAROCK nu til Rockmuseet.

Det ikoniske og prisvindende museum i Rabalderstræde i Roskilde lytter til folkestemningen og tager skridtet fuldt: Nu hedder det Rockmuseet. Foto: Kristian Grøndahl / ROMU

Et larmende logo, en helt ny hjemmeside og et pivskarpt nyt, visuelt look. Efter en årrække som RAGNAROCK skifter det guldbeklædte statsanerkendte museum i Rabalderstræde i Roskilde track og turnerer fremover i nye klæder. Samtidig pensioneres det gamle navn, og museet hedder nu Rockmuseet. Et navn, der som en undergrundsbas har summet blandt alt fra musikere til skoleelever – og som museumsorganisationen ROMU, der driver museet, nu skruer helt op for.

"Med det nye navn vedkender vi os den arv og den vision, vi er født ud af: At hele Danmark fortjener et rockmuseum," fortæller direktør i ROMU, Morten Thomsen Højsgaard, og uddyber:

"Alt for mange mennesker har troet, at RAGNAROCK handlede om vikinger, om dommedag eller noget helt tredje. Nu trutter vi rent og kalder os det, vi er, og det, som folk i praksis allerede har kaldt os i mange år: Rockmuseet."

Rockens samfundsforandrende kraft

Med navneskiftet tager Rockmuseet sin identitet uden på tøjet og tuner ind på den helt rigtige frekvens, så oplevelsen passer til de forventninger, der ligger i navnet. I den prisvindende guldfirkant vil ballader, spektakel og modtryk fortsat være museets fokus, fortæller museumsinspektør Rasmus Rosenørn.

”Rockmuseet udspringer af den energi og samfundsforandrende kraft, som for alvor knyttede musik og ungdomskultur sammen i 1950'erne og 1960’erne. Den energi gav rocken videre til pop, til disco, punk, hip-hop, metal og al anden musik, der flytter grænser. I dag læner al populærmusik, som flytter grænser, sig ind i traditionen fra rocken. Musikken kan pille ved identiteter, flytte os i nye retninger og gøre verden større. Derfor arbejder Rockmuseet med alle former for populærmusik," siger Rasmus Rosenørn og tilføjer, at næste store release vil være et Aqua-univers, der fortæller om 90'ernes uundgåelige soundtrack.

Et museum med attitude

Navneskiftet kommer ikke alene. Det følges af en visuel identitet, der nægter at spille efter noderne. Logoet larmer, hjemmesiden har tilpassede brugerflader, og det grafiske udtryk giver rum for fortolkning. Men det er der en klar pointe i, forsikrer Head of Marketing i ROMU, Rikke Louise van Hauen:

Vi skal ligne det, vi er, og det, vi formidler: pop, rock og ungdomskultur. Det indebærer nogle værdier, som vi har arbejdet bevidst med at afspejle i vores nye grafiske design. Det er ikke overgjort, men enkelt og åbent, så alle kan fortolke, hvad det betyder for dem og deres relation til musikken. Hvis vi serverer en fuldstændig fastlagt pakke, bliver der mindre rum til den individuelle oplevelse. Og netop musik og ungdomskultur er både noget fælles og noget dybt personligt.”

Rikke Louise van Hauen har stået i spidsen for forandringen, der ikke alene omfatter navneskifte og opdateret visuel identitet, men som fornyer museets fremtræden og sætter ild til publikumsoplevelsen. Fra de første klik på museets nye hjemmeside, til publikum er ude af museet igen.

Vi har arbejdet grundigt og længe med, hvad det vil sige at være Rockmuseet. Altså hvad der forventes af os, og hvordan vi lever op til det ved bevidst at agere lidt anderledes. Fx står der ikke ”Tak for dit besøg”, når man forlader museet, men ”Episk at se dig”. For os har ungdomskultur og musik et fællestræk – nemlig at turde gå til kanten og udfordre, hvad der er rigtigt og forkert. Det leger vi løbende med at fortolke på Rockmuseet," forklarer hun.

På den nye hjemmeside rockmuseet.dk kan man læse mere om de mange, skiftende udstillinger, om Rockmuseets arkitektur og historie, og om den kreative bydel Musicon, som museet ligger i. Fans kan finde merch i webshoppen om Gasolin', tv-2, The Beatles og mange, mange flere. Turister, virksomheder og skoleklasser kan planlægge deres næste besøg.

[Historie-online.dk, den 25. marts 2026] 

Se relaterede artikler
Fortidsmindedag 2019
Copenhagen Pride på Københavns Museum
Brug dit museum!