Museumsnumre 168 – Hørerør og høreapparat
I tv-serien Matador er figuren Fru Møghe og hendes stakkels datter Misse Møghe et tragikomisk par. ”Hvad siger han?” råber fru Møghe i kørestolen med et hørerør i hånden. Scenen er karikeret, men alligevel en gengivelse af situationen fra dengang mennesker, der mistede deres hørelse, ikke havde andre hjælpemidler end et hørerør. I tegneserien Tin-Tin er professor Tournesol også stokdøv og forsynet med et hørerør. Hans dårlige hørelse afstedkommer stor forvirring og morskab. Men der er ikke noget komisk ved ikke at kunne høre. Stærkt nedsat hørelse er en lidelse som nedsætter livskvaliteten voldsomt. Man mister i værste fald kontakten til omverden. Kan ikke føre en samtale.
Fru Møghe med hørerør, scene fra Matador, oticon
Hørerøret er er en tragtformet genstand, som når den holdes til øret forstærker lyden af, hvad der bliver sagt. Vi kender alle den naturlige reaktion, når det kniber med at høre, at holde en hånd ud for øret for at forstærke lyden. En tragt til øret er bedre. Der findes ingen nærmere tidsangivelse af, hvornår hørerør kom i brug, men både i græske og romerske skrifter nævnes hørerør til hjælp for tunghøre. Formentlig var de første hørerør kohorn, hvor den spidse ende var afsavet. I 1600-tallet gik man over til at fremstille hørerør af metal. Det kunne være jernblik, messingblik eller sølv, men også drejede hørerør af træ kom frem. Fælles for alle hørerør var den trompetformede udformning. Komponisten Ludwig van Beethoven fik brug for hørerør, og i årene 1812-1814 fremstilledes flere hørerør til ham. De findes i dag på Beethoven-museet i Bonn. I løbet af 1800-tallet opstod firmaer i Tyskland, Frankrig og England, som kommercielt fremstillede hørerør. En af de første producenter var Frederick C. Rein i London, hvis firma fra år 1800 fremstillede såvel talerør som hørerør.
Hvordan fungerede hørerør? En erindring fra Lyngby giver klar besked om den sag: ”I sine sidste år hørte min morfar meget dårligt, og han havde et stort flot svungent hørerør, så vi skulle stå og råbe ned i tragten, når vi talte”.
Trompetformet hørerør af træ, museion
I slutningen af 1800-årene blev nedsat hørelse også en sag som staten her i Danmark søgte at afhjælpe ligesom andre helbredsmæssige problemer. Statens høreinstitut blev startet i 1881 i Fredericia og fik en aflægger i København fra 1917. Der var nok at tage fat på med vejledning og undervisning af voksne hørehæmmede. Desværre betød industrialiseringen høretab for mange ansatte på grund af vedvarende og højfrekvent støj i arbejdsrummet. Der var ingen støjgrænse. Det har vi heldigvis i dag. Støjgrænsen er i dag sat ved 90 decibel. Men af og til f.eks. ved koncerter med elektriske instrumenter kommer støjen over det tilladte. Resultatet er høreskader som tinnitus.
Hørerør med teleskoprør, Svendborg Museum
De danske museer har samlet en del hørerør. Den største samling har Medicinsk historisk Museum, nu Museion, som ligger i Bredgade i København. Deres samling omfatter hørerør af stort set alle gængse typer og materialer. Desværre er der ingen tidsangivelse på dem, men nogle af dem er fra det tidlige 1800-tal. Der er tale om dels importerede hørerør dels lokalt fremstillede danske. Museion har et hørerør i træ som i alt fald som type må have mange år på bagen. Andre typer er af bakelit. Formen er forskellig. Nogle er trompetformede mens andre, for nu at blive i instrumenternes verden, er saxofonformede. Et raffineret hørerør findes på Svendborg Museum. Det er teleskopisk, røret kan gøres kort og langt alt efter behov.
Hørerør af bakelit mærket V.O. Jessen, laurits.com
Hørerøret blev afløst af høreapparater. Det første elektriske høreapparat blev opfundet af den amerikanske elektroingeniør Miller Reese Hutchison i 1898 og i begyndelsen af 1900-årene kom elektriske høreapparater med batteri og høretelefon. Det var nu kun et fåtal, som kom med på den vogn, for apparaturet var dyrt. I mellemkrigstiden var det stadig sjældent at se elektriske høreapparater i brug. Et amerikansk elektrisk høreapparat var Acoustikon. Det blev solgt på det danske marked og var forsynet med en mikrofon med kulkugler opfundet til telefonen, men opfindelsen kunne i lidt ændret udgave bruges i høreapparater.
Høreapparat Acoustikon fra 1902, Teknisk Museum
I Danmark fulgte vi godt med vedrørende fremstilling af høreapparater. Oticon hedder et stort dansk firma, som blev grundlagt i 1904 af cykel- og symaskinefabrikant Hans Jørgen Demant og fra 1910 drevet af sønnen William. De begyndte at importere høreapparater fra USA og England, men da importrestriktioner i 1932 gjorde det svært, gik firmaet i gang med at fremstille egne høreapparater. De første høreapparater var klodsede og frem for alt var batteriet besværligt. Det blev skjult i lommer i påklædningen eller båret i særlige holdere.
Da staten i 1950 bestemte, at det offentlige skulle betale til høreapparater, kom der for alvor gang i Oticon. I 1950-erne fremstilledes apparater med ørepropper og i 1960-erne et nyt høreapparat, en øresnegl til at sætte bag ørerne.
Høreapparat Oticon fra 1950-erne, Teknisk Museum
Høreapparat af model Ergo, Oticon, typen er ergonomisk tilpasset øret. Post og Telemuseet
I de senere år er der sket en vældig udvikling af høreapparater. I 1980-erne blev højhastighedsprocessorer og mikrocomputere udviklet. I 1990-erne kom de første digitale høreapparater og i 2010-erne kom de første apparater med bluetooth på markedet. De elektroniske apparater har gjort mange hørehæmmede, ja sågar døve i stand til at høre og fungere i hverdagen. I dag er det muligt på kirurgisk vis at gøre døve hørende ved et elektronisk implantat, der omdanner lyde til elektriske impulser, der sendes til hørenerven og dermed gå uden om ørets defekte øresnegl. Høreapparater har gjort mange hørehæmmede mennesker i stand til at have et normalt arbejdsliv. Tidligere kunne tunghøre vanskeligt fastholde et heldagsarbejde, og de levede et liv som i en glasklokke. Teknisk audiologi har åbnet verden for folk med hørenedsættelse. Det er en stor velgerning, for omkring hver sjette dansker har problemer med hørelsen, og er man først over 75 år, så er det halvdelen. Oticon har fulgt med udviklingen og er i spidsen, i dag verdens næststørste producent af høreapparater. Noget vi kan være stolte af her i det lille kongerige.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 13. oktober 2026]